Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset, Steen Wrem, Christina Greve og Paw Friis
Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset, Steen Wrem, Christina Greve og Paw Friis

Carina Maja Stagsted havde lige skrevet kontrakt med et anerkendt modelbureau, da hendes anoreksi for alvor tog fat. Selv mener hun ikke, at modelbranchen er skyld i hendes sygdom. Men den pustede til den.

Hun vejede 54 kilo og var en størrelse x-small, da hun begyndte. Men bureaudirektøren var skarp i tungen, når det handlede om hendes udseende.

– Du skal ændre dit hår, og så vil det være en god ide, hvis du lige taber dig et kilo inden dit fotoshoot om fire dage, var beskeden. Carina nøjedes ikke med at farve håret og tabe sig et kilo. Hun tabte sig fem, og da hun vejede 49 kilo, vendte hun tilbage til bureauet for at få ændret sine mål.

Læs også: Feriefoto gav mig et chok


Sygdommen udviklede sig 
Her blev hun mødt af stor ros. – Det var da flot, hvordan har du gjort det, spurgte en begejstret modeldirektør. Da Carina henvendte sig igen, havde hun et helt andet budskab. Hendes sygdom havde udviklet sig så voldsomt, at hun havde fået en henvisning til Center for spiseforstyrrelser, og nu ville hun frigøres fra sin kontrakt.

– Kan du ikke bare tage en pause et halvt år? foreslog ejeren, inden hun til sidst gik med til at stoppe samarbejdet. I lang tid kæmpede Carina med sin sygdom uden at tænke på sine tidligere modeldrømme. Ikke før hun fik en henvendelse fra modelbureauet Étoile Models i København. Et anderledes bureau, som nu i to år har prøvet at slå igennem ved at have sunde piger med en vægt, der passer til deres højde.


 
Kræver et sundt BMI
Bag bureauet står venneparret Michael Severin Sølbæk og Nina Sørensen, og selv om de kunne se muligheder i Carina, forklarede de hende med det samme, at hun skulle tage på. Status er, at hun mindst skal veje 54 kilo, før de skriver kontrakt med hende.
 
– Carina ser jo ikke sund ud lige nu. Hun har en kamp, hun skal kæmpe, og det vil vi gerne hjælpe hende med, så jeg ringer et par gange om ugen for at høre, hvordan hun har det, siger Michael, som har indgået et samarbejde med PS Landsforening for at gå ind i kampen mod spiseforstyrrelser.

Skønhedsidealerne skal ændres 
Selv om han gladelig står ved, at han er lige så meget forretningsmand som de andre modelbureau-direktører, håber han alligevel at gøre en forskel.
 – Jeg vil gerne være med til at ændre skønhedsidealerne en lille smule, så vi kommer tilbage til 80’erne og 90’erne, hvor modellerne var slanke, men havde nogle former. I dag skal pigerne nærmest ligne skeletter, som han siger. Hos Étoile Models får de ofte piger ind fra andre bureauer, og beskeden til dem er tit den samme: Du skal tage på.

Læs også: Fra skolepige til topmodel
 
 – Det er jo designerne i første omgang, som bestemmer, hvor små størrelserne skal være. Hvis de nye designere bare kigger på de ældre, så ændrer det sig jo ikke, siger Michael.

Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk
Besøg også Ude og Hjemme på Google+