Foto: Morten Mejnecke
Foto: Morten Mejnecke

Klokken var 2.55 om natten. Sygeplejersken havde bredt en lyseblå dug ud og fyldt en lille kande med vand. Så gik dåben i gang. Mikkel var to dage, da han fik sit navn. Under hele ritualet lå han i kuvøsen, mens hans forældres hænder forsigtigt aede hans krop. De fik tilbudt selv at sige hans navn som til en normal dåb i en kirke, hvor fuglene fløjter udenfor. Men intet her var normalt, og hverken mor eller far var i stand til at sige noget. De havde tændt et videokamera, som filmede det hele. Så havde de i det mindste et minde, hvis de aldrig mere skulle se deres dreng igen.
 
– Jeg har aldrig oplevet noget så forfærdeligt i mit liv. Det er jo ikke sådan det skal foregå, når man døber sit barn, siger Mikkels mor, pædagog Tina Rasmussen, 34. Sammen med sin mand Carsten iførte hun sig grønt hospitalstøj, så snart dåben var overstået. Så gik de sammen med en portør og en sygeplejerske i  stilhed i gangene under Odense Universitets Hospital mod operationsstuen.
 
– Det føltes som en uendelighed. Til sidst blev Mikkel lagt på operationsbordet, og vi fik lov at give ham et kys. Fra da af var det bare at vente.
 
Ingen tid at spilde
To dage inden havde Tina ligget udkørt, men lettet med sin lille nyfødte søn på brystet. Godt nok fik hun kun lov til det i 10 sekunder, for han var født otte uger for tidligt og skulle med det samme på neonatalafdelingen. Men bortset fra det virkede Mikkel som en robust fyr. Lige indtil Mikkel blev lagt fra sit mors bryst tilbage i kuvøsen. Det var her, de første gang opdagede, at hans mave var grå og hævet.
 
Fra da af gik alting stærkt. Efter en række prøver blev det besluttet, at Mikkel skulle døbes hurtigst muligt og videre på operationsbordet. Der var ingen tid at spilde. Operationen varede i over tre timer. Tidligt om morgen ankom kirurgen direkte fra operationen til de angste forældre.
 
– Er Mikkel i live? spurgte Tina desperat. Det var han. Men den lille dreng havde fået koldbrand i tarmene, og halvdelen af tyk og tyndtarmen var blevet fjernet. Tre dage efter var hans tilstand så fin, at forældrene besluttede, at Mikkels fireårige søster Liva skulle se sin bror. Hun havde inden dikteret et brev, som hun glædede sig til at få læst op for sin lillebror. Det var en lørdag morgen. Tilfældigvis den lørdag morgen, hvor deres mobiltelefonselskabs netværk var gået ned.
 
Familien havde derfor aldrig fået de mange opringninger fra hospitalet. Da de kom til deres drengs stue, anede de ikke, at Mikkels tilstand pludselig var blevet så kritisk, at han med det samme skulle opereres igen. Efter operationen kunne lægen ikke pakke de triste nyheder ind. – Der skal et julemirakel til, hvis han skal overleve, beklagede han og forklarede, at Mikkels tarme så meget værre ud end sidste gang.

Hele familien blev kaldt ind den dag. Alle græd. Tina prøvede at holde tanker om begravelse væk, men de dukkede hele tiden op. Mens familien sørgede, lå lille Mikkel på børneintensiv og kæmpede.
 – Jeg ved ikke, om han er gjort af noget særligt. Men han overraskede i hvert fald alle eksperterne, smiler Tina, som aldrig glemmer de timer, hvor Mikkels blodprøver pludselig begyndte at gå i den rigtige retning.

 Endelig hjemme
 Der gik nu lang tid, inden hun selv troede på julemiraklet. Selv om Mikkel uge efter uge fik det bedre, turde den hårdt prøvede mor næsten ikke håbe på, at hun skulle få sin dreng med hjem igen. Mikkel var igennem hele fire operationer og ni narkoser, men pludselig gik det stærkt. Han begyndte at tage mere end 25 gram på om dagen, og en dag lige efter påske fik familien den besked, de havde længtes efter siden Mikkels fødsel i december: ”Nu kan I godt tage hjem.” 
 
– Det var så stort at komme hjem.  Nu kunne vi endelig være en rigtig familie, siger Tina.

Læs også: Frygtede vi var søskende

Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk
Besøg også Ude og Hjemme på Google+