Foto: Steen Wrem
Foto: Steen Wrem

Det regnede den forårsdag i fjor, da Janne havde fået nok. Hun stod på trappen med sin toårige på armen og en veninde ved sin side. Det var veninden som førte ordet, da døren til krisecenteret blev åbnet.

Hun fortalte kort, at Janne var flygtet fra sin mand og faderen til sine fire børn. Selv kunne Janne ikke forklare noget som helst. Det var hun alt for nedbrudt til.

Familien fik efter en samtale med en socialrådgiver et værelse på 10 kvadratmeter. Der var allerede lagt rent betræk på dynerne, og der stod små gaver til børnene. Her bag den blå dør skulle deres nye liv begynde.

Hun var 15 år, da hun forelskede sig i den seks år ældre fyr, som i første omgang ikke gengældte hendes følelser. Hun kæmpede længe for at få ham. Også selv om hun godt vidste, at han var en hård fyr. En bad boy, som unge piger kalder den type, som var det en kompliment.

– Jeg troede på, at jeg kunne redde ham og lave ham om, og så skulle vi have vores egen lille kernefamilie, husker Janne. Hun fik ham. Og hun fik også udsigten til at blive en familie, da hun allerede tre måneder inde i forholdet blev gravid til sin store glæde.

Krisecenter var den eneste udvej for Glennie fra De unge mødre


Men allerede inden hun havde født deres første barn, begyndte kærestens sande ansigt at vise sig. Da en anden mand på gaden tilfældigt kastede et blik på Janne, svinede han den forbipasserende til.

 – Han var sygeligt jaloux, siger Janne.

Volden blev værre
Hun fik ikke mere ro, efter at hun fødte sin første søn. Da drengen var to år, blev hendes kæreste en dag så vred, at han gav hende én på hovedet. Normalt var han ikke fysisk voldelig, men det var han nu, og Janne valgte at tage på krisecenter.

Men på det tidspunkt havde hun ikke styrken til at holde fast i sin beslutning. Kæresten overtalte hende til at komme tilbage. Brugte argumenter, som at de havde købt nye møbler. At de ville få det godt igen. At de skulle være en familie. Så Janne tog tilbage. Kort efter blev hun gravid igen. Parret nåede at få fire børn. Og med tiden blev den psykiske vold kun værre.

 – Alt handlede om ikke at gøre ham sur. I mange år ville jeg gerne væk, men jeg turde ikke.

– Jeg har fortrængt rigtig meget, men tingene begynder at komme tilbage i glimt, siger Janne, som boede på krisecenteret i fire måneder. I starten sad frygten stadig så meget i hende, at hun lukkede vinduerne om natten, ligesom hun fortalte børnene, at de boede i Fredensborg og ikke på Frederiksberg, så de ikke kunne afsløre deres opholdssted, når de talte i telefon med deres far.

– Efter at jeg gik fra ham, begyndte han at forbedre sig. Der har slet ikke været nogen chikane de sidste otte måneder, og i dag bor vores 16-årige søn hos ham. Det er jeg helt tryg ved, siger Janne, som endnu ikke har fundet en ny mand.

 – Det er jeg slet ikke klar til. Jeg er også bange for at falde for den samme type igen.


Læs om Kamilla, der sparkede sig fri og undgik voldtægt

 

Eksmanden: GODT HUN GIK
Da Janni forlod sin eksmand, satte det gang i en forandring for ham også. – Jeg røg helt ned på bunden. Jeg sad bare seks dage uden at spise noget. Men så valgte jeg at gå i behandling for at komme ud af mit hashmisbrug, som gjorde, at jeg ikke kunne føle noget eller se mine fejl.

Nu har jeg ikke røget hash i over et år. Jeg arbejder stadig med mit temperament, og det er blevet meget bedre, siger den 39-årige Kim Absalon Kofod.

Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk
Besøg også Ude og Hjemme på Google+