Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Vi ved jo alle sammen godt, at det er bedre at spise grove grøntsager og bær end at fylde sig med hvidt brød og slik. Men ofte er man tilbøjelig til at køre på automatpiloten i dagligdagen, og så risikerer man, uden egentlig at tænke nærmere over det, at gøre tingene lidt mindre sunde, end godt er.

Eller sagt på en anden måde: Med nogle små justeringer kan du nemt og smertefrit spise sundere, uden at du føler det som afsavn eller pligt.

1. Drop sødmælk
Fede mælkeprodukter, især sødmælk, har ingen plads i dagligdagen. Ikke blot indeholder de alt for meget af det mættede fedt, som forkalker blodkarrene. Sødmælk er også en kaloriebombe af dimensioner.

Sådan gør du: Vælg minimælk, hver gang det er muligt. Kan du ikke klare den barske overgang, så brug letmælk som mellemstation.

Husk også de andre fedtfattige mejeriprodukter såsom yoghurt.

Få en masse lækre opskrifter på yoghurt, du selv kan lave lige her...


2. Nyd nødder
Alle slags nødder samt mandler er sprængfyldte med næringsstoffer, blandt andre vitamin E, folsyre, kalium og kostfibre.

Nødder er ganske rigtigt fede, men deres fedtstoffer er altså supersunde, nemlig af samme umættede form, som du finder i olivenolie og fisk. Den eneste ulempe er, at de ofte er urimeligt dyre.

Sådan gør du: Skriv altid nødder på indkøbslisten. Spis en lille håndfuld som snack, put dem på havregryn i stedet for sukker, samt spæd altid salaten op med forskellige nødder.


3. Smag før du salter
Rigtig mange, mig selv inklusive, griber automatisk ud efter saltbøssen, så snart maden er kommet på tallerkenen. Det er en uvane, for vi spiser alt for meget salt herhjemme, hvilket desværre presser blodtrykket i vejret.

Sådan gør du: De næste dage afstår du helt fra at salte. Så opdager du, at du gradvist genvinder smagssansen for salt, der ellers har været bedøvet af de store saltmængder. Gem saltbøssen ad vejen bagerst i køkkenskabet, og smag altid ordentligt på maden, før du tilsætter salt.

Det er i øvrigt meget sundere at benytte mange krydderier end salt.

4. Smør madpakke
Kantineordningen på arbejdspladsen er nem, men den frister desværre til at spise mere usundt samt til at tage en ekstra unødvendig portion eller dessert.

Sådan gør du: Tag din egen madpakke med mindst én gang om ugen. For eksempel overskud fra aftensmåltidet. Det er ikke blot sundere, men som regel også billigere.

Få inspiration til madpakken - se vores lækre sandwiches her...


5. Grønt og frugt
Det er en gammel traver med de ”6 stykker frugt og grønt om dagen”, men det bliver den ikke mindre rigtig af.

Sådan gør du: Det giver sig selv: Står der en slikskål fremme på bordet, bliver indholdet spist. Står der i stedet en skål med indbydende frugt og grønt, så bliver det spist.

Gør maden lækker
Når man gør lidt ekstra ud af måltidet, glædes alle vores sanser, både syn, duft og smag. Mad skal være en nydelse og ikke noget, som blot skal overstås hurtigt for at fjerne sulten.

Sådan gør du: Afsæt den nødvendige tid til mindst to gange om ugen at kræse om tilberedningen af måltidet. Vælg ordentlige naturlige råvarer, dæk bordet pænt og spis sammen stille og roligt, så I har tid både til at nyde maden og til at nyde hinandens selskab.


Har du svært ved at overskue aftensmaden?
Så prøv Ude og Hjemmes ugeplan med sund, nem og billig hverdagsmad, man sagtens kan kræse om. Der kommer en ny madplan på hver uge...

Se vores nyeste gallerier

Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk
Besøg også Ude og Hjemme på Google+