Horoskop: Krebsen

2010 er året, hvor du skal finde din sande identitet.
Kig tilbage i dit liv – hvilke drømme har du haft?
Har du realiseret dem, eller har du givet op?
Slip dine begrænsninger og tro på, at alt kan lade sig gøre.

SÅDAN BLIVER 2010:

Kærligheden
Er du single og vil gerne finde en kæreste, skal du lære at komme ud af din skal.
Samtidig er det vigtigt, at du finder ind til dig selv og dit sande jeg, så du kan blive mere bevidst om, hvad du søger.

I april har du fine aspekter for romantik og for at møde nye mennesker, men det er jo altafgørende, at du også selv er opsøgende, for ellers sker der jo ingenting.
Kærligheden findes måske på din arbejdsplads eller skole. Så er der emner, der interesserer dig, så tøv ikke – tag nogle chancer.

Er du allerede i et forhold, vil du i løbet af marts komme endnu tættere på din partner.
Hen over sommeren har du meget fine aspekter for romantik i udlandet, så hvad enten du har en partner eller ej, vil jeg anbefale dig at tage ud at rejse.

En god ide for alle krebse i dette år kunne være at tage på et kursus i kropsprog, så du kan lære at se, hvilke signaler din partner eller en eventuelt bejler sender til dig.
Slutningen af året byder fortsat på masser af romantik.

Familien
I starten af året kan du komme til at bruge for meget tid på dine børn, specielt hvis du er single.
Men det gælder for dig om at gøre noget godt for dig selv og bare nyde livet.

Hvis du er i et forhold, kan du også lade børnene styre for meget, og det kan påvirke dit kærlighedsliv negativt.
Nogen vil selvfølgelig mene, at man aldrig kan bruge nok tid sammen med sine børn, men i dit tilfælde handler det altså om at flytte fokus over på dig selv.

I juni og juli kredser dine tanker omkring udlandet, og det er meget sandsynligt, at du kommer til at rejse til udlandet med familien.
Ja, faktisk kan du være heldig at blive inviteret på en rejse – det kan være din kæreste – eller hvem ved, måske vil én i din familie invitere dig.

Når vi kommer frem til efteråret, ser det ud til, at du har fundet en balance i forhold til både at være sammen med familien og gøre noget godt for dig selv.

Arbejde og økonomi
Året handler om, at du skal finde dit sande jeg.
Er du på rette hylde, eller ønsker du i virkeligheden at gøre noget helt andet med dit liv?

Hvis dette er tilfældet, er det her fra starten af året, at du skal ændre på tingene.
Her har du nemlig de bedste kort på hånden for forandringer og for at få et nyt arbejde.

Omkring maj er der fokus på kurser og lignende, og det vil du højst tænkeligt melde dig til.
I starten af året kan du godt brokke dig noget over din økonomiske situation, lad være med det og tag i stedet ansvar for dine pengesager.

Hvis du mangler penge, må du enten sætte dit forbrug ned eller arbejde noget mere.
Hen over sommeren er der mange muligheder for ekstra indtjening, det kan være via sommerjob, eller det kan være, at du har et antikt møbel i dit hjem, som kan indbringe dig nogle penge.

Når vi kommer frem til oktober, ser det ud til, at du har fundet din rette hylde, og der er en god ro inden i dig.

Årets bedste råd: Find ind til dig selv.

Kom til FEMINA livsstilsmesse!
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk