Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Proteiner er vigtige for din slankekur; det skyldes, at de aktiverer hormonet glukagon, der gør det muligt for kroppen at få adgang til kroppens fedtdepoter. Spiser du derimod pasta eller alt for mange kulhydrater i form af hvidt brød, kartofler eller hvide ris, øges insulinet og blokerer for adgangen til kroppens fedtdepoter, og du får svært ved at tabe dig.

Proteiner er kroppens vigtigste byggesten

Ordet ”protein” stammer fra græsk og betyder ”af allerstørste vigtighed”, fordi det er fundamentet for alt liv. Hvis man kunne dræne en slank og veltrænet krop for vand, ville over halvdelen af det tilbageværende materiale være protein. Den genetiske struktur i alle kroppens celler består af protein. Dine muskler, din hjerne, din hud, ja selv det hæmoglobin, der transporterer ilt rundt i kroppen, består af protein. Faktisk kontrolleres alle kroppens funktioner, lige fra det mindste blink med øjnene til en stor sportspræstation, af tusindvis af forskellige enzymer – og alle enzymer er proteiner.

Ude og Hjemme Slankeklubben er et samarbejde med SlankeDoktor.dk. Læs mere lige her!

Øg dit proteinindtag og bliv klogere

TIP!

Savner du mæthedsfornemmelsen, selv efter at du har spist et sundt måltid, kan du prøve at drikke et glas mælk eller sojamælk - det kan give lige den mængde proteiner, du står og mangler for at blive mæt.

Proteinerne er altid vigtige for os, da de er kroppens byggesten, men endnu vigtigere, når du skal ned i vægt. Desuden gør proteiner dig også klogere. En ny undersøgelse, foretaget af LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, viser nemlig, at et højt proteinindtag markant styrker visse signalstoffer i hjernen, der kan øge din opfattelses- og reaktionsevne.

Halvdelen af forsøgspersonerne spiste i over tre uger en særlig proteinrig kost (ca. 3 g/kg kropsvægt pr. dag) svarende til dobbelt så meget som den anden halvdel. Den fysiske funktion blev ikke påvirket, men det gjorde den kognitive funktion. Resultatet var tydeligt; de havde en betydelig hurtigere opfattelses- og reaktionsevne og lavede færre fejl i en række kognitive prøver end de forsøgspersoner, der spise en gennemsnitlig kost. Desuden var de unge, der spiste meget protein, bedre i en orienteringstest.

Få gode opskrifter til at følge en proteinkur lige her

"Tidligere studier, som har undersøgt det samme, har kun været af en enkelt dags varighed, så vores undersøgelse viser for første gang, at virkningen af et vedvarende, højt proteinindtag holder", siger Lene Holm Jakobsen, ph.d. ved LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet og Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Forbedringen hos de forsøgspersoner, der spiste meget protein, skyldes et øget indhold af visse aminosyrer i blodet, som steg i takt med det øgede proteinindtag. Disse aminosyrer menes at øge hjernens indhold af forskellige signalstoffer, som fører til hurtigere reaktioner i hjernen.

Tilpassede kostanbefalinger i fremtiden

Formålet med forskningsprojektet er at skabe bedre grundlag for proteinanbefalinger til raske mennesker.
"De fleste offentlige kostanbefalinger omkring indtag af fedt, kulhydrat og protein fokuserer på at forebygge fedme og hjertesygdom hos midaldrende. Vores forsøg viser, der muligvis er behov for at tilpasse kostrådene, så slanke, fysisk aktive unge bliver anbefalet en anden kostsammensætning. Forhåbentlig kan vores forsøg bidrage til en sådan udvikling", siger professor Jens Kondrup fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og overlæge for Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Hvor finder du proteinerne?

Kød indeholder en masse proteiner, men du kan godt leve helt fint uden kød, ved at få de gode proteiner andre steder fra. Både æg, mælk, hytteost og kvark indeholder masser af proteiner. Også vegetabilske madvarer er rige kilder: Utallige slags bønner, brune og vilde ris, kinoa og andre kornsorter, der altid kan koges hele eller knækkede og spises som ris. Der er også proteiner i grøntsager i varierende mængder, men der er endnu flere i svampene. Også nødder, mandler og kerner er gode proteinkilder, så der er masser af muligheder for at leve sundt, hvis du vil undgå kød og mejeriprodukter.

Læs hvordan du kan blive slank med syrnede mælkeprodukter lige her

Kilder: Food of LIFE, Slankesiden.dk og Alun.dk

Relaterede artikler

Slank for altid

Nu er det her – magasinet, der guider DIG til et slankere, sundere og sjovere liv!
Aller Media A/S © 2014 - www.aller.dk
Besøg også Ude og Hjemme på Google+