Danske børn spiser mere weekendslik end tidligere

Selvom danske børn generelt er blevet sundere de seneste år, spiser de flere søde sager i weekenden. Det viser en ny analyse fra Fødevarestyrelsen.

Fredagsslik, weekendsnolder og lørdagslækkerier.

Danske børn tager for sig af godterne i weekenderne, og selv om de generelt er blevet sundere de seneste år, er mængden af søde sager i weekenden steget. Det skriver DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

Det er de 4 til 17-årige, som forskere fra DTU's fødevareinstitut har sat under lup med tal fra 2000 til 2013 fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet.

Læs også: Babyers madvaner afhænger af deres omgivelser

Forskel på hverdag og weekend 

Analysen viser, at det generelle sukkerindtag for børn og unge er faldet fra 2000 til 2013. Men alligevel får hvert andet barn stadig mere sukker end anbefalet, og det er især sodavand, saft, slik, kager og is, der er synderne.

Og graver man lidt mere i tallene, kan man se, at sukkermængden er steget i weekenden, mens den er faldet i hverdagene, hvilket altså betyder, at forskellen på hverdag og weekend er blevet større. 

Læs også: Forskere støttet af Coca-Cola: Kostråd om sukker mangler evidens

Spiser mere fuldkorn

– Hvis man giver den gas, når det bliver fredag, kan to en halv dages følelsesbestemt hygge ødelægge fire og en halv dages fornuftsbestemt sundhedsadfærd, så man alligevel ender med at overstige det højest anbefalede for hele ugen, siger Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, til Food.DTU.dk. 

Men før du går sukkerkold over nyheden, skal du også have den positive del med: Danske børn og unge spiser langt mere fuldkorn nu, end de gjorde i 2000. Faktisk er indtaget fordoblet i perioden, og det er især havregryn og rugbrød, der står for den stigning. 

Læs også på Videnskab.dk

Sukker gør ikke børn hyperaktive

Tre portioner fuldkorn mindsker risikoen for hjertesygdomme og kræft