Annonce

Derfor skal du sige nej - og sådan gør du!

Har du svært ved at sige nej? Så er du ikke alene! Men faktisk er det kun en fordel at gøre op med sit pleaser-gen og lære at sige fra: Du får både mere respekt fra andre og et bedre selvværd – samtidig med, at du passer på dig selv. Og det KAN læres.

Sig nej - derfor skal du lære det

Mange af os kender det: Vi er kommet til at sige ja til en fødselsdagsinvitation, en ekstra arbejdsopgave på jobbet eller en sammenkomst med vennerne, som vi egentlig ikke kan overskue. Men det lå ikke lige til højrebenet at sige nej. For folk forventer jo, at vi møder op eller arbejder over – for hvis ikke, bliver de enten skuffede eller sure (tror vi!).

Ifølge coach og mentor Helene Rosendahl Hillersdal, der har speciale i at hjælpe folk til at lære at sige fra, er det nærmest blevet en folkesygdom, at mange af os har svært ved at sige nej. Årsagen bunder ofte i hensynset til andres følelser – og i for store forventninger til os selv om, hvad vi skal og bør.

Vær din egen bedste ven

Men faktisk kan det have store konsekvenser, hvis vi ikke lærer at implementere det lille ord i vores dagligdag.

 - Hvis vi aldrig siger nej, så lærer vi ikke at sætte sunde grænser for os selv. Vi risikerer, at andre mister respekten for os, hvis vi bliver nogen, som andre kan herse rundt med - og det kan gå udover både vores selvværd og vores selvrespekt. Derudover handler det også om at passe på os selv: Siger vi altid ja, risikerer vi at overbelaste os selv, og i værste fald kan det føre til stress eller depression, siger Helene Rosendahl Hillersdal.

Men det er nemmere sagt end gjort at melde afbud til venindens fødselsdagsfest eller melde pas til den middag, vi dybest set ikke orker. Men vi KAN lære det, forsikrer Helene Rosendahl Hillersdal – også uden at blive forfulgt af en nagende dårlig samvittighed:

Tag en tænkepause og mærk efter

- Når vi får et spørgsmål eller en invitation, er der rigtig mange, der per automatik siger ja. Men det er en rigtig god teknik at give dig selv en pause, inden du giver endeligt besked. For eksempel kan du sige: ”Tusind tak for invitationen, jeg vender lige tilbage.” På den måde får du mulighed for at tænke dig om og mærke efter, hvad du egentlig har lyst til og brug for. Det er ikke sådan, at vi altid bare skal sige nej, fordi der er noget, vi ikke føler for. Der er ikke noget galt i, at vi ind i mellem siger ja til noget for at være flinke. Men det handler om, at vi overvejer, hvad der vil være det bedste i en given situation - og så træffer et bevidst valg ud fra det.

Vend situationen om

- Rigtig mange er bange for folks reaktion, hvis vi siger nej. Det er sindssygt vigtigt, hvad andre tænker om os. Det ligger grundlæggende i os mennesker, at vi gerne vil have, at andre kan lide os. Men det er jo fuldstændig tosset at tro, at folk synes mindre om os, fordi vi ind i mellem siger nej. Derfor skal du prøve at vende situationen på hovedet: Hvis du spørger en person om hjælp eller inviterer vedkommende til noget, og han/hun siger nej, hvad tænker du så? Ofte er vi meget mere overbærende over for, at andre siger nej, end når vi selv gør det samme.

Adskil situationen og personen

- Mange føler, at siger de nej til en aftale, til en opgave eller til at hjælpe, så afviser de personen, der spørger. Og hvis der er noget, vi mennesker er bange for, så er det at blive afvist. Men det er jo dybest set ikke det, vi gør: Vi afviser aftalen eller invitationen! Derfor er det vigtigt at skille sag og person ad og gøre det klart for dig selv, hvad det egentlig er, du siger nej til.

Tag udgangspunkt i dig selv

- Mange føler, at de i høflighedens tegn skal komme med en begrundelse, hvis de siger nej til noget. Men husk, at vi aldrig er tvunget til at uddybe, hvis vi melder fra! Alligevel kan der opstå situationer, hvor det er mere oplagt end andre, at tilføje et ”fordi” til afslaget, og her handler det om, at du skal tage udgangspunkt i sig selv: Bliver du spurgt, om du har planer lørdag aften, og du siger nej, og personen så efterfølgende spørger dig, om du så ikke vil med i biografen, kan du sige nej på følgende måde: ”Tusind tak, fordi du spørger, men jeg har simpelthen så meget brug for en rolig aften derhjemme”. På den måde bliver afslaget begrundet i, at det er dig, der har brug for noget – og ikke i, at det er personen, du ikke vil være sammen med.

 

Om eksperten:

Helene Rosendahl Hillersdal er mentor og coach med speciale i, hvordan du slipper ”hensynsbetændelsen” over for andre og lærer at sige til og fra. Læs mere på rosendahlcoaching.dk

The power of NO

Neutral har altid sagt nej. I mere end 30 år har de kæmpet for at fjerne unødvendige tilsætningsstoffer fra danskernes hverdag. Nej til parfume og farvestoffer, der kan øge risikoen for allergi eller skade din hud. Fordi evnen til at sige fra og stå ved sine holdninger er en stærk egenskab. Derfor vil femina og Neutral gerne være med til at gøre nej’et til noget positivt, der kan åbne op for de rigtige ja’er.

For et nej til det du ikke behøver, er i virkeligheden et ja til det, der betyder noget.

Læs mere på neutral.dk
 
 
#PowerOfNO