En læser fortæller: Han er dobbelt så gammel som mig

Vores forhold provokerer folk, men der er intet menneske i hele verden, jeg har lært så meget af, og jeg elsker ham.

Panthermedia/All Over Press

31. august 2015

Jeg faldt i snak med den sødeste mand i vaskekælderen i dag. Han hedder Palle, er 49 og bor i en et-værelses ligesom min, selv om han ikke er studerende som mig. Han virker meget levende og interesseret i alting. 

Vi endte med at tale sammen i over en time, og for min skyld kunne vi godt have fortsat, men Palle havde en aftale med et af sine voksne børn. Han har to døtre og en søn, og de har hver sin mor, men nu er han single som jeg. 

Vi har faktisk også en del andet til fælles, for han er uddannet pædagog. Siden 2010 har han arbejdet som hjemme-hos-pædagog. Mærkeligt nok bliver jeg ved at tænke på ham, selv om han er næsten dobbelt så gammel som mig.  

23. september 2015

Typisk. Når man ønsker at løbe ind i nogen ved et tilfælde, sker det ikke. Jeg har holdt udkig efter Palle, men har ikke set ham. I går bankede jeg så på hans dør under det påskud at spørge om titlen på en bog, han nævnte. 

Han blev tydeligvis glad for at se mig og inviterede mig straks ind. For at gøre en lang historie kort har jeg sovet hos ham i nat. Han bød på te, og vi sad ved hans køkkenbord og talte. Jeg fik ligesom et stød, hver gang vores øjne mødtes, og fra det øjeblik, hvor han tog min hånd over bordet, var der ingen vej tilbage. 

Han er en vidunderlig elsker, blid og kærlig, men alligevel er det ham, der styrer slagets gang, og det kan jeg godt lide. Jeg har kendt seks mænd i alt på den måde, men det har været anderledes med dem de første gange. Med Palle var der intet fumleri, men han har selvfølgelig også en masse erfaring at trække på. 

Jeg følte mig så lykkelig, da vi lå filtret ind i hinanden bagefter. Palle kaldte mig smuk og fortalte mig mere om sit liv og sig selv. Han sagde, at han er håbløs til økonomi og aldrig har penge sidst på måneden, og han sagde også, at vi ikke kan blive kærester på grund af aldersforskellen. Nå, det bliver vi to om at bestemme…

 

13. oktober 2015 

Vi er vildt forelskede, svæver begge på lyserøde skyer og kan nærmest klare os uden nattesøvn. Jeg lærer noget af ham hver dag og suger til mig. I går var vi i biografen, og vi mødte Anja og Mathilde fra min studiegruppe. Jeg præsenterede stolt Palle som min kæreste. Hold nu op, hvor de gloede, men jeg er stolt af at være hans!

 

1. november 2015

Har det mærkeligt i dag. Palle har sagt til mig, at han er alt for gammel til at få flere børn. Han er totalt afklaret med det. Det er jo ikke, fordi jeg vil have børn i morgen, for jeg vil først have min uddannelse og finde et godt job og passe det i nogle år. Men alligevel. 

 

27. november 2015

Palle er så dygtig til at lave mad, og nu har han lært mig at lave ægte bearnaisesovs over vandbad. Jeg kunne ikke andet end juble, da det begyndte at blive tykt og ligne det, det skulle. Det føltes næsten som et lille mirakel for mig – præcis som Palles og min kærlighed. For det er andet end forelskelse og tilfældig tiltrækning mellem os. Det er meget mere.

 

28. december 2015

Jeg er hjemme igen efter juleferie hos min mor. Jeg ventede med at fortælle om Palle, indtil den store julefrokost hos moster anden juledag var overstået. Som forventet blev mor ikke begejstret for, at hendes eneste barns kæreste er to år ældre end hun selv. 

Først sagde hun noget om, at når jeg er 40, er han 65 og pensionist. Og hvad så? Han er mere levende end de fleste af de unge fyre, jeg kender. Så begyndte hun at tale om det med børn, og det er min ømme tå, så vi kom til at græde begge to. 

Om hun aldrig skulle være mormor? Jeg prøvede at bevare roen, men det var svært. Selv om jeg bare vil nyde min forelskelse i Palle, ved jeg inderst inde, at jeg vil have børn på et tidspunkt. 

Det var skønt at se ham igen, for jeg har savnet ham helt vildt. Jeg tav om mors reaktion, men han er selvfølgelig klog nok til at regne det ud.

 

22. februar 2016

Vi mødtes i studiegruppen i eftermiddag. Jeg har længe følt, at især Anja har set skævt til mig, og i dag slap katten ud af sækken. Det er det med aldersforskellen. De tror, at jeg har taget Palle for pengenes skyld, nærmest som om han skulle være en slags sugar daddy, der giver mig gaver til gengæld for seksuelle tjenester og kører rundt i en fed Audi. 

Jeg måtte skuffe hende med, at han kører på en gammel cykel, er fattig som en kirkerotte og kun forkæler mig med opmærksomhed.  

 

6. juni 2016

Vi har bestilt en billig bustur til Venedig. Jeg har altid ønsket at opleve den by. Palle har været der fire gange, men er frisk på en tur til. Jeg glæder mig helt vildt!

 

18. juli 2016

Så er vi i Venedig, og det er fantastisk. Palle kan gøre alt til et eventyr, og han er i sit es her. Hotellet ligger på den billige side af Lidoen og er beskedent, men det er rent og pænt, og vi får kun morgenmad her. Så snart vi har spist, hopper vi på en båd og tager ind til selve byen, og så fortaber vi os i de smalle gyder, krydser utallige broer og finder det ægte Venezia. 

Der skete en lidt dum ting i går. Vi har ikke talt ret meget med de andre i rejseselskabet, men holdt os for os selv. Da vi var på vej hen til båden i går morges, kom Palle i tanke om, at han havde glemt sine solbriller oppe på værelset, så han smuttede op efter dem. 

Imens satte jeg mig i solen udenfor, og så kom en af damerne fra rejseselskabet hen til mig og spurgte, om jeg ventede på min far. Jeg tror, hun spurgte af nysgerrighed, for hun må da næsten have set os holde i hånd. 

Jeg svarede, at Palle er min kæreste, ikke min far. Heldigvis hørte han det ikke, men hvorfor provokerer vores forhold andre mennesker så meget? For det føler jeg faktisk, at det gør.

 

23. juli 2016 

Nu er vi hjemme igen efter en skøn ferie. Vi prøvede at gøre det hele så billigt som muligt, og til frokost købte vi brød, tomater, lidt ost og en flaske billig vin, som vi sad og nød i skyggen. 

Til aften delte vi som regel en pizza. Den sidste aften fandt vi en hyggelig restaurant. Palle bestilte pasta med muslinger, jeg valgte risotto med skaldyr, og vi tog en flaske af husets vin. Vi har delt alle udgifter lige over, og jeg gav Palle de 31 euro, som var min andel. 

Han ville så betale med kort, men det blev afvist, og overtjeneren kom hen til bordet. Palle tog det afslappet, som han altid gør. Han vidste åbenbart ikke, at der ikke var flere penge på kortet. 

Jeg betalte så med mit kort, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dem fra min studiegruppe, især Anja. Nej, kære Anja, jeg har ikke taget ham for pengenes skyld, ha ha. 

Faktisk har jeg altid været frygteligt bange for at få afvist mit kort, men igen har jeg lært noget af Palle. Himlen faldt jo ikke ned, fordi det skete, og overtjeneren var venlig og hjælpsom. For fremtiden vil jeg ikke være så nervøs for det.

 

26. oktober 2016

Jeg har været i dårligt humør hele dagen. Her til aften kom Palle og jeg i et vildt skænderi om nærmest ingenting, og jeg endte med at smække hårdt med døren og skride. 

Nu ligger jeg her og tuder, og inderst inde ved jeg godt, at det er spørgsmålet om børn, der nager mig. Jeg elsker ham virkelig, og han elsker mig, men jeg kan ikke se mig selv leve mit liv uden at blive mor.

 

7. november 2016

Vi har forsonet os. Jeg kan ikke undvære ham, og han kan ikke undvære mig. 

 

3. februar 2017

Palle har gjort det forbi med mig, og jeg er lidt i chok. Okay, vi har skændtes en del i de sidste uger, og det er hver gang indirekte spørgsmålet om børn, der starter det. 

Jeg har følt mig frustreret og rådvild. Han vil ikke indrømme det, men jeg tror, det er derfor, han har slået op. For min skyld. Benene er slået væk under mig, og jeg har sygemeldt mig.

 

10. februar 2017

Jeg prøvede at tale med Palle i går, men han er fast besluttet på, at fremover kan vi kun være venner. Men det kan vi så heller ikke, for jeg kan ikke holde ud at være tæt på ham uden at måtte røre ved ham. Er stadig helt til rotterne.

 

20. april 2017

I går så jeg Palle med en ny kvinde. Hun er gråhåret, men så godt ud. Det gjorde han også. Vi hilste bare i forbifarten. 

Bagefter var jeg ked af det, men måske var det alligevel meget godt. Nu kan jeg komme videre, og det skal jeg jo også. Men jeg vil aldrig glemme ham, for der er intet menneske i hele verden, som jeg har lært så meget af. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.