En læser fortæller: Hun har lagt mig på is

Gitte lader, som om jeg ikke eksisterer, og hun svarer ikke på sms’er eller opkald. Hvad foregår der? Jeg fatter ikke, hvad jeg har gjort forkert...

Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

15. oktober 2015

Klokken er to om natten, men jeg kan ikke sove. Jeg gik i seng samtidig med Jens halv tolv, og han sov som sædvanlig med det samme. Mine tanker blev ved med at snurre om det med Gitte, og nu er jeg stået op igen og sidder i køkkenet og læser vores gamle beskeder igennem. 

Det er fem dage siden, jeg hørte fra hende, og da var alt normalt. Hun svarede på en sms, jeg havde sendt til hende med et spørgsmål. Der står bare ”18 minutter pr kilo”, for jeg ville prøve det med at koge en roastbeef først og så brune den bagefter. Det havde hun prøvet med godt resultat, og jeg kunne ikke huske, hvor længe kødet skulle koge.

Siden har jeg sendt hele 11 sms’er til hende uden at få svar. Jeg har også ringet tre gange og indtalt beskeder, hvor jeg beder hende om at kontakte mig og spørger, hvad der er galt, og jeg har skrevet til hende fem gange over Messenger, men hun har ikke reageret på noget af det. Hvad foregår der? 

Hvis ikke hun havde lavet den opdatering på Facebook i forgårs med et hjertesuk over sin tredje parkeringsbøde det samme sted, ville jeg da tro, at der var sket noget slemt med hende. Jeg likede selvfølgelig opslaget og skrev også en kommentar, men det har hun ikke reageret på. 

Jeg har det bare rigtig mærkeligt.  

20. oktober 2015

Det med mig og Gitte fylder så meget i mig. Vi har været veninder i over 26 år, lige siden vi kom til at gå i tiende sammen. Dengang var vi indimellem lidt på kant, men de sidste mange år har der ikke været et ondt ord mellem os. Der har været perioder, hvor vi ikke har set så meget til hinanden, fordi vi har haft meget om ørerne, og fordi vi ikke længere bor i den samme by, men vi har altid kunnet tage tråden op igen. 

Det håber og beder jeg til, at vi også kan gøre denne gang.

1. november 2015

Jeg fatter ikke, hvad jeg har gjort forkert. Jeg har gransket min hjerne og endevendt så meget af vores sidste samtale, som jeg overhovedet kan huske. Jeg synes ikke, der var den mindste mislyd mellem os den septemberlørdag. Vi var på vores halvårlige shopping-tur, og vi spiste en hyggelig frokost og fik et glas vin. Hun betalte regningen, men jeg overførte min halvdel af beløbet til hende med det samme. Bare for en sikkerheds skyld har jeg tjekket det flere gange. 

Vi talte om alt muligt, om vores mænd og børnene og arbejdet, og vi skiltes med et knus på stationen. Hvis jeg på en eller anden måde er kommet til at støde hende, skulle hun da have sagt det til mig med det samme. Der var virkelig intet at mærke på hende. Har jeg brokket mig for meget over nedskæringerne på mit job? Eller har jeg talt for meget om fars sygdom og død? Det er jo over et år siden. 

Læs også: Pludselig stod livet stille og vores barn var i fare

16. december 2015

Ud fra Facebook at dømme har Gitte ikke fået nogen ny veninde. Jeg tjekker hendes profil mindst en gang om dagen, og hendes liv ser ud til at gå udmærket videre uden mig. 

Min mor har godt kunnet mærke på mig, at der var noget, og i dag fortalte jeg hende om det med mig og Gitte. Mor forstod det ikke helt. I øvrigt betroede hun mig for første gang, at Gitte aldrig rigtig har været hendes kop te. Det vidste jeg ikke, så det har mor skjult godt. Hun spurgte, hvorfor jeg ikke bare kører hjem til Gitte, men det er jeg for meget af en kujon til at gøre. Tænk, hvis hun åbnede døren og så bare smækkede den i igen, når hun så, det var mig. Eller hvis hun slet ikke åbnede og bare lod mig stå derude og banke på.

28. februar 2016

Det er min fødselsdag i dag, og jeg havde virkelig håbet, at Gitte ville sende mig en hilsen med tillykke på sms eller i det mindste skrive tillykke på Facebook. Nu er det næsten midnat, og der er ikke kommet noget endnu. Så det gør der nok heller ikke. 

Jeg sidder i køkkenet med min laptop og er bare så ked af det. Vi har været ude at spise, og jeg kæmpede for at holde humøret højt, men kunne selvfølgelig ikke lade være med at tjekke min mobil konstant. Jeg prøvede at skjule det, men Sigurd greb mig i det flere gange og kaldte mig drillende for ”mobil-Connie”. 

Nu er Jens og børnene gået i seng. Han stak lige hovedet ud i køkkenet og spurgte, om jeg gik med i seng. Jeg sagde til ham, at jeg ville sidde og nyde det sidste af min fødselsdag, og så sendte han mig et underligt blik, som om han godt vidste, at jeg bare sad og håbede på at høre fra Gitte. 

Han forstår slet ikke, hvordan jeg har det. Han siger også, at hvis det var en af hans venner, der opførte sig på den måde, ville han aldrig have noget med den idiot at gøre igen. Men jeg savner jo Gitte. Jeg savner hende helt vildt. 

4. april 2016

I dag kom jeg til at gøre noget, som jeg virkelig fortryder nu, men jeg havde af forskellige grunde haft en rigtig dårlig dag og følte mig nærmest desperat. Så i eftermiddags i bussen på vej hjem fra arbejde sendte jeg en sms til Claus, Gittes mand. Jeg fik hans nummer engang og har gemt det. 

Jeg skrev bare ganske kort, om han ved, hvorfor Gitte har lagt mig på is, og at jeg er ked af det. I samme sekund, jeg havde trykket på “send”, fik jeg den der ret sikret fornemmelse af, at jeg ikke skulle have gjort det. Han har heller ikke svaret. 

Det ene øjeblik tænker jeg, at han måske har fået nyt nummer. Det næste tænker jeg, at han og Gitte måske lige i dette øjeblik sidder og taler om, hvor belastende jeg er.

Læs også: Jeg blev mobbet som barn

27. maj 2016

Jens og jeg har haft det dummeste skænderi. Han opdagede, at jeg sad i køkkenet og kiggede på Gittes profil på Facebook, og så sagde han til mig, at han var så dødtræt af min besættelse af alt det med hende og mig. 

Jeg var i forvejen trist, og pludselig tog det ene ord det andet. Det endte med, at vi råbte og skreg ad hinanden, og nu er han kørt sin vej. Heldigvis er børnene ikke hjemme. 

7. august 2016

I dag har vi hjulpet Sigurd med at flytte ind på kollegieværelset, og nu er den første af vores unger så fløjet fra reden. På en måde har det både været en stor dag og en lidt vemodig dag. Hvor ville jeg gerne have delt mine tanker om i dag med Gitte. Det føles så tomt og trist, at hun ikke engang ved besked om flytningen. Hendes ældste, Johanne, er kun to måneder yngre end Sigurd, så mon ikke også hun enten er flyttet eller er ved at gøre det?

13. oktober 2016

Jeg skulle holde et 10 minutter langt oplæg på arbejdet i dag, og det har jeg gjort mange gange før. Jeg har altid haft lidt kriller i maven, lige inden jeg skulle rejse mig, men i dag var jeg rystende nervøs og mere usikker end nogensinde, og jeg har sovet elendigt og vågnede med hjertebanken og katastrofetanker. 

Jeg tror virkelig, at det er det med Gitte, der påvirker mig og tærer på min selvtillid. På en eller anden måde føler jeg mig ligesom mindre værd end før.

28. februar 2017

Heller intet tillykke fra Gitte i år.

4. marts 2017

Emma og jeg var ude at shoppe i dag, for jeg havde lovet hende et par nye bukser. Bedst som vi gik på gågaden, kom Sanne fra vores gamle 10. klasse gående imod os. Hvis jeg havde været alene, ville jeg have gjort mig usynlig, men hun havde jo fået øje på os og vinkede og ville snakke. 

Jeg blev så nervøs for, om hun ville sige noget om Gitte, og om vi stadig hang sammen som ærtehalm eller noget i den retning. Jeg blev helt knastør i munden og rystede ligesom indeni. 

Sanne sagde ikke noget om Gitte, men fortalte bare, at hun var hjemme og besøge sin far. I første omgang var jeg lettet over det, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om hun ved besked om os. Hun er jo Facebookven med Gitte. Jeg bliver vanvittig af det her. Må prøve at give slip på det – for min egen skyld. 

22. maj 2017

Det er ellers længe siden, at jeg har været inde på Gittes Facebookprofil, men i dag gjorde jeg det. Jeg blev så ked af det, da jeg opdagede, at hun og Claus har købt sommerhus. Tænk, at det stadig kan påvirke mig så meget. 

Jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg aldrig får at vide, hvorfor hun droppede mig. Jeg må videre i mit liv og prøve at lægge det bag mig, men jeg ved, at jeg aldrig vil kunne glemme det. Hun vil for evigt være en sten i min sko. 

Jeg tænker også, at hun er en kujon. Hun ville mig ikke mere, og det burde hun have sagt ligeud til mig. 

 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.