En læser fortæller: Min søde dele-hund

Jeg har fået det bedste af begge verdener, for Buster er naboens hund og en smule min også.

Gråhåret dame og hund
Panthermedia/All Over Press

Jeg købte et lille hus i 2014, og fra begyndelsen var det min absolutte hensigt, at jeg kun ville være på nik med naboerne og ikke mere end det. Jeg kom nemlig fra et lejet rækkehus, som jeg ellers havde været ret glad for, men naboerne omkring mig var stort set alle pensionister og meget socialt anlagt, så jeg kunne faktisk ikke stikke hovedet udenfor uden at blive råbt an af en af dem i forventning om en længere sludder. 

Det var jeg blevet grundigt træt af, ikke mindst fordi jeg arbejder hjemmefra og derfor også altid er derhjemme. En anden grund til at købe min egen bolig var desuden, at jeg planlagde at anskaffe mig et husdyr på et tidspunkt, og det måtte jeg ikke have i lejeboligen. 

Jeg havde mest lyst til at få en hund, som jeg kunne gå tur med, men en hund ville jeg være ret bundet af. Hvis jeg valgte en kat, kunne den godt passe sig selv, hvis jeg tog væk i et par dage.  

Mit nye hus er bygget på en tidligere kolonihavegrund, og derfor er den kun på knap 600 kvadratmeter. Det samme gælder alle de andre huse på vejen, så de ligger ret tæt. Det var jeg lidt betænkelig ved. 

Ejendomsmægleren fortalte, at naboerne til den ene side var meget gamle og næsten aldrig kom udenfor, og naboerne til den anden side var en familie med teenagebørn. På indflytningsdagen præsenterede jeg mig kort for dem ude på fortovet, men jeg lagde ikke op til yderligere samtale. 

Se videoen med denne hund, der hilser pænt på gæsterne

Hylekoncerten måtte stoppes

Mit hjemmekontor har vinduer ud mod familien med teenagebørnene, og selvfølgelig kunne jeg indimellem høre dem, men det var til at leve med, og jeg var godt tilfreds med, at manden og konen i familien altid blot hilste lige så kort, som jeg selv gjorde. 

Til gengæld blev jeg meget utilfreds med noget andet, og det var, da de fik hund. Det skete, et halvt år efter at jeg var flyttet ind. Hunden, som var en slags gadekryds, så ud til at være voksen. Der var ikke noget galt, når en eller flere af familiens medlemmer var hjemme, men når de var på arbejde og i skole om dagen, hylede og gøede hunden på den mest ulidelige måde. Den kunne selv gå ind og ud i deres indhegnede baghave via en hundelem, og larmen var selvfølgelig værst, når den var udenfor. 

Selv om den var inde i huset, generede hyleriet mig meget. Eftersom deres hus er det sidste på vejen og stødte op til noget skov, var det mig, der blev generet mest. 

De havde nok haft hunden i et par uger, da det en dag var helt galt. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om det, jeg var i gang med, og som jeg havde lovet at have færdigt samme dag. 

Jeg vidste, at datteren i huset plejede at komme hjem ved 15-tiden som den første. Klokken 11 kunne jeg ikke længere udholde hylekoncerten, så jeg tog en rask beslutning, gik ind i nabobaghaven og hentede hunden ind til mig. Jeg gav den en skål med vand og et par rugbrødshapser med leverpostej, hvorefter hunden lagde sig til at sove tæt på mig.

Et par timer senere var jeg færdig med min opgave og afleverede hunden i nabohaven igen, hvorefter den straks gav sig til at gø og hyle.

Nu har vi hund sammen

En håndfuld gange gentog historien sig, men en dag fik jeg ikke afleveret hunden tilbage, inden konen i huset kom hjem ved frokosttid. Jeg var optaget af mit arbejde, da hun pludselig fortvivlet ringede på døren for at spørge, om jeg havde set Buster. 

Det behøvede hun ikke at spørge om, for Buster hoppede fornøjet op ad hende. Det kunne være blevet lidt pinligt, men jeg skyndte mig at forklare om baggrunden for, at Buster var hos mig. 

I dag er Buster hos mig, når nabofamilien er væk om dagen. Jeg går tur med ham til frokost, og det er hyggeligt. Jeg nyder at have hundeselskab i dagtimerne, og Buster er tydeligvis meget glad for mig. 

Jeg passer ham også, når familien er på ferie, og jeg føler jo halvvejs, at han også er min hund, men jeg er ikke afhængig af at få ham passet, når jeg tager væk i weekender eller på ferier. 

Selvfølgelig snakker jeg mere med naboerne til den side, end jeg havde planlagt, men sådan må det nødvendigvis være, når man har hund sammen.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.