En læser fortæller: Rygning ødelagde min fest

Rygning ødelagde aftenen. Mine veninder ville hellere ryge udenfor end sidde og hygge sig med mad og drikke.

Rygning. En person holder en cigaret i den ene hånd og en øl i den anden.
Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om at holde fødselsdag, og derfor har jeg altid gjort så lidt ud af dagen som muligt. Da jeg stadig var gift med Christoffer, holdt jeg den bare sammen med ham og vores datter, Anna. Efter at vi blev skilt, gik jeg som regel ud og spiste på en café med en veninde, men da jeg fyldte 40, synes jeg alligevel, at der skulle ske et eller andet. 

Jeg havde fødselsdag i den uge, hvor Anna var hos Christoffer, og tænkte, at det var en anledning til at invitere mine seks tætteste veninder hjem til middag i lejligheden. Nu skulle det være! Jeg havde aldrig holdt noget, hvor de var samlet, og da jeg havde mødt de fleste på forskellige steder i livet, kendte de ikke hinanden, så jeg var lidt nervøs for, om det ville gå godt. 

En læser fortæller: Jeg passede mor til det sidste

Pludselig var alle på altanen

På dagen, hvor gæsterne kom, kunne jeg heldigvis ånde lettet op. Der var ingen tvivl om, at folk kunne lide hinanden og kom i højt humør og med de bedste hensigter. Snakken gik lystigt, da alle stod med hver deres mojito i hånden, mens jeg åbnede gaver og nød at være i centrum og blive fejret.

Da jeg havde åbnet alle gaverne, spurgte min ældste veninde, Sofie, om der var nogen af de andre, der ville med ud på altanen for at ryge. Pludselig var alle væk på nær mig og min kollega fra sfo’en, Camilla. Der føltes helt tomt i stuen, men vi benyttede pausen til at få forretten anrettet og sat på bordet.

– Nej, hvor ser det lækkert ud, roste de andre, da de kom tilbage fra altanen, og jeg blev helt stolt af mig selv og glad for, at jeg endelig havde taget mig sammen til at holde noget.

Efter forretten dalede mit humør, da de fem igen gik ud for at ryge.

En læser fortæller: Netdating gav min selvtillid et hak

– Så sidder vi to igen her, sagde Camilla med et smil. Jeg prøvede at smile, men var ærligt talt skuffet, og jeg kom til at tænke på alle de gange, hvor jeg havde været til fest, og festen var endt udenfor, hvor rygerne stod, mens musikken spillede for et halvtomt dansegulv indenfor. Det var trist, når noget festligt på den måde delte folk i stedet for at samle dem. Men jeg lod som ingenting.

– Ja, endelig alene, sagde jeg bare og grinede. 

Camilla og jeg fik ryddet bordet og gjort klar til næste ret, som også fik ros af alle. Stemningen var god, og der blev talt højere og højere, efterhånden som vi fik vin, drinks og øl indebords. I takt med, at pigerne blev mere berusede, gik de oftere og oftere fra bordet for at ryge. Tilbage sad Camilla og jeg hver gang.

– Skal vi ikke bare gå ud til dem? De er jo alligevel derude hele tiden, foreslog Camilla, da maden var spist. Og det gjorde vi. Selv om jeg har det virkelig svært med røg, tænkte jeg, at det var bedre end at sidde indenfor omgivet af stilhed og madrester.

Ude på altanen blev der grinet og fortalt historier om alt fra sjove børn og irriterende kolleger til mislykkede dates. Jeg var glad for at se, at alle have det sjovt, og jeg prøvede at ignorere røgen og kulden, mens jeg grinede med.

Mit tomme fødselsdagsbord

Klokken var mange, og mit hår og mit tøj lugtede af røg, da jeg endelig kom i seng. Jeg lå og tænkte på, at jeg var lettet, fordi jeg var sikker på, at mine veninder havde haft en god aften. Samtidig var jeg også lidt ked af det. Jeg følte, at mine veninder havde prioriteret rygning over at sidde samlet ved bordet og hygge sig med mad og drikke.

En læser fortæller: Jeg er den tykke mor

Siden fødselsdagen har jeg tænkt over, om jeg overhovedet har lyst til at holde fødselsdag igen næste år. På den ene side var det dejligt at blive fejret, men på den anden side gider jeg ikke sidde ved et næsten tomt fødselsdagsbord det meste af aftenen eller stå på en altan i røg og fryse. 

Jeg har derfor overvejet om, jeg skal indlægge faste rygepauser, holde røgfri fødselsdag eller bare lade alle ryge indenfor bare den ene aften. Hvad jeg gør, har jeg ikke besluttet mig for endnu, men jeg har heldigvis næsten et år til at tænke over det i.