En læser fortæller: Unge mødre dengang og nu

Fire mødre. Mit barnebarn er gået i sin mormors og oldemors sko.

mødre - mor og barn
Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Mødre gennem generationer

Mit lange liv begyndte i 1935. Min mor var 21, min far 22, og jeg var deres første barn. Min mor skulle føde derhjemme, som det var almindeligt dengang. Da hun fik veer, lagde hun sig i dobbeltsengen, og far bed negle i stuen, mens han ventede på signal fra mor om at hente doktoren. 

Da mor mente, tiden var inde, løb min meget bekymrede og nervøse far af sted og vendte tilbage med lægen, som vist nok var noget af en brysk herre.

– Slå strygebrættet op for fodenden! kommanderede doktoren. Min far forestillede sig åbenbart, at strygebrættet skulle bruges til et eller andet forfærdeligt og ikke blot som et højt bord, doktoren kunne anbringe sine ting på, så han besvimede og slog hovedet mod kommoden. Doktoren måtte tage sig af min far og nåede først i sidste øjeblik at tage imod mig.

Mine forældre var blevet gift, fordi de ventede mig, men de holdt sammen livet igennem og fik tre børn mere. Jeg var også selv gravid, da jeg blev gift i 1957. Min søde svigermor var enke og havde lidt på kistebunden, og hun tilbød at betale for, at jeg kunne føde på byens private fødeklinik. Den blev drevet af en ældre, ret skrap jordemoder.

I maj 1958 var jeg gået tre uger over tiden. Min mand og jeg var utålmodige, og det var jordemoren også. Hun udskrev et middel til mig, som skulle sætte fødslen i gang, men det hjalp ikke. Der kom først skred i sagerne, da min mand og jeg en aften kørte 10 gange over byens brolagte torv i vores gamle bil, hvis støddæmpere ikke var noget at råbe hurra for. 

Min datter blev endelig mor

Pludselig gik vandet, og veerne startede. Vi kørte direkte hen til fødeklinikken, hvor jeg blev lagt i en seng og derefter overladt til mig selv hele natten. Jordemoderen undersøgte mig og mente, jeg først ville føde næste morgen, og så gik hun selv til køjs. 

Det blev en slem nat, hvor jeg travede rundt og rundt om sengen. Jeg var meget autoritetstro og vovede ikke at vække jordemoderen, men halv seks den morgen fik jeg den første presseve og kom til at vælte et vaskestativ med et metalfag, hvilket skabte en voldsom larm. 

Så dukkede hun op, og to timer senere var min datter født. Af grunde, jeg ikke kan huske, blev lægen tilkaldt til sidst, og han gav mig en maske på, som jeg skulle trække vejret igennem. Den gjorde mig så fortumlet, at jeg kun har tågede erindringer om, at min nyfødte datter blev lagt i mine arme. 

Først om aftenen kom min mand og besøgte os, da han fik fri fra arbejde. Dengang blev der lagt meget vægt på, at barselskvinder hvilede sig, og jeg lå de næste otte dage på klinikken. Jeg sov elendigt og måtte kun have min datter hos mig om dagen, og i dag kan jeg undre mig over, at jeg ikke bare tog hjem. Men det var andre tider dengang.

Min mand og jeg fik aldrig flere børn. Han døde desværre fra mig allerede i 1990, og på det tidspunkt var vi i tvivl om, hvorvidt vi nogensinde ville blive bedsteforældre. Vores datter satsede på karrieren, men kort efter sin fars død mødte hun den mand, hun stadig er gift med. De ville gerne stifte familie, men nåede at være gift i et par år, før hun endelig blev gravid og i 1996 fik sit første og eneste barn i en alder af 38. 

Fødslen var svær, men hendes mand var ved hendes side hele vejen igennem, sådan som det nu var blevet almindeligt. Det blev en lille pige, og jeg var så lykkelig for endelig at blive mormor. Jeg var efterhånden blevet 61 og tænkte på, om jeg mon ville nå at blive oldemor.

Jeg nåede at blive oldemor

Det er jeg så netop blevet for to dage siden. Mit eneste barnebarn er nemlig blevet mor til en lille søn i en alder af 21, og mange synes, at det er for tidligt. Jeg er slet ikke enig. Hun er blot gået i sin mormors og oldemors sko, og vi klarede det da meget godt. Det er jeg sikker på, at hun og hendes søde kæreste også vil gøre. 

Hun nedkom, to timer efter at de var kommet på fødeafdelingen, og fødslen var nem og uproblematisk. Samme aften tog de hjem til sig selv, og jeg har allerede været på besøg for at hilse på mit oldebarn. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.