God og billig efterårsferie for hele familien

Er I klar til efterårsferien? Der er masser af billig eller gratis underholdning at finde i f.eks. naturen, på museer eller i forlystelsesparker. Find masser af tips til en billig efterårsferie her.

God og billig efterårsferie

Guide til en god og billig efterårsferie for hele familien

Især hvis vi har børn, er vi vilde med at holde efterårsferie. Faktisk holder ca. halvdelen af os fri i skolernes efterårsferie, der hvert år ligger i uge 42 − altså næste uge. Efterårsferien giver da også mulighed for masser af familiehygge med både børn, forældre og bedsteforældre.

Nogle vælger at bruge hjemmet som base for forskellige udflugter. Andre vælger at komme lidt væk hjemmefra, og det er populært at leje sommerhus i Danmark i efterårsferien.

Læs også: Hent flere ideer til en billig efterårsferie

Uanset om man gør det ene eller det andet, så er der masser af billig eller gratis underholdning i f.eks. naturen, på museer eller i forlystelsesparker. Mange forlystelsesparker har særlige efterårsarrangementer i uge 42.

Det kan også lade sig gøre at tage på ferie i udlandet i efterårsferien uden at sprænge budgettet fuldkommen, hvis du selv arrangerer fly og overnatning i en lejet feriebolig. På den måde undgår du charterselskabernes høje priser i de danske skoleferier. Oktober ligger uden for højsæsonen i de fleste lande. Du kan f.eks. finde gode tilbud på homeaway.dk og airbnb.dk.

Naturen er rig på oplevelser

Lige nu er der både trækfugle, saftige bær, brølende hjorte, svampe og kastanjer. Så der er mange muligheder.

Fisketur: En kæp kan sagtens blive til en fiskestang, så I behøver ikke at købe en. I mange søer i statsskovene er der frit fiskeri, hvilket betyder, at man kan fiske gratis. Er man under 18 år eller over 65 år, behøver man ikke et fisketegn til disse søer. I skal kun bruge en kæp, fiskeline, krog, korkpropper og en dåse majs til madding. På naturstyrelsen.dk er der kort over søer med frit fiskeri.

Svampejagt: Tag børnene med på udflugt i skoven, hvor der er masser af svampe. Find kantareller og rørhatte i skovene og markchampignoner på åbne enge. Spis aldrig noget, før du er helt sikker på, hvad det er. Du skal bruge en kurv, en pose eller en spand til at bære svampene i, en lille kniv, en børste til af fjerne jord fra svampene og en svampebog med billeder − eller find svampene på naturstyrelsen.dk.

Mad over bål: Det er sjovt at lave mad over bål i naturen. Og når nu fisken er fanget, og svampene er samlet, er det oplagt at tænde et bål og tilberede fangsten. Mindre kan også gøre det. Pølser og snobrød kan nemt tilberedes over bål. Du finder bålpladserne på udinaturen.dk.

I det hele taget er det en god idé at gå på opdagelse på kortet på udinaturen.dk. Her kan du finde shelters og teltpladser, bålpladser, ruter til løb og mountainbike, naturlegepladser, fugletårne og meget mere.

Læs også: 4 tips til en familievenlig efterårsferie i København

Cykelferie

Kan I lide at cykle, er cykelferie en god og billig ferieform. Der er mindst 10.000 km cykelruter i Danmark at spurte rundt på. Men planlæg på forhånd.

Først og fremmest skal I vælge den rette rute og dermed det rigtige sted at henlægge jeres cykelferie til. Husk, at I kan tage jeres cykler med toget, hvis I har lyst til at cykle i en anden del af landet.

Sørg for, at dagsruten ikke bliver for lang, så ingen bliver trætte før tid. I efterårsferien er det nok for koldt for de fleste at overnatte i et telt. Der er dog mange billige overnatningsmuligheder: vandrehjem, bed & breakfast eller en bondegård. De to sidste overnatningsmuligheder finder du på visitfarmen.dk.

Læs også: Sådan bekæmper du lus på både voksne og børn

Gratis film i hjemmebiografen

En biograftur kan nemt blive dyr. Med slik, popcorn og cola ryger det let op på 400-500 kr. for en voksen og to børn. Men med bibliotekernes filmstriben.dk kan du ganske gratis leje en film, poppe nogle popcorn og lege biograf. Og der er nok fim at vælge mellem.

Filmstriben er nem at bruge og indeholder 400 film i alle mulige genrer, heraf en stor mængde spillefilm, men også dejlige tegnefilm. Som låner får du adgang til at se film på Filmstriben, hvis dit bibliotek er tilknyttet ordningen. I så fald skal du blot vælge dit biblioteks navn og derpå anvende brugernummer og pinkode.

Gå på museum

Landets museer er mere end klar til at underholde i efterårsferien. Saml hele familien og gå på opdagelse i et hav af kulturelle efterårsaktiviteter. På Danmarks Museer finder du de fleste museer, der findes i Danmark.

Flere tilbud

Du kan finde mange flere sjove og spændende tilbud i efterårsferien på visitdenmark.dk og på fdm.dk