Kat adopterer ællinger og lader dem die

Se denne rørende video af kattemor Della, der har taget tre ællinger til sig. Hun lader dem endda die hos sig. Hendes gule killinger med næb vokser hende hurtigt over hovedet, men det gør ikke hendes moderkærlighed mindre. Dette er muligvis årets sødeste video.

Ronan og Emma Lali ejer et lille husmandsted i nærheden af byen Clara i Irland . Parret er glade for deres mange dyr, og da de ønskede sig nogle ænder, for at fuldende billedet af en rigtig bondegård, anskaffede de sig nogle befrugtede andeæg.

Æggene blev ruget ud i parrets lade under en varmelampe, men den dag æggene klækkede, kom Ronan ind i stalden og fandt reden tom. Der lå kun æggeskaller.

-I det samme så jeg vores kat Della hoppe ned fra sin hule i laden, og jeg regnede med, at det var hende, der havde været på spil og havde spist ællingerne, siger Ronan.

Emma fortæller, at hun og Ronan var overbevist om, at ællingerne var døde. De ledte efter dem på gården, og efter seks timer så de endelig beviset på, at deres kat var kommet dem i forkøbet. De fandt Della med ællingerne.

-Jeg greb faktisk Della med en ælling i munden, og da troede vi, at nu hvor vi endelig havde fundet dem, skulle vi være vidne til at hun spiste dem, siger Emma.

Men så opdagede Emma noget usædvanligt.

-Jeg sagde til Ronan, atDella ikke så ud til at bide ællingen, fortæller Emma.

-Det der så skete, var helt utroligt. Vi satte katten og ællingen ned igen, og da Della lagde sig ned, løb de tre ællinger hen og puttede sig ind til hende. Della lagde sin pote beskyttende omkring dem. Vi var fuldstændig overvældede over, hvad vi så. Normalt vil katte jo spise små fugle. Det var fantastisk at se, siger Ronan.

Deres kattemor var meget kærlig overfor ællingerne. Della virkede ligefrem tilfreds. Hun lå og spandt, mens ællingerne puttede sig ind til hende.

-Da jeg ville kæle Della, opdagede jeg, at hun selv havde født tre killinger, som lå under hende. De så ud til at være født indenfor et par timer, fortæller Emma.

Det var ællingernes held, at kattemor fandt dem, netop som hun havde født. Det betød at moderinstinktet og hormoner, der får kattemor til at tage sig af sine killinger har været så stærkt, at hun har set ællingerne som sine egne og taget dem til sig i stedet for at æde dem.

-Jeg er slet ikke i tvivl om, at katten havde set ællingerne som mad, hvis hun var stødt på dem et par timer før eller et par timer efter, hun havde født, siger Ronan.

Men det var først, da han og Emma ville flytte kattemor og hendes usædvanlige kuld, at de for alvor fik en overraskelse. Da de løftede Della så de, at ællingerne diede hos hende. De hang fast i kattens brystvorter, da de løftede katten op.

-Det var meget mærkeligt. Da vi så de fik mælk, tænkte vi, at det måtte være helt unikt, siger Ronan.

Ænder er ikke pattedyr og de producerer derfor ikke mælk til deres ællinger, som fødes klar til at finde deres egen mad. Men disse ællinger gjorde blot som deres killingesøskende.

Ronan var bange for, at kattens rovdyrinstinkter ville træde i kraft. Derfor ville han fjerne ællingerne fra Della, inden de blev spist. Men Emma, der er jordemoder genkendte en kraft, som hun dagligt er vidne til på barselsgangen.

-Der var bare så meget kærlighed imellem Della og ællingerne. Jeg ser det hver dag, når mødre ikke vil give slip på deres nyfødte. Det tog mig bare lidt tid at overbevise Ronan om, at der var tale om moderkærlighed, som vi ikke måtte bryde, forklarer Emma.

Inden længe voksede ællingerne fra deres killingesøskende, og blev mere og mere selvstændige og eventyrlystne. De var pludselig ikke til at holde styr på, hvilket frustrerede deres kattemor.

-Hendes gule killinger var meget mere aktive end de stribede, og hun kunne slet ikke styre dem, fortæller Emma.

Et par uger efter var ællingerne lige så store som deres rugemor og uafhængige. Men de er stadig knyttet til Della. Se den søde video, der fortæller hele historien om kattemor, der ignorerede sine dræberinstinkter og gav sin kærlighed til alle de små dunede væsner, hun fandt i laden, den dag hun fødte.