Sådan får du ram på lusene

Det er højsæson for de små, kløende bæster, som hurtigt melder sig på banen, når de små begynder i institution. Her får du gode råd fra læge Jerk W. Langer, til hvordan I slipper af med de små lus.

Mor kæmmer sin datter for lus. Få ram på lusene

Få ram på de små irriterende lus

Når ungerne efter sommerferien kommer tilbage i skole og børnehave, er det nærmest uundgåeligt højsæson for lus. Især blandt de 3-10-årige, men ældre søskende er bestemt også udsatte.

Vi skal have has på de små ubudne gæster, og det er allerbedst med en koordineret indsats mellem forældrene, så alle børn tjekkes og eventuelt behandles samtidig. Ellers bliver de ved med at smitte hinanden. 

Desværre bliver nogle forældre – og bestemt også børn – flove over at have lus, som man forbinder med dårlig hygiejne. Men der er ingen grund til at føle sig pinlig berørt, for lus kan bedst lide rent hår. Så vær ærlig og informer kammerater, skole og institution om problemet, så alle tager hånd om situationen hurtigst muligt.

Find lusene

Når man har fået lus, klør det i hårbunden, især i nakken og bag ørerne. Men der kan gå flere uger, fra man bliver smittet, og til symptomerne viser sig. Derfor bør du altid se barnet og resten af familien grundigt efter, hvis der er lusealarm i skole eller institution.

Del håret op i skilninger med små mellemrum og inspicer hårbunden grundigt, især bag ørerne og i nakken. De små nymfer er svære at få øje på, og barnet har oftest kun en snes stykker. Æggene er tydeligere, når de sidder fast på hårene. Modsat skæl kan de ikke uden videre fjernes med neglene.

Kæmning er bedst

Min erfaring er, at klassisk kæmning er den mest effektive måde at bekæmpe lus på og med garanti uden bivirkninger. Der er ingen vej uden om kæmning, uanset hvordan vi i øvrigt vælger at bekæmpe lusene.

Et godt råd er, at barnet under kæmningen placeres foran en god film eller med en bog. Du skal selv sidde ordentligt af hensyn til ryggen. Det gælder om at bryde lusenes livscyklus. Når kæmningen er i gang, smitter barnet ikke mere, og kun jer i husstanden, som har levende lus, skal behandles.

Mange hilsner

Jerk W. Langer

 

Læs også: Sådan smitter lus

 

Sådan kæmmer du

Det er vigtigt at afsætte den nødvendige tid til processen. Lusekamme findes i både stål og plast, og begge kan bruges. Men vælg hårbalsam, der er Astma-Allergi-deklareret og Svanemærket.

Begynd med at vaske håret og smør rigeligt med balsam i det drivvåde hår. Lad balsamen sidde og red håret igennem med en almindelig kam.

Nu skal du i gang med tættekammen. Kæm håret grundigt og systematisk igennem lok for lok. Hver lok kæmmes fra hårbund til hårspids i ét strøg.

Lus ses nemmest på en lys tættekam. Sørg for kraftigt lys, så du ser tydeligt.

Vær grundig omkring ørerne og i nakken, hvor lusene elsker at holde til.

Stryg efter hvert strøg tættekammen af på et stykke køkkenrulle for at fjerne lus og æg.

Fortsæt kæmningen, indtil du har været hele håret igennem og ikke længere finder lus.

Skyl til sidst balsamen ud.

Kæmningen gentages hver anden dag for at fange de nyudklækkede lus, før de selv lægger æg.

Når du efter fire kæmninger i træk ikke har fundet lus, er behandlingen slut. Ved omhyggelig kæmning er barnet lusefrit efter senest 14 dage.

Dukker der undervejs store voksne lus op, tyder det på, at barnet er blevet smittet igen. Så er der ikke andet for end at begynde forfra med kæmningen.

Læs også: Til kamp mod lusene

Fakta om lus

Lus er blodsugende insekter, der kun holder til på mennesker. Børn rammes langt overvejende af hovedlus. Andre typer er fladlus i skridtet samt den sjældne kropslus. Du kan se lus i tre stadier:

  • Voksne (de store med ”vinger”)
  • Nymfer (de bittesmå kravlende)
  • Fastsiddende æg

Den voksne lus er en til tre millimeter og lever i cirka fire uger. I den periode lægger hunlusen tre til fem æg om dagen, som kittes fast på hårene tæt på hårbunden. Syv til 10 dage senere udklækkes æggene til nymfer, der i løbet af et par uger modnes til voksne lus. En lus lever højest 36 timer uden for menneskekroppen. Lusen gennemborer uden smerter hårbunden for at suge blod og udskiller samtidig et stof, der får bidstedet til at klø.