Grillet lammekølle

Smørmørt og saftig lammekølle, der er perfekt til familiebesøg

Lammekølle

Grillet lammekølle - Foto: Søren Kvist

Opskriften her er så lækker, at den godt kan kræve lidt mere kød pr. person end sædvanligt.
Og det kan godt betale sig at få fat i en fersk lammekølle frem for supermarkedernes frostramte. Hos en god slagter kan du få en dansk lammekølle fra et dyr, der har opnået en vis alder og dermed meget mere smag.

Det skal du bruge til grillet lammekølle

(Lammekølle til 6 personer)

1 lammekølle med ben, 3-4 kg
10 fed hvidløg
1 spsk. groft salt
1 tsk. friskkværnet peber
1 dl jomfruolivenolie
1 bundt rosmarin

Brug resterne fra din lammekølle til en lækker sandwich

Fremgangsmåde - Grillet lammekølle

GRILL-STEGNING VED INDIREKTE VARME

Placér en alubakke i bunden af kuglegrillen mellem kullene, det giver et frirum på grillristen, hvor gløderne ikke giver direkte varme. I stedet reflekteres strålevarmen fra sider og låg, hvilket bevirker, at kødet steges fra alle sider og samtidig bliver brunet på toppen. Du kan evt. fylde vand i alubakken, det er med til at holde på saften i kødet.

Start grillen op med ca. 30 briketter. Er de af en god kvalitet, kan de faktisk holde i alle
4 tilberedningstimer.

Rids din lammekølle på kryds og tværs i et groft harlekinmønster - skær helt ind til kødet på alle sider. Skær nogle dybe huller rundt omkring i din lammekølle og stik hele, pillede hvidløgsfed herind.

Gnub din lammekølle grundigt med groft salt og friskkværnet peber. Fordel olie og rosmarin og gnub videre, til det sidder godt inde i ridserne.

Fordel briketterne, så der ligger ca. 15 stk. i hver side af grillens bund, sæt alubakken i midten og fyld den med vand. Læg grillristen i og læg din lammekølle på risten. Sæt låg på grillen, men kig til stegen en gang i timen og tilføj evt. nye briketter om nødvendigt.

Nyd din lammekølle med ovnbagte kartofler og en lækker, saftig ratatouille.

Tip:

Du kan sagtens lave en lille lammekølle på samme måde. En lammekølle på 2 kg vil være færdig efter ca. 2½ times stegetid.

Prøv også: Kamsteg og grønt på grill