Hjemmelavet mayonnaise

Hvis du vil gøre en ekstra indsats i dit køkken en dag, så lav din egen mayonnaise

Foto: Søren Kvist

Smagen af din mayonnaise afhænger af de råvarer, du vælger - olietype, hvidvinseddike, urter og sennep.
Sydpå er olivenolie det åbenlyse valg - nordpå foretrækker de fleste en mere neutral smag fra fx vindruekerneolie eller solsikkeolie. Du kan anvende den hvidvinseddike, du synes dufter bedst, fx med rosmarinkviste eller andet.

Hvis du pisker knust hvidløg i blandingen får du aioli.

Krydderurter som dild er også en mulighed.

Sennep findes i et utal af varianter og sennep er med til at holde olie- og vandfasen smukt forenet - sammen med æggeblommen. Og mht. æggeblommen er der ikke noget at diskutere. I Danmark skal den være pasteuriseret.

Det skal du bruge:

1 pasteuriseret æggeblomme
½ tsk. dijonsennep
1 tsk. hvidvinseddike
2 tsk. citronsaft
½ tsk. groft salt
2½ dl olie

Prøv også: Grill-bøf og kartoffelsalat

Sådan gør du:

Find en røreskål med en lille bund for at få samlet ingredienserne, så der er noget at piske i. Brug en håndmikser eller et piskeris.
Bland æggblomme, sennep, hvidvinseddike, citronsaft og salt i skålen.
Det efterfølgede er nemt - bare du er tålmodig.
Pisk, alt hvad du kan, og tilsæt olien dråbevis - kun i dråber, der piskes væk med det samme. Hvis du hælder olien for hurtigt i æggeblandingen, skiller det hele. Under den konstante piskning begynder mayonnaisen at blive mere hvid og fast. Gradvis kan du øge oliemængden til en meget tynd stråle. Lige pludselig er olien brugt, og du står der med dit færdige mesterværk.

Brug din lækre mayonnaise til fx kartoffelsalat, æg eller nye kartofler.

Prøv også mayonnaisen til grillet hummer! Klik her og få opskriften på grillet hummer