Børnehjemmet blev min redning

Sorgen var stor, da Malenes mor første gang gik fra hende og efterlod hende på en institution. Hun forstod ikke, hvorfor familien ikke kunne bo sammen. Men som årene gik, vendte smilet og selvtilliden tilbage. I dag er hun lykkelig for, at nogen tog beslutningen om, at hun skulle væk hjemmefra. Malene blev fjernet som 3-årig. Det blev hendes redning.

Fra døråbningen til toilettet kan 3-årige Malene høre, hvordan stemmerne bliver højere og højere.

Hun siger ikke noget, men kigger ud i gangen, hvor hun kan se sin mor og far råbe ad hinanden. Hun kan mærke, at de høje stemmer gør hende utryg, men selv om hun vil have, at de skal stoppe, bliver hun stående. På få minutter begynder de høje råb at eskalere. Hun ser, hvordan hendes far tager fat i hendes mor og skubber hende. Hun rammer væggen.

Hendes mor rejser sig op, stormer hen til hoveddøren og smækker den efter sig. For Malene føltes det som lang tid, før døren går op igen. Men endelig kommer moderen til syne i døren, men bag hende er to uniformerede betjente, der tager hendes far med. Moderen pakker Malenes ting, tager hende i hånden, og da døren lukker bag dem, er hun uvidende om, at det er sidste gang, hun bor under samme tag som mor og far.

– På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. Jeg kan ikke huske så meget, men jeg kan på en eller anden måde alligevel huske følelsen af utryghed, fortæller den nu 19-årige Malene Mosbak Hartmann Sørensen.

Læs også: Tristan blev min redning

Malene, cirka 3 år gammel, da hun stadig boede hjemme med mor og far.

Følte sig svigtet

Malene voksede op med en mor, der er født med en hjerneskade. Overskuddet var ikke stort, og det var svært at klare omsorgen og de daglige pligter. Efter den voldelige episode i hjemmet tog Malenes mor hende med på krisecenter, hvor de endte med at være i et år.

Derefter blev det besluttet, at Malene ikke skulle bo sammen med sin mor mere, så hendes midlertidige hjem blev Familiecenter Syd i Viborg.

– Jeg blev enormt ked af det, da min mor gik. Jeg kiggede efter hende i lang tid og lagde mig så ind på mit værelse og græd. Pædagogerne prøvede at trøste mig. Fortalte, hvilken dato hun ville komme igen, så jeg havde noget at se frem til, men jeg følte mig svigtet på det tidspunkt, fortæller Malene.

Det blev besluttet, at Malene skulle i plejefamilie, men i mellemtiden begyndte hun at falde til. Hun elskede at løbe op og ned ad gangen i familiecenteret og fandt trygheden sammen med sine søskende, som hun boede på værelse med.

Læs også: Betalte stresset mors indkøb – men historien endte tragisk

I plejefamilie med lillebror

Men en dag fik hun besked på, at hun skulle pakke sine ting. De havde fundet en plejefamilie til Malene og hendes lillebror. Hendes storesøster skulle ikke med.

– Jeg husker det tydeligt. Vi sad i bilen, og da den begyndte at køre, kunne jeg se, hvordan min søster stod og vinkede til os. Jeg vinkede igen, og jeg var meget ked af, at hun ikke skulle med. Jeg fandt senere ud af, at det var, fordi hun havde nogle specielle behov, som min plejefamilie ikke kunne klare.

Malene flyttede ind på en gård. Omgivet af marker og landlig luft begyndte den unge pige igen på en frisk start. Hunde, katte og en masse heste var et mekka for den dyreglade pige, og tiden blev ofte brugt på at passe den kanin, hun fik af familien.

Efter to år flyttede Malenes storesøster ind hos familien. Endelig var alle søskende samlet, men en dag, da Malene var i sfo, kom hendes plejefar forbi.

– Han sagde til mig, at der var to damer derhjemme, der gerne ville snakke med os søskende. Vi var i gang med at øve til MGP på skolen, som jeg glædede mig rigtig meget til, men der var ikke noget at gøre, og han kunne ikke fortælle mig, om jeg kom tilbage. Det gjorde jeg så ikke.

Læs også: Bortadopteret mod farens vilje

– Selv om jeg har flyttet meget rundt, ved jeg, at man altid har villet mit bedste. Både mine forældre og kommunen, fortæller Malene.

På børnehjem

Der var blevet observeret en del tomme ølflasker i plejeforældrenes hus, og Malene blev sammen med sine søskende flyttet til et midlertidigt opholdssted, indtil valget faldt på Børnehjemmet Åhuset i Hadsten.

– Den første uge ville jeg ikke pakke mine ting ud. Jeg havde så mange gange fået at vide, at jeg skulle blive, og hver gang blev jeg alligevel flyttet. Så selv om de flere gange sagde, at jeg skulle bo her, til jeg blev 18 år, troede jeg ikke på dem.

Men denne gang var det sandt. En institution med 10 andre børn blev hendes hjem.

Som tiden gik, faldt Malene til. En gang om måneden var hun på weekend hos sin mor og far, men selv om hun kunne savne det almindelige familieliv, var det ofte en lettelse, når hun kom tilbage til vennerne i Åhuset.
– Jeg havde brug for en masse omsorg, og det fik jeg her. Jeg havde faste rammer, jeg var sammen med mine søskende, og jeg skulle ikke skændes eller tage over for min mor, når hun ikke selv kunne. Det gav mig en masse ro i mit liv.

Mit livs sejr

Da Malene stod over for at starte på hhx, var det med spænding i kroppen. Og selv om niveauet og opgaverne blev sværere og sværere, holdt hun ud.

– Jeg fik god hjælp til lektierne, og selv om det kunne være lidt irriterende, at der var skiftende pædagoger, var der altid hjælp at hente. Var jeg ked af det eller frustreret, var der trøst. Selv om mine forældre helt sikkert ville have gjort deres bedste, ville de ikke have formået at give mig den støtte i min uddannelse, som jeg havde brug for.

I juni blev studenterhuen sat på hovedet. En hue, der ikke kun betød, at sommerferien stod for døren, men at hun var den første fra Åhuset, der nogensinde havde gennemført en gymnasial uddannelse.

Læs også: Jeg troede, min datter var død

– Det var en kæmpesejr for mig, for der var mange gange, hvor jeg havde tvivlet på, om jeg kunne gennemføre. Da det endelig var en realitet, var det fantastisk, og det var så dejligt, at både mine forældre og folk fra Åhuset var til stede, fortæller Malene, der ikke er i tvivl om, at den tidlige fjernelse fra hjemmet har haft en positiv indflydelse på hendes liv.

– Jeg tror ikke, at jeg ville være kommet så langt, hvis jeg ikke var blevet fjernet. Mit forhold til mine forældre ville ikke have været lige så godt, og jeg tror ikke på, at jeg ville være kommet så langt i forhold til uddannelse. Der har været megen ensomhed forbundet med, at jeg ikke skulle bo hjemme, men jeg tror, at det havde været værre, hvis jeg var blevet boende. Derfor er jeg glad for, at der var nogen, der vidste bedre end mig. Det kan jeg se nu, fortæller Malene.