Johnny Hansen: Jeg græd af glæde

Det var et rørende øjeblik for Johnny Hansen, da han blev far for tredje gang. Gitte Mortensen fødte parrets søn ved kejsersnit, og Johnny klippede selv navlestrengen. Derefter sang han en vuggevise, som er skrevet specielt til sønnen.

Foto: Jørgen Ploug

Det var et rørende øjeblik for Johnny Hansen, da han blev far for tredje gang. Gitte Mortensen fødte parrets søn ved kejsersnit, og Johnny Hansen klippede selv navlestrengen. Derefter sang han en vuggevise, som er skrevet specielt til sønnen.

To gange før har Kandis- Johnny (Johnny Hansen, red.) oplevet det fantastiske øjeblik, at klippe navlestrengen på sit eget, nyfødte barn. Men det bliver aldrig en vane. Derfor kunne den populære og efterspurgte popsanger heller ikke holde tårerne tilbage, da han mandag den 21. maj klokken 08.42 skulle gøre det tredje gang. Den nybagte far var rørt, glad og taknemmelig over, at alt gik, som det skulle.

Johnny Hansen er en stolt far

Og Johnny Hansen var stolt på en måde, som kun en nybagt far kan være det, da han til ære for Ude og Hjemmes læsere første gang offentligt fremviste sønnen med kælenavnet "Bimmer" med ordene: "Her har I verdens sødeste dreng".

SE OGSÅ: Johnny viser sønnen frem for første gang

Blot syv minutter tog det Johnny Hansen's kæreste, Gitte Mortensen, 41, at føde parrets søn ved kejsersnit på Thisted Sygehus. Under hele seancen optrådte Johnny i rollen som den kærlige og hjælpsomme far, der utålmodigt venter på at byde sit første drengebarn velkommen til verden.

Johnny Hansen var med hele vejen fra start til slut. Han holdt Gitte i hånden, tørrede sveden af hendes pande og trøstede, når det gjorde av. Sangeren nød hvert et øjeblik i visheden om, at denne tredje gang på fødestuen sandsynligvis også ville blive den sidste. Parret kørte fra hjemmet i Hurup klokken syv om morgenen, og en time og 42 minutter senere var det hele overstået.

Kandis-sangeren græd af glæde

- Ét er at stå på scenen i en hal med tusinde forventningsfulde fans eller at optræde på fjernsyn. Her kan jeg sagtens styre nerverne. Det er noget helt andet at sidde ved barselssengen og vente på en lille ny. Der findes ikke større øjeblikke.

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være mor til Kandis-Johnnys søn

Selv om alle scanninger og undersøgelser viste, at "Bimmer" havde det perfekt i Gittes mave, var det alligevel rart at få det overstået. Og jo, både Gitte og jeg græd af glæde, da vi sad med drengen første gang og kikkede på hinanden, fortæller Johnny Hansen.

Det kendte pars første barn kom til verden på årets første rigtige sommerdag. Temperaturen er over 25 grader, da Johnny Hansen ankommer til sygehuset i Thisted efter at have været hjemme i Hurup for at blive frisket lidt op, inden Ude og Hjemme skal præsenteres for sidste skud på stamtræet.

Døtrene jubler

En mand i kørestol uden for sygehuset lyser op ved synet af "Kandis-Johnny" og råber: "Hej Johnny, tillykke". Den nybagte far gengælder smilet og takker. Johnny fortæller, at han i det første døgn konstant var hos Gitte. Hun er en sej pige, og har det fint efter fødslen.

Dog døjer hun med smerter i maven efter kejsersnittet. Derfor vil hun vente et par dage med et "mor-barn-foto". Spørgsmålet er også, om hun er i stand til at se lige så stolt ud på et billede med sønnen, som Johnny gør. Han er konstant iklædt et væg til væg-smil af højeste karat. Han nyder hvert et øjeblik med sønnen.

- Mine døtre, Caroline, 15, og Cecilie, 19, var ellevilde, da de på sygehuset så deres lillebror første gang. Det betyder meget for Gitte og mig, at venner og familie deltager i glæden, siger Johnny Hansen.

- Hvem ligner han? - Svært at sige. Mine forældre og Gittes mor siger, at drengen har sin mors næse. Ingen har sagt, at han ligner mig, og det er måske meget godt …

Gitte Mortensen brugte nogle dage på hospitalet til at komme til hægterne, hvorefter hun og Johnny Hansen kørte hjem til villaen i Hurup. Her stod de klar til at modtage den lille ny, der ved fødslen vejede 3.380 gram og målte hele 55 cm.

Johnny Hansen's vuggevise

Johnny Hansen er netop færdig med at indspille en cd til Ude og Hjemmes læsere. Den udkommer i uge 24 2012, og ét af numrene er en vuggevise, som Johnny har skrevet specielt til sønnen. Den har han sunget et utal af gange under Gittes graviditet.

- Da jeg første gang stod med min søn i armene, sang jeg vuggevisen for ham. Han kikkede op på mig, som om han genkendte sangen. Det var underligt, men samtidig meget rørende. Han har lyttet til sangen mange gange inde i sin mors mørke mave, og nu kunne han pludselig både se og høre sin far synge den. Det var stort, siger Johnny.

Da han fik døtrene Caroline, 15, og Cecilie, 19, sammen med sin nu afdøde hustru, Helle Bækhøj, var Johnny Hansen i fuld gang med at starte sin karriere op. Derfor var han på spillejob allerede seks timer efter, at pigerne blev født.

Men Johnny har lovet Gitte, at han denne gang ville holde en længere barselsorlov. Derfor var Johnny Hansen først på scenen med Kandis 48 timer efter "Bimmers" fødsel. Det skete i Løgumgårde i Sønderjylland.

- Fik Gitte en barselsgave?

- Selvfølgelig. Hun fik en ring.

LÆS OGSÅ: Gitte vil have Kandis-Johnny ned på knæ

- En forlovelses- eller vielsesring?

- Nej. Det venter vi lidt med, siger den stolte farmand med et smil.