Miss Danmark og autist: Jeg har altid følt mig forkert

Anja skulle blive 38 år, før hun fandt ud af, hvorfor hun havde det så svært. Uden på var hun godt nok en blændende skønhed, som endte i top ti til Miss World, men inden i følte hun sig altid forkert. I dag ved Anja, hvorfor hun er så anderledes. Hun er autist. Bubber har mødt den 45-årige kvinde, som altid siger sandheden. Hendes autistiske hjerne kan nemlig ikke finde på små hvide løgne, og det har givet hende store problemer.

Tekst Bubber, bearbejdelse Karin Heurlin foto Morten Mejnecke

Da Anjas navn blev råbt op på scenen, måtte en af de andre piger ved siden af puffe til hende, før hun trådte frem. Anja hverken hørte, hvad der blev sagt, eller troede på, at hun var den nye Miss Danmark.

Hun smilede selvfølgelig blændende, da hun fik kronen på hovedet og blomsterne i hænderne, og det gjorde hun også, da hun samme aften blev interviewet af Ole Stephensen i Eleva2ren.

Men alting foregik i en stor og uvirkelig tåge, og det eneste Anja helt sikkert husker fra den dag i 1992 var, da hun bag kulisserne til Eleva2ren stødte på Kim Larsen og blev bekræftiget i, at hans mund virkelig var ligeså stor, som hun troede.

En lovende skønhedsdronning

Uden på lignede Anja Hende godt nok en lovende skønhedsdronning, som sagtens kunne klare hele verden, når hun senere skulle rejse en måned til Sydafrika for at kæmpe om titlen som Miss World. Men inden i følte Anja sig helt forkert.

Det gjorde hun ikke bare, når hun stod på en scene mellem alle de andre piger, som kæmpede om at have de flotteste kindben og de smukkeste tænder. Anja havde altid følt sig forkert. Når hun som barn så filmen E.T., vidste hun præcis, hvordan det måtte føles at være det lille væsen med den lysende finger.

Fik forklaringen som 38-årig

Og der var en grund til, at Anja følte sig så komplet anderledes. Men der skulle gå mange år, inden hun fik forklaringen. Faktisk kom den først, da hun var 38 år og endelig fik en besked, som fik alting til at falde på plads: Anja er autist.

Hun er født sådan, og det betyder blandt andet, at hun har svært ved at begå sig rent socialt som andre mennesker. Der er i hvert fald nogle spilleregler, som vi andre tager for givet, men som hun slet ikke forstår.

- Jeg har ingen facade. For mig er det meget underligt, når folk siger noget og mener noget andet. Jeg kan ikke lyve, og jeg kan ikke være taktisk.

Det er der selvfølgelig mange mennesker, der påstår, de ikke kan. Men når man sidder overfor Anja forstår man virkelig, at hun er en sandhedsmaskine. Hun siger tingene fuldstændig, som de er. Det er faktisk en befrielse, at hun udtrykker sig uden indpakning og små hvide løgne. Men det har også givet hende mange problemer.

Lidt for ærlig

Det gjorde det ikke mindst, da hun rejste til Sydafrika for at deltage i Miss World, hvor det i den grad handlede om, at deltagerne både skulle tale og opføre sig på en helt bestemt måde. Anja gjorde ellers hvad hun kunne for at tilegne sig de færdigheder, der forventes af en Miss World. Hun øvede sig på gaffelrækkefølgen, så hun kunne sidde korrekt til en middag, og hun lærte sig at smile og gå på den rigtige måde. Men allerede første gang, hun fik sat håret op i en knold hos en kendt frisør, gik det galt.

- Hvad synes du? spurgte frisøren, som kun forventede et svar. Og det var ikke det svar, der kom ud af Anjas mund.

- Jeg bryder mig ikke om det. Jeg ligner et væsen fra en science-fiktion film, svarede Anja og kiggede forskrækket på frisøren, der kylede hårbørsten ned i gulvet af ren raseri.

Nægtede at gå ind i badetøj anden gang

Anja blev altid forundret over, hvordan omgivelserne reagerede på hendes ligefremme svar.

Da hun under Miss World blev spurgt af en journalist, hvordan de 85 deltagere havde det sammen, svarede Anja ærligt: - Det er nok hurtigere at sige, hvem jeg kan lide, end hvem jeg ikke kan lide.

Det skulle hun aldrig have sagt. Hun skulle nok heller ikke have nægtet at gå ind for anden gang iført badetøj foran et dommerpanel, som blandt andre bestod af Joan Collins, kendt som den modbydelige Alexis fra tv-serien Dollars.

- Jeg havde hørt, hvordan dommerne havde siddet og fniset og talt om en af de andre piger, som var lidt rund i det, fordi det var smukt i hendes kultur. Da de bad os om at gå ind igen, nægtede jeg. ”De har set, hvad de skal se,” sagde jeg.”

Nøj, en heks

Senere skulle Anja også føre en samtale med Joan Collins i 20 minutter. Til det har hun kun en kommentar: ”Nøj for en heks! Hun var fuldstændig som i Dollars.”

Selvom Anja under konkurrencen blev omtalt som en af de helt store favoritter, så havde hun en så svær tid, at hun blev mere og mere afkræftet. Til sidst gik det helt galt. Anja faldt sammen og måtte indlægges, og først på finaledagen blev hun kørt tilbage til konkurrencen af en ambulance og støttet op af trappen til scenen.

- Jeg havde det virkelig dårligt, fordi jeg blev så stresset af hele tiden at skulle regne folk ud. Der var så meget, jeg ikke måtte gøre og sige, og jeg kunne ikke forstå det. Hvorfor måtte jeg for eksempel ikke gå ned og spise morgenmad, inden jeg havde taget mascara og fint tøj på, bare fordi der var journalister til stede? De var da sikkert også grimme, lige når de stod op.

Giftede sig med sin bodyguard

Anja gennemførte dog hele Miss World og endte i top 10. Efterfølgende startede hun en modelkarriere og forlod dermed jobbet som receptionist på et advokatkontor hjemme i Aalborg.

Miss World kom på flere måder til at ændre Anjas liv. Undervejs havde sikkerheden omkring deltagerne været så høj, at de alle havde en bodyguard, og undervejs kom Anja og hendes bodyguard tæt ind på livet af hinanden. Så tæt, at Anja efter Miss World flyttede til Sydafrika og giftede sig med ham.

Sønnen gav hende et nyt ansvar

Det lyder nærmest som et filmmanuskript, og i starten passede handlingen også til de mest blide violintoner, men på et tidspunkt kom Anja til at se på sine nye omgivelser med andre øjne.

Det skete, da parret fik sønnen Christopher, og Anja mærkede sit nye ansvar som mor. Hun begyndte at stille spørgsmål ved sit liv i Sydafrika. Havde hun lyst til at leve i et land, der var så utrygt, at der var tremmer for vinduerne, alarmer i alle døre, og hvor man ikke kunne bevæge sig frit rundt alene?

- Pludselig havde jeg ansvaret for det her lille mennesker, og jeg tænkte: Er det her et liv, jeg vil give ham? Jeg sov med en automatpistol under hovedpuden, og jeg vidste, at Christopher aldrig ville komme til at cykle i skole, som man gør i Danmark.

Da Christopher var otte måneder, valgte Anja at give ham et liv, hvor han frit kunne spille bold og cykle på gaden. Hun flyttede hjem til Danmark, og hendes mand flyttede med.

Ulykkelig over skilsmisse

Men ægteskabet på dansk grund blev ingen succes. I Sydafrika havde hendes mand haft en stor karriere, som både bombechef og bodyguard for Nelson Mandela. I Danmark fik han job på pølsefabrikken Gøl.

- Det holdt bare ikke, siger Anja, som selvfølgelig var dybt ulykkelig over skilsmissen. Men det var faktisk ikke længe efter, før hun en aften var i byen i Aarhus. Her var der var en fyr, der blev ved med at forsøge at tale med hende. Selv orkede hun ham ikke. Men han var ikke lige sådan at ryste af. Hverken den aften eller i tiden efter.

Torben måtte kæmpe hårdt

Den insisterende unge mand hed Torben, og han plejede at have en vis portion held, når han ville have en kvinde. Det var ingen hemmelighed, at Torben havde kendt mange kvinder. Men det var Anja, som slog benene fuldstændig væk under ham, og han nægtede at give op, selvom hun blev ved med at afvise ham. Anja faldt ikke for hans ellers så effektive og rutinerede charme. Ikke før hun en dag var vidne til, at Torben pludselig løftede lille Christoffer op på et puslebord og skiftede hans ble. I det øjeblik smeltede Anja endelig, og de to har i dag dannet par i mere end 20 år.

Familien er hårdt ramt

Siden den dag ved puslebordet har Torben skiftet mange bleer, for parret fik efterfølgende døtrene Cirkeline og Anne-Sofie. Men Torben har også været mand for langt mere krævende udfordringer. Anja og Torbens familie er nemlig hårdt ramt.

Det startede med Christopher. Allerede da han var to år, bemærkede omgivelserne, at han ikke var som andre. Han havde svært ved følelser og udviste voldsomme fysiske reaktioner.

Som mor havde Anja dog svært ved at erkende, at der var noget galt med hendes søn, og hun blev ved med at finde på undskyldninger.

- Han er bare en dreng med stort D. Vi nedstammer jo også fra vikingerne, glattede hun ud.

Kaldt til samtale

Da Christopher var otte år, kunne hun ikke glatte ud mere, og sønnen blev sendt på børnepsykiatrisk afdeling for at blive udredt. Hurtigt stod det klart, at han havde ADHD, men der var også noget helt andet galt, og Anja og Torben blev kaldt til en samtale på hospitalet.

- Sæt jer ned, sagde en meget alvorlig læge, som med beklagelse i stemmen forklarede, at Christopher var autist.

- Jeg tror, lægen havde forventet, at jeg begyndte at græde. Men det gjorde jeg ikke. For mig var det bare fakta, og fakta kan man ikke græde over, siger Anja.

Christopher var ikke den eneste, der ikke var som andre børn. Også de to små piger faldt uden for normalen og havde svært ved at danne venskaber og passe ind.

Anja og børnene er autister

Nu blev hele familien undersøgt, og i løbet af få år, faldt diagnoserne på plads. Alle Anjas børn er autister i forskellig grad. De er født med det, for de havde arvet handicappet fra deres mor. Anja er nemlig også selv autist. Hun skulle bare blive 38 år, før hun fandt ud af det.

Hvordan var det at få diagnosen?

- Det var faktisk en befrielse. Pludselig forstod jeg mit liv baglæns, og det var som at få nøglerne til mit eget liv, siger Anja og understreger, at autisme er et voldsomt handicap, som betyder, at man ikke bare kan leve som alle andre.

- Når jeg har følt mig anderledes, har folk bare sagt: ”Nå ja, vi har jo alle et eller andet”. Jeg blev så træt af de der fraser, for jeg har jo en autistisk hjerne, og det kan være meget invaliderende.

Synd for børnene

At være autist og mor til tre autister har været en ubeskrivelig hård kamp, og Anja mener faktisk, at hun aldrig ville have sat børn i verden, hvis hun på forhånd havde vidst, hvad hun gav dem med ved fødslen.

- Det er så svært at passe ind i det her samfund, når man ikke har en normal hjerne, og jeg synes, det er synd for mine børn, at de har fået et så hårdt liv, siger en ærlig Anja, som dog understreger, at hun ser det som en fordel i børnenes liv, at hun selv er autist.

Når børnene kommer triste hjem, fordi de endnu engang har haft svært ved at passe ind i fællesskabet, så ved Anja præcis, hvordan det er. Hun har jo selv prøvet det hele sit liv.

Torben skal sige tingene lige ud

Det har Torben ikke. Han har bare giftet sig ind i den autistiske verden.

Torben, hvordan er det at leve med Anja?

- Det er meget anderledes i forhold til, hvad jeg har prøvet før, og i starten begik jeg mange fejl. For Anja er det vigtigt, at man siger tingene meget ligefremt. Man må ikke pakke noget ind, og det har jeg haft svært ved, fordi jeg kan være lidt konfliktsky, siger Torben, som dog ser Anjas autistiske hjerne som et stort plus i parforholdet.

- Jeg synes, det er herligt, at Anja ikke har en facade. Hun siger tingene råt for usødet, og det er dejligt, at jeg ikke skal gå og gætte, hvad hun tænker og føler. Med Anja er jeg aldrig i tvivl om noget som helst. Aldrig.

Et anderledes hjem

Der er både interessant og hyggeligt at møde at Anja og Torben, som har opbygget en stærk lille familie i huset ved Thyregod. Hjemmet ligner helt sikkert ikke naboernes. I stuevæggen er der boret et lyssværd og en Darth Vader-maske ind, i køkkenet står en tavle med detaljerede planer for dagen, som deres autisme-konsulent lægger sammen med dem en gang om ugen. Og når familien spiser aftensmad, fjerner de en stol omkring spisebordet, så de alle kan sidde og se en science fiktion film, mens de indtager maden. På den måde bliver tallerknerne nemlig tømt. Det gør de ikke, hvis de skal spise, mens de taler.

- Når vi får gæster, ved vi godt, at vi skal spørge ind til folk, mens vi sidder ved bordet. Det har vi læst i Emma Gad. Men det betyder, at ingen af os får noget at spise imens, smiler Anja.

Svært at begå sig uden at lyve

Alt det lever Torben lykkeligt med. Dog er det altid lidt sværere, når de går ud af hoveddøren sammen og møder resten af verden.

- Vi ender faktisk i en lidt svær situation, hver eneste gang vi er ude. Folk er ikke vant til, at man siger hvad man mener, som Anja gør. Det er ikke altid sjovt for mig, som gerne vil være flink mod alle, erkender Torben.

Anja er også flink. Et godt menneske. Jeg kan mærke det, når vi taler sammen. Der intet ondt i hende. Men hun kan ikke finde ud af at tale uden om eller stikke en lille hvid løgn, for at gøre en situation eller en samtale nemmere.

- Jeg synes, en løgn er en løgn uanset, hvilken farve, man maler den, og min hjerne kan simpelthen ikke finde ud af at lyve. Faktisk synes jeg, det er lidt trist, at det er mig, der ender med at tabe socialt, fordi jeg ikke kan finde ud af at lege diverse julelege, siger hun.