Nu vil jeg være Kevin

Måske så du også ”Sporløs” og tænkte, at Marianne lignede en mand. Det ville ikke være helt forkert, for i Ungarn fandt hun sin biologiske mor og tre søskende, men hun fandt også modet til at springe ud som mand.

Her er Kevin. Han er født i Ungarn, og indtil folkene bag tv-programmet ”Sporløs” fandt hans biologiske familie, hed han Marianne og vidste intet om sit ophav. I udsendelsen møder seerne Kevin, da han stadig hed Marianne. Et år er gået siden da, og nu er Marianne fortid. Efter at have fået svar på nogle af sine mange spørgsmål om sin adoption havde Kevin pludselig modet til at se på sin fremtid, og den skulle ikke være i en krop, som føltes så forkert. Det var på tide at være sig selv og ikke længere forsøge at være noget, som andre synes, han skulle være. 

– Jeg har altid følt, at jeg var født i en forkert krop. Jeg kan ikke lide at gå i feminint tøj og alt, hvad der handler om kvinder, har altid været helt forkert for mig, fortæller Kevin. 

Mobbet i skolen

Tilpas er ellers ikke et ord, som Kevin bruger om sit liv. Så længe han kan huske tilbage, har han været trist. Marianne blev mobbet i skolen, og hun havde det altid dårligt.

– Jeg har ikke altid forstået, hvorfor jeg havde det så skidt. Mine danske forældre Kedda og Erik elsker mig, og de er fantastiske. De har måske været lige lovligt beskyttende, men de har givet mig en god og kærlig barndom. Jeg har et godt job som anlægsgartner, et dejligt hus, min elskede hund, og jeg har lige mødt en sød kæreste, så jeg burde jo være glad, siger Kevin.

Alligevel har han svært ved at føle glæde. Selv har han en mistanke om, at det skyldes tidlige traumer, og det, at han har været ked af sit køn, så længe han kan huske. Måske bliver det bedre nu, hvor Kevin har fået vished om, hvad der skete, da han var baby, hvor han har fået søskende og er begyndt et forløb på sexologisk institut i København.

Rørende gensyn

I sporløst så seerne Kevin møde sine tre brødre Attila, Jenö og Peter samt sin søster Piroska.

 Kevin er den yngste i flokken, og han ligner især sin storebror Peter. De er blevet venner på Facebook, og der kommunikerer Kevin især med Jenö og Piroska, som dagligt sender billeder eller små hilsner. Han har ingen kontakt til sin biologiske mor, som han kun var sammen med i en halv time med filmholdet. Hans søskende havde advaret ham mod at opsøge hende.

– De sagde, at hun ikke havde mor-evner. Jeg ville blive skuffet, sagde de. Jeg tror, at de ønskede at passe på mig og sænke mine forventninger. Men selvfølgelig skulle jeg møde vores mor. Vores far døde for fire år siden, og det var der vist ikke nogen, som var kede af, fortæller Kevin.

Kevin har endnu ikke fortalt hverken sine danske forældre eller sine ungarske søskende, at de ikke længere skal kalde ham Marianne. Han har netop været til første møde hos psykologerne på sexologisk institut på Rigshospitalet, og de gav ham den opgave, at han skal leve et halvt år som Kevin, før de vil se ham igen. 

– Det er en slags test på, hvor seriøs jeg er. Men jeg er ikke længere nervøs for omverdenens reaktion. Min mor vidste allerede, at jeg var til piger, før jeg fortalte hende, at jeg havde fået en pige-kæreste som 18-årig. Hun spurgte, hvad hun hed, og så inviterede hun hende hjem til mad. Det var en hyggelig dag. Jeg er ikke sammen med den kæreste længere, og jeg oplever ikke, at folk har svært ved at acceptere mig som lesbisk. Problemet er bare, at jeg ikke ser mig selv som lesbisk, for selv om jeg er tiltrukket af kvinder, er jeg jo ikke selv en kvinde indeni. Jeg er transseksuel og hetero, og det samme er min kæreste. Hun blev født som mand, men ønsker at være kvinde. På den måde har vi meget til fælles. Hun ser mig som en mand, og jeg ser hende som en kvinde, fortæller Kevin.

Han håber, at hans søskende en dag får råd til at rejse på ferie til Danmark.