Rikke blev blind som 21-årig

I en hel måned ventede Rikke på, at hendes hjerte skulle holde op med at slå. Hun ville hellere dø end at være blind. Men hendes hjerte stoppede heldigvis aldrig, og i dag har hun lært, at man ikke behøver synet for at få et godt liv fuld af farver. Bubber har mødt den stædige 47-årige jyde, som oplever mennesker omkring sig lysende klart, selvom hun ikke kan se dem. Rikke kan for eksempel finde ud af meget om en mand bare ved at danse med ham et par gange.

Da Rikke åbner døren ind til sit rækkehus i Esbjerg, får jeg ikke lov at komme ind. Ikke før, jeg har taget bind for øjnene, så jeg står i total mørke.

- Kom inden for, siger hun så.

Det er lettere sagt end gjort. Jeg famler mig frem i blinde med tøvende og usikre skridt. Ind i en ukendt entre, hen over et gulvtæppe og forbi en stor hund. Jeg strejfer en hylde på væggen, støder ind i en sækkestol og rammer et sofabord, inden jeg til sidst kan bakse mig ned i en sofa.

Jeg har lyst til at flå bindet af øjnene og se mig omkring, men Rikke lader mig ikke slippe så let.

- Mærk lige efter et øjeblik. Hvad oplever du? spørger hun.

Umiddelbart oplever jeg intet, for alt omkring mig er jo sort. Men når Rikke insisterer, kan jeg alligevel fornemme en hel del uden at bruge øjnene. Jeg er sikker på, at hjemmet er lyst og rent. At indretningen er moderne, og sofaen er af god kvalitet. Faktisk har jeg et temmelig klart billede af, hvordan Rikke bor, selvom jeg aldrig ført har sat mine ben i hendes hjem.

Man kan se meget uden at bruge øjnene

Da jeg endelig får lov at bruge mine øjne, kan jeg se, at jeg ikke tog helt fejl. Stuen ser måske ikke nøjagtig ud, som jeg forestillede mig, men det er meget tæt på.

Det er netop, hvad Rikke gerne vil demonstrere med sin noget overraskende velkomst: Man kan se meget uden at bruge øjnene.

Det ved hun alt om. Men det tog hende lang tid at acceptere, da hun som 21-årig blev blind.

Læs også om Lisa, der var blind i 13 år - men nu pludselig kan se igen

Helt almindelig barndom

Rikke Nielsen har haft en helt almindelig barndom i Bramming, hvor hun voksede op som den lidt stille pige, der lige skulle se folk an, før hun åbnede munden. Hendes syn fejlede bestemt ikke noget dengang. Tværtimod havde hun et godt blik for at fange smukke motiver, som hun gik direkte hjem og malede. Særligt solnedgange fangede hendes opmærksomhed og satte gang i hendes kreativitet.

Allerede som 9-årig havde hun fået konstateret type 1 diabetes, og hun vidste godt, at sygdommen kunne påvirke synet, men den viden havde hun skubbet langt væk. Rikke ville ikke engang tænke på det.

Kunne ikke se, hvad klokken var

Det ville hun heller ikke den aften, da hun som teenager gik tur i Bramming med sin veninde. De stoppede som ofte før ved Citykiosken for at snuppe en sodavand, og mens de drak, kiggede de op på det store ur, der hang på gavlen af stationsbygningen overfor. Men denne gang var noget anderledes. Rikke kunne ikke se, hvad viserne viste.

Længe slog hun sit svækkede syn hen.

- Det er nok bare noget øjenbetændelse, fordi jeg er begyndt at gå med makeup, beroligede hun sig selv, men til sidst kunne hun ikke finde på flere undskyldninger, og hun måtte opsøge en øjenlæge.

Kiggede på det samme træ hver morgen

Her stod det klart, at Rikkes syn var meget svækket, og da hun var 20 år, gik det hurtigt den forkerte vej.

- Hver morgen stod jeg op og kiggede ud på et træ i haven. Jeg testede hele tiden mig selv, om jeg kunne se det samme som dagen før, siger Rikke, som mærkede angsten vokse, jo færre blade og grene på træet, hun kunne se.

- Jeg ville hellere dø end at miste synet. For mig var det slet ikke en mulighed at blive blind.

Læs om førehunden Figo der på dramatisk vis reddede sin ejer

Rev sine tegninger i stykker

Da Rikke var 21 år, blev hendes største frygt til virkelighed. Hun kunne ikke længere se, og i desperation fandt hun alle sine gamle malerier og tegninger og rev dem i stykker. Ingen andre skulle se hendes solnedgange, når hun ikke selv kunne.

Hvad tænkte du den morgen, du vågnede og var blind?

- Jeg tænkte sådan set slet ikke. Jeg ventede bare på, at mit hjerte skulle holde op med at slå. Det gjorde jeg i en hel måned. Jeg har aldrig været typen, der kunne finde på at begå selvmord, men jeg troede, livet ville gå over af sig selv, når man havde lyst til at dø.

Ødelagde fire blindestokke

Rikkes hjerte blev naturligvis ved med at slå. Hendes liv gik videre, selvom det selvfølgelig var et helt andet liv end det, hun havde drømt om som lille pige i Bramming. Det første skridt ind i sin nye tilværelse tog hun, da hun blev sendt på et kursus på Instituttet for blinde og svagsynede, hvor hun skulle lære at bevæge sig rundt med blindestok.

Det var ikke en let disciplin.

- Jeg ødelagde fire stokke, inden jeg lærte at gå med en. Jeg var virkelig utålmodig og hidsig og bankede den hårdt ned i jorden, husker Rikke, som på trods af sine kampe med stokken fik en helt ny indsigt på instituttet.

- Jeg mødte mange andre blinde, og jeg kunne høre dem gå rundt og grine. De var faktisk helt almindelige mennesker. En dag blev jeg hentet af en mand. Jeg holdt fast om hans arm, mens han førte mig rundt. Ned af nogle trapper og til højre og til venstre. Da vi kom frem, fortalte han mig, at han selv var blind. Det gjorde stort indtryk.

Hunden blev Rikkes redning

Det største og vigtigste skridt som blind tog Rikke et år efter, da hun en dag åbnede sin dør. Uden for stod en politimand, som opdrættede førerhunde i sin fritid, og mens Rikke stadig stod i døråbningen, fik hun stukket en hundesnor i hånden.

- Værsgo.

I den anden ende var en 38 kilos blød labrador med store poter og et meget roligt gemyt. Micky hed hunden. Og den blev Rikkes redning.

- Den dag jeg fik min første førerhund står ligeså tydeligt for mig, som andre husker deres bryllup, siger Rikke, som begyndte at komme ud af døren flere gange hver dag, efter hun blev hundeejer.

- Han skulle jo ud og luftes, for han måtte ikke mangle noget. Den hund gav mig mod på livet.

Se også den søde video med Emil, der ser sin mor tydeligt for første gang

Man glemmer, at Rikke er blind

I dag er det 26 år siden, at Rikke mistede synet, og når jeg sidder overfor hende i hendes køkken, hvor hun har dækket op med kaffe og brød, glemmer jeg næsten, hun er blind.

Hun kigger på mig, som om hun kunne se mig, og hun er velklædt som en kvinde, der har brugt lang tid foran spejlet og nøje udvalgt dagens påklædning.

Rikke kan selvfølgelig hverken se mig eller sit eget spejlbillede. Men evnen til at have nærvær med et andet menneske har hun bestemt ikke mistet, ligesom hendes sans for mode og farver stadig står klart for hende.

Syr selv

- Når jeg køber tøj, bliver jeg ved med at stille spørgsmål til ekspedienten: Når du siger lyserød, mener du så rosa, pudder eller babylyserød? Og hvordan ser mønsteret præcist ud?” siger Rikke, som ikke køber al sit tøj. Hun syr også noget af det selv ved sin symaskine.

- Da jeg var barn, syede jeg tøj til mine barbiedukker, og lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at prøve det af igen. Om jeg så skulle komme til at sy i mig selv.

Kan huske farver og solnedgange

Rikke har aldrig haft uheld med symaskinen, og hun er heller aldrig i tvivl om, hvilke farver, hun skal vælge. Hun kan nemlig huske farver ligeså tydeligt, som hun kan huske en solnedgang.

- I starten var jeg meget bange for at glemme den slags. Men det er jeg ikke mere.

Er der noget, du savner at se?

- Mine niecer er blevet voksne, og jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan de ser ud i dag. Men ellers er der ikke noget. Efterhånden er jeg glad for, at jeg ikke kan se mig selv, griner hun højt.

- For jeg husker jo mig selv, som da jeg var 21 år.

Håber stadig at finde kærligheden

Da Rikke mistede synet, fulgte omkring ti år, hvor hun brugte al sin energi på at vænne sig til livet som blind. Imens stiftede hendes jævnaldrende familie.

Selv har Rikke aldrig fået mand og børn, men kærligheden har hun ikke opgivet, og i weekenden går hun ofte til bal med en veninde. Godt nok kan hun ikke se, hvordan mændene ser ud, når de byder hende op. Men det behøver hun heller ikke.

- Måden en mand holder om mig på, når vi danser, fortæller meget om, hvordan han ville være at leve sammen med. Kan han mærke, hvordan jeg har det? Holder han mig tæt, når jeg ikke bryder mig om det? Tager han store skridt, så jeg bare skal følge med? Hvis vi kan samarbejde, når vi danser, kan vi nok også, når vi ikke danser. Jeg kan også tydeligt mærke, om en mand er nervøs, for så spænder han musklerne i kroppen.

Ikke ensom

Rikke har haft flere kærester. Både seende og blinde. Lige nu er hun dog alene, men hun føler sig ikke ensom.

- Slet ikke. Lige da jeg blev blind, følte jeg mig meget som Palle alene i verden. Når jeg havde haft gæster, var det som om, jeg slet ikke havde haft besøg, fordi jeg ikke kunne se dem. Sådan er det slet ikke mere. En god kontakt med andre mennesker, handler jo i virkeligheden ikke om at se hinanden. Det handler om, at man er på bølgelængde og kan stille ind på hinanden.

Læs også om blinde Marius, der blev fri for mobberi

Hurtig til at mærke stemninger

Rikke er skarp til at stille ind på andre menneske. Det kan godt være, hendes øjne er lavet af plastic, men hendes antenner opfanger de mindste signaler.

- Jeg kan mærke stemninger meget hurtigt, siger Rikke, som af samme grund har meget svært ved at bede om hjælp.

- Jeg gider ikke være til besvær. Folk skal kun hjælpe mig, hvis de selv har lyst. Jeg man mærke med det samme, hvis jeg tapper dem for energi.

Man kan ikke være stille og genert som blind

Rikke kan dog klare mange ting selv. Faktisk har hendes blindhed givet hende nogle egenskaber, som hun ikke havde tidligere.

- Før var jeg meget genert og ville gerne iagttage folk, inden jeg sagde noget. Sådan har jeg det ikke i dag. Man kommer jo ingen vegne som blind, hvis man er stille. Man er nødt til at sige noget.

Rikke kan i den grad finde ud af at åbne munden og sætte ord på det liv, som jeg selv oplevede en kort stund, da jeg fik bind for øjnene. For mig var det en lettelse at se igen, men den mulighed har Rikke ikke. Til gengæld kan hun med sine antenner opfatte stemninger, dufte og lyde, som jeg er blind overfor.