Trine mistede sin søn på Utøya

At miste sønnen Diderik på Utøya har gjort, at Trine lever på en anden måde. I dag udsætter hun ikke ting, hun har lyst til. – Det er vigtigt at glæde sig over dagen i dag. Det er nu, vi lever, siger hun.

Dame sidder på græs. Har mistet sin søn på Utøya

Mandag den 18. juli 2011 tog hendes 19-årige søn Diderik Aamodt Olsen til Utøya. Det var hans andet år i træk, og han sad i arrangementskomitéen og havde en del at forberede og ankom derfor før de andre. 

Dagen før Diderik tog til Utøya, havde Trine bedt sønnen om at sætte en time af til at lege med sine mindre søskende. Det gjorde han med glæde. 

– Han var glad for dem. Og de var glade for ham. 

Pludselig, helt ud af det blå, hørte Trine et dumpt smæld, og hun mærkede gulvet vibrere. Så blev det helt stille. 

– Kan det være torden? tænkte hun, og da hun tændte for radioen, hørte hun nyheden om, at der havde været et bombeangreb i Oslo.

Hun ringede øjeblikkeligt til Diderik. 

– Det er bare en gaseksplosion, mor, beroligede han. 

Men kort tid efter ringede han tilbage.

– Der er nogen, som skyder her. Du må ringe til politiet. 

Trine var ud af sig selv, og først 20 minutter senere lykkedes det hende at komme igennem til politiet. 

– Det var frustrerende. Jeg ringede tilbage til Diderik og sagde, at jeg havde meldt det til politiet, og at han måtte holde sig i skjul. Jeg sagde, at jeg elskede ham. Det blev vores sidste samtale. 

Gang på gang ringede Trine til sin søn uden at få svar. Det blev midnat, og hun havde fortsat ikke hørt noget. Så begyndte hun at ringe rundt til alle sygehus­ene for at finde ham. 

– Men ingen kan hjælpe mig. Da jeg så i nyhederne, at man regnede med, at 80 mennesker var døde, knækkede jeg sammen på køkkengulvet.

Så var det alvor

Om lørdagen fik Trine besøg af præsten og lederen af kriseteamet, og nu gik alvoren op for hende. 

– Jeg havde håbet, at han havde overlevet. Det tog lang tid, før det gik op for mig, hvad der var sket. 

Om søndagen måtte Trine med til Sundvolden Hotel for at afgive en dna-prøve. De gennemgik liste på liste, men fandt ikke navnet Diderik. I bilen på vej hjem fik Trine et opkald fra politiet om, at sønnen var i live og befandt sig på et sygehus. 

Min jaloux kæreste dræbte min far

– Jeg kunne ikke tænke klart og var helt hysterisk efter at vide, hvor Diderik var. Efter to timer fik jeg så at vide, at politiet havde taget fejl. 

Efterfølgende fik Trine via overlevende at vide, at Diderik først befandt sig i forsamlingshuset, før han løb ud og gemte sig sammen med en gruppe andre. Tilfældigvis havnede han ved pumpehuset, hvor massemorderen til sidst fik ham lokket frem. Kort efter blev han fundet af en ven, der fik ham over i en båd, hvor han døde i favnen på en 15-årig på vej over fjorden til fastlandet. 

Janes store sorg: Enke som 27 årig

Pot og pande

Trine havde meget til fælles med sønnen på trods af aldersforskellen. De var begge optaget af bøger og af at diskutere dem. 

– Vi var pot og pande. Jeg savner de gode samtaler, vi havde, siger hun. 

– Han havde gang i så meget og engagerede sig altid. For ham havde døgnet ikke timer nok. 

4. august skulle Trine og sønnen være rejst til Grækenland. Dagen efter blev han begravet.  

– Forsamlingshuset var fyldt. Den lokale stortings­repræsentant, som kendte Diderik og fortsat sender blomster til mig hver jul, holdt en flot tale om, hvem Diderik var – både som menneske og politiker. 

Selv efter begravelsen kunne Trine ikke forstå, at sønnen var borte. Så hun unge mennesker langs vejen, så tog hun sig i at se efter ham. 

Thereses ven overvågede hende: filmede mig med skjult kamera

– Han var 1,91 høj. Havde langt hår og gik med lange frakker. Han var en type, man lagde mærke til. 

Tidligere smilte Trine ofte og længe. Nu er hun blevet mere alvorlig. 

– Jeg er ikke rigtig glad længere. Jeg har gode stunder, men den ægte glæde er borte. Sorgen er blevet mildere med tiden, men savnet efter alt det, som skulle blive, er lige så stort, siger hun

I dag lever Trine på en anden måde. Hun forsøger at finde den gamle glæde ved livet frem igen. Hun udsætter ikke ting, hun har lyst til. Om det er en rejse til Grækenland, en god middag eller købe noget til ungerne, som de har ønsket sig længe. 

– Det er vigtigt at glæde sig over dagen i dag. Det er nu, vi lever, siger hun.