Jeg ville bare elskes

Henriette voksede op på brune værtshuse og en tyk tåge af røg, og dagligdagen var præget af vold og druk. Som 15-årig tog den unge pige en drastisk beslutning. Hun løb væk hjemmefra. Det blev starten på et liv med hårde stoffer, selvmordsforsøg, indtil hun en dag traf sit livs beslutning.

Gregers Overvad

Luften er tyk af røg, og grinene af høje og ukontrolleret. Øllene bliver langet over disken i en lind strøm, og Henriette skiftes til at spille på maskinerne og sidde ved bordet, hvor hun kigger på sin mors øjne, der gradvist bliver mere og mere slørede. Præcis som de har gjort det så mange gange før. Hun ser, hvordan en mand nærmer sig. De snakker og griner, og kort tid efter bliver hun spurgt, om hun vil med op i lejligheden. Hun svarer ja, og da døren lukker bag dem, ser hun hvordan hendes mor bliver smidt på sengen. 

LÆS OGSÅ: Børnehjemmet blev min redning

– Kom herover, siger manden. 

– Jeg vil hjem til min far, siger Henriette med sin barnestemme. Men hun må ikke komme hjem til sin far. I stedet mærker hun et hårdt greb i sin arm. Hun bliver trukket ud på en altan, hvor døren bliver lukket, og i de næste timer kan hun se sin mor og den ukendte fulde mand hygge sig i sengen. Henriette var bare 6 år. 

Utryg i hverdagen

– Jeg bankede og råbte ude på altanen, men det nyttede ikke noget. Det var som om, at de ikke kunne høre mig, men det vidste jeg jo, at de kunne, så jeg blev først lukket ind igen nogle timer efter, fortæller den nu 24-årige Henriette Karlsen, der medvirkede i TV2-dokumentaren ”De Brændte Børn.”

Henriette voksede op på Amager i København. Da hun var omkring 5 år, blev hendes mor og far skilt, men der gik ikke lang tid, før hendes mor fandt en ny mand. 

Allerede dengang var alkohol en del af hverdagen, og når Henriette blev hentet fra børnehave, var hun ofte omgivet af alkohol og fulde mennesker. 

LÆS OGSÅ: Forladt af mor som 5-årig: Jeg følte mig værdiløs

På værtshusene sad hun og studerede de fulde mennesker eller spillede på de enarmede tyveknægte, og i lejligheden på Amager var stemningen ofte faretruende. Stemmerne var ophidsende, og jævnligt kunne Henriette høre, når hendes mor og stedfar var oppe og slås. 

– Jeg savnede nogen, der gav mig kærlighed. Nogen, der holdt om mig, og som tog mig seriøst. Jeg mente jo, at det var tydeligt, at jeg ikke havde det godt, men der blev ikke gjort noget, så i stedet begyndte jeg at gøre alt muligt mærkeligt for at få opmærksomhed, forklarer Henriette. 

LÆS RESTEN AF DEN GRIBENDE HISTORIE OM HENRIETTES LIV I UDE OG HJEMME, DER UDKOMMER DEN 20. APRIL 2016