Kenneth fra de brændte børn: Jeg tiggede mad som barn

Kenneth er vokset op med en mor på druk og stoffer. Han forbinder sin barndom med en masse tumult og flytninger. Som barn har han flyttet 36 gange. Han var tæt på at ende som sin mor, men traf en beslutning, der reddede hans liv.

Kenneth fra de brændte børn

Kenneth er stivnet i sine følelser. Al glæde, sjov og leg er gemt væk bag en stivnet facade, hvor det ikke er muligt at føle sig levende. Han er i underskud med at modtage omsorg fra voksne.

Sådan beskrives Kenneth som bare 10-årig i sine sagsakter. Kenneths familiealbum er udskiftet med tykke sagsmapper, der i detaljer beskriver en turbulent barndom.

En barndom, som han kun husker i bidder. Store perioder er fortrængt og revet ud af hukommelsen.

Nye skoler og skiftende adresser var hverdag for Kenneth. Han lærte hurtigt at tilpasse sig nye omgivelser. Inden Kenneth var fyldt 15 år, havde han pakket sit liv i papkasser og flyttet 36 gange.

Det var dog ikke nødvendigt med store flyttebiler, for familiens hjem bestod nærmest kun af senge, sofa og fjernsyn.

– Når man flytter så meget, når man aldrig at få et hjem. Det var bare et opholdssted, indtil vi skulle videre igen. Jeg har aldrig betragtet hjem som hjem. Det var noget, jeg ikke gad. Jeg ville hellere i skole eller lave ballade med naboen, fortæller 27-årige Kenneth Bæk Guul fra Aarhus, der medvirker i tv-dokumentaren ”De brændte børn”, der lige nu kan ses på TV2.

Kenneth kunne godt lide at gå i skole og få et pusterum fra den kaotiske hverdag i hjemmet. Udadtil var Kenneth klassens klovn, der altid var klar med en kæk bemærkning.

Men det var blot en facade. For indeni var han en lille usikker dreng, der hungrede efter voksenopmærksomhed. Han havde aldrig legekammerater med hjemme, fordi han var flov over sit hjem. 

Flere gange kom han i skole med snavset tøj og uden madpakke. Han var ikke vant til, at der var nogen, som stod tidligt op og smurte leverpostej- og spegepølsemadder til madpakken.

Derfor har Kenneth også flere gange været ude og tigge mad fra nabogårdene som ganske lille. Han husker svagt episoder som disse, men har fået udfyldt sorte huller ved at dykke ned i sin barndom og læse de mange sagsakter.

Han husker dog tydeligt den lokale pølsevogn i Malling, som både gav tøj og en kradser til Kenneth og hans to søskende, når de kom forbi med knurrende maver.

Læs også: Jeg har svigtet mine børn

Alene hjemme

Da Kenneth var lille, var han ikke klar over, at han skilte sig ud fra sine klassekammerater. For ham var det blevet hverdag, at moren ikke lavede aftensmad eller læste godnathistorier før sengetid.

– Det var min hverdag, og jeg kendte ikke til andet. På den måde vidste jeg ikke, hvor slemt det var. Jeg vidste godt, at jeg var anderledes end mine kammerater. Jeg havde ikke nye sko, eller bare sko, der passede, fortæller Kenneth.

Da Kenneth var lille, kunne der sagtens gå flere dage, hvor han ikke så sin mor. Dagene kunne også sagtens blive til uger, hvor han ikke vidste, hvor moren var. Men for Kenneth var der ikke den store forskel på, om moren var hjemme eller ej.

– Det var ikke anderledes, når min mor ikke var der. Hun lavede aldrig aftensmad eller puttede os, hvis hun var hjemme. Det har vi altid klaret selv, fortæller Kenneth.

Selv om Kenneths mor ikke var hjemme til at passe Kenneth, følte han sig aldrig alene. Han havde nemlig sin storesøster og lillebror.

Når moren ikke var hjemme, var det den fire år ældre storesøster, der lavede mad og afleverende brødrene i skole og børnehave.

– Min søster har altid været som en mor for mig. På den måde har vi ikke haft et søskendeforhold. Jeg har altid haft stor respekt for hende og set op til hende. Hun er den person i verden, som jeg har størst respekt for, siger Kenneth, der ofte ser sin storesøster i dag.

Men en dag blev der pludselig vendt yderligere op og ned på Kenneths liv. Hans faste holdepunkt søsteren blev fjernet og kom i familiepleje, da Kenneth var 10 år. Pludselig var han den voksne, der stod med ansvaret for lillebroren.

– Jeg blev familiens overhoved og skulle tage vare på os. Det faldt mig egentlig meget naturligt, for jeg har altid set min søster gøre det. Man lærer hurtigt at lave mad. Det med at vaske tøj var ikke noget, vi gjorde, fortæller Kenneth, der i dag er flittig med vaskemaskinen.

Men forholdene blev dog ikke bedre, efter søsteren var flyttet. Det var nærmest på daglig basis, at Kenneth fandt sin mor i sengen, hvor det var svært at få liv i hende.

Og når døren til soveværelset var lukket, krøb Kenneth ind under dynen, for han vidste godt, at enten havde moren besøg eller også var hun ved at tage narko. 

– Efter min søster flyttede, eskalerede det hele. Det hele blev mere voldsomt med flere mænd, narko og flytninger. Det hele tog overhånd. Det var nærmest på daglig basis, at min mor var beruset, husker Kenneth.

Når det hele blev for voldsomt og kaotisk bag rækkehusets fire vægge, flygtede Kenneth ud under åben himmel på sin cykel. Han elskede at cykle og har brugt mange timer på at cykle frem og tilbage ad de snoede veje, så hovedet kunne få en pause fra tankemyldret.

Læs også: Jeg troede jeg gav min søn gift

Mange plejefamilier

Kenneth skal bruge flere hænder for at tælle, hvor mange plejefamilier, aflastningsfamilier og børnehjem, som han har pendlet imellem som barn. Men hver gang han kom til en plejefamilie, er han altid kommet tilbage til sin mor, selv om han foretrak de mere rolige omgivelser hos plejefamilierne.

– Min mor kendte systemet og kunne snøre sagsbehandlerne. Udadtil var hun en flot dame, der var god til at holde en facade. Vi har været pengemaskiner, så hun kunne få børnepenge. Når der var lavvande i kassebeholdningen, skulle vi hjem igen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi blev brugt som brikker, for det var altid sidst på måneden, at vi kom hjem, fortæller Kenneth, der i dag ikke har set sin mor i 12 år.

Som 13-årig kom Kenneth i en fast plejefamilie, hvor han var i længst tid. Her var kaos og usikkerhed erstattet med kærlighed og faste rammer. Men for Kenneth var det alligevel svært at finde sig til rette i de nye omgivelser.

– Jeg var noget af en mundfuld. Men jeg kan huske, at jeg gjorde alt for at passe ind. Det var noget af en omvæltning at komme fra den laveste sociale klasse til et hus på 380 kvadratmeter med bordtennis, en stor have og to biler, siger Kenneth.

Vild ungdom

Kenneth formåede aldrig at falde til ro og flygtede fra plejefamilien efter to år. En ungdomsinstitution blev Kenneths nye base, hvor det for alvor begyndte at gå ned ad bakke. Han fik dårligt selskab af de forkerte, og       hashen fik følgeskab af hårde stoffer.

Flere pædagoger mislykkedes med at få Kenneth på rette kurs, selv om de arrangerede et forløb på Skoleskibet. Det kunne have været Kenneths redning, men det gik ikke helt efter planen.

Kenneth kom aldrig af sted på de store verdenshave med Skoleskibet. To uger inden afgang fra kajen røg Kenneth i fængsel for væbnet røveri. Og det blev ikke sidste gang, at Kenneth røg bag tremmer. Livet med stoffer fortsatte, og han røg ind og ud af kriminalitet. 

– Jeg traf en masse forkerte valg og røg for meget hash og narko. Jeg havde et stort skræmmebillede og har altid tænkt, at jeg ikke vil ende som min mor. Alligevel tog jeg de samme valg som hun. Det har jeg altid hadet mig selv for, fortæller Kenneth, der var fast besluttet på at ændre sit liv.

Vendepunktet blev, da han lå helt bleg og livløs på en sofa. Han kunne genkende billedet fra sin barndom, hvor han så mange gange har fundet sin mor bevidstløs på sofaen.

Forskellen var bare, at det denne gang var ham selv. Her fik Kenneth en øjenåbner, for han ville ikke gentage mønstret fra sin mor. Han ville leve livet. 

– Det, som ændrede sig, var ikke de valg, jeg traf, men derimod de mennesker, som jeg skuffede ved mine valg. Jeg fik dårlig samvittighed over for de mennesker, som ville hjælpe mig. Det påvirkede mig, at jeg ikke kunne holde, hvad jeg lovede, forklarer Kenneth.

Læs også: Jeg var sexslave og spærret inde i en bunker

Hjælper andre unge

I dag er Kenneth på rette kurs og har en ren straffeattest. Han har et fast arbejde som tjener på Oslobåden og har fundet ro i sit voksenliv. Lige nu går han med planer om at holde oplæg for socialrådgivere, så han kan give indsigt i systemet indefra set med et barns øjne.

– Jeg håber, at jeg kan være med til at lukke huller i systemet, så ingen skal udsættes for det, jeg har været igennem. Jeg vil gerne gøre en forskel på det sociale og hjælpe andre, fortæller Kenneth, der brænder for at gøre en forskel for andre unge på kanten.

Kenneth drømmer også om at få børn i fremtiden, så han kan give dem en bedre barndom, end det han selv husker tilbage på.

– Jeg vil gøre alt for, at mine børn ikke får den opvækst, som jeg har fået. Jeg bliver en hønefar. Jeg tror ikke på, at man ikke kan bryde den sociale arv. Det er et spørgsmål om at være stædig og tage ansvar for sig selv og sine handlinger, fortæller Kenneth, der ser lysere på fremtiden.