Ulykken tog min kæreste

Anne-Sophie var en travl landmandspige med to job, en masse dyr og en elsket kæreste. Men den 29. november 2014 blev lykke vendt til mareridt, da hun sammen med kæresten blev påkørt . Ved ulykken mistede han livet, og efter flere måneders koma skulle den unge kvinde starte forfra på livet.

Ulykken tog min kæreste
Foto: Gregers Kirdorf

Ulykken tog min kæreste

– Hvad er der sket med Niels? 

Anne-Sophie ligger i sengen på hospitalet ude af stand til at bevæge sig. 150 dages dyb koma har visket mange minder væk, og ulykken kan hun ikke erindre. Hvorfor hun ligger i sengen på hospitalet og ikke kan bevæge sin krop, ved hun ikke. Hun ved bare, at det velkendte ansigt gennem tre år ikke er ved hendes side.

På en stol ved siden af sengen sidder hendes mor og våger over hende, og selv om hun har frygtet den dag, spørgsmålet kom, skal Anne-Sophie vide, hvad der er sket med den mand, som hun elskede højt. 

–  Niels er død, siger hendes mor. 

Anne-Sophie kigger på hende. Siger ikke noget, men nikker i stilhed. 

– Jeg tænker på ham 
hver dag, siger 27-årige Anne-Sophie Kjær Haurum fra den midlertidige bolig i Hedensted. 

LÆS OGSÅ: Tanjas sorg: Min mand blev en anden efter ulykken

I tre år havde Anne-
Sophie og Niels været kærester, og sammen boede de på en gård, de lejede af Niels’ mor. Hverdagen var altid tætpakket, for med hunde, køer, heste og to job var der ikke megen tid til at sidde og slappe af. 

Ridningen var Anne-Sophies store passion, og i løbet af årene vandt hun mange konkurrencer. Livet flaskede sig, som hun ønskede, og drømmen om at få børn med sin elskede lå ikke fjernt fra hende. 

Men den 29. november skulle vise sig at være dagen, hvor livet blev vendt på hovedet for Anne-Sophie.

Hvorfor hun og Niels gik på vejen i tusmørket, da en bil kom kørende, husker hun ikke. Hun blev slynget 31 meter, da bilen ramte. Hun spinnede rundt som en centrifuge, og da hun ramte jorden, fik hun et hårdt slag i hovedet.

Niels blev dræbt på stedet, og da Anne-Sophie ankom til kommunehospitalet i Aarhus, var øjnene lukkede og fremtidsudsigterne dystre. 

Hospitalets hvide vægge var kulissen for den indre kamp, Anne-Sophie kæmpede. Slanger smygede sig overalt på hendes krop, og en ventil i hovedet sikrede, at trykket ikke blev for højt. Lægerne ville ikke spå om Anne-Sophies fremtid, men familien sad ved hendes side og bad til, at hun igen ville vågne. 

LÆS OGSÅ: Martine kørte galt: Jeg måtte lære at gå og tale

Bevidsløs i 150 dage

Efter en måned åbnede Anne-Sophie sit venstre øje, men først 150 dage senere var hun ved fuld bevidsthed. Om Anne-Sophie igen ville blive den samme pige som før, vidste ingen.

– Jeg kunne genkende de mennesker, der var omkring mig. Men jeg anede ikke, hvad der var sket. Jeg havde ingen erindring om ulykken, og det gik hurtigt op for mig, at det var alvorligt, for jeg kunne ikke andet end at bevæge øjnene, fortæller Anne-Sophie. 

Fra den dag skulle hun lære alting forfra. Hun fik sondemad, kunne ikke gå på toilettet eller fortælle om de tanker, hun havde om det hele, og da hun efter en måned tog sig mod til at spørge ind til sin kæreste, var svaret hjerteskærende. 

Billeder fra Begravelsen

– Da min mor sagde, at han var død, troede jeg ikke på det i begyndelsen. Det var først, da jeg så billeder fra begravelsen, at det for alvor gik op for mig. 

Midt i sorgen over tabet af Niels besluttede Anne-Sophie sig for at kæmpe sig tilbage til livet. Først var det få ord, der kunne komme over hendes læber, til sidst var det hele sætninger, og da hun blev overflyttet til Hammel Neurocenter efter et halvt års indlæggelse, var målet at komme til at gå igen. 

Men sorgen over Niels fyldte meget hos Anne-Sophie, og når hun lå i sengen om aftenen, fik tårerne frit løb. 

Behandlet som barn

– Jeg savnede ham, og jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne de ting, jeg havde kunnet før. Det var nogle dage, hvor det var rigtig svært at holde modet oppe, forklarer hun. 

Ulykken havde givet Anne-Sophie en svær hjerneskade, og hendes ene ben og bækken var svært medtagede, men hver dag stod hun op og kæmpede endnu mere end dagen før. 

Lægerne kaldte Anne-
Sophie et mirakel, og da 
hun i februar i år tog sine første skridt, havde hun bevist, at det hårde arbejde havde båret frugt. 

– Hver morgen jeg stod op, valgte jeg at tænke positivt. Jeg vidste, at jeg ikke kom nogle vegne, hvis jeg bare lagde mig ned og havde ondt af mig selv, siger Anne-Sophie, der dog havde det svært med, at folk så på hende anderledes end før. 

LÆS OGSÅ: Familien får 440 millioner kroner i erstatning

– Bare fordi, at jeg ikke kunne udtrykke mig så godt som før, var det som om, at jeg ikke var lige så intelligent. Jeg følte nogle gange, at jeg blev behandlet som et barn, og det var enormt frustrerende, fortæller Anne-Sophie.

De første ord

Efter genoptræningen i Hammel blev hun overflyttet til Bytoften i Herning – et rehabiliteringscenter for folk med senhjerneskader. Her fik hun finpudset sin motorik, og da hun en dag satte sig ved computeren og skrev sine første ord, var det en kæmpe sejr.

– Jeg skrev ”god røv – god weekend”. Mine første ord, og jeg var virkelig glad. Det har betydet rigtig meget for mig, at jeg kan skrive og udtrykke mig på den måde. Det kan jeg også mundtligt, men nu er jeg bedre til det skriftligt. 

Som tiden gik, blev Anne-Sophie mere og mere mobil. Et skridt blev til flere, og stædigheden efter at kunne klare sig selv gjorde, at kørestolen kun blev brugt sjældent. 

Hun har igen været oppe og ride, og hun nyder igen at kunne mærke friheden og hestekræfterne, som altid førhen havde gjort hende lykkelig. 

For kort tid siden flyttede Anne-Sophie tilbage til Hedensted, hvor hun boede med sin kæreste, da ulykken ramte dem. Den store gård er skiftet ud med et bosted, hvor hun kan få hjælp til de ting, hun stadig ikke kan i hverdagen, men drømmen om at få sin selvstændighed tilbage og bo for sig selv lever i bedste velgående.

Hver dag træner hun sine muskler, så især det ene ben og ene hånd kan blive mere mobil, og på væggene i den lille lejlighed bliver hun konstant mindet om, hvad det er, hun kæmper for. Her hænger billederne af livet med hendes heste og hendes elskede hund, som hun en dag gerne vil have ved sin side igen.

Har tilgivet bilisten

– Hver dag, når jeg står op, siger jeg til mig selv, at jeg skal tænke positivt. Jeg kigger mig i spejlet og siger det højt. Nogle dage er det sværere end andre, men jeg ved bare, at jeg ikke får noget ud af at være negativ, siger Anne-Sophie.

Hun har aldrig tænkt på chaufføren i bilen som et dårligt menneske.  

– Jeg er ikke bitter, og jeg har tilgivet alt, hvad der er sket. Jeg kan have et par timer, hvor jeg tænker over, hvad der er sket, og så kan jeg blive ked af det, men så hiver jeg mig selv op igen. Det andet kan jeg ikke bruge til noget, siger hun fra lejligheden i Hedensted, som hun håber er det sidste stop, før hun kan komme i egen lejlighed.  

LÆS OGSÅ: 9-årig pige dræbt i trampolin-ulykke

To nye venner

Ude på den lille terrasse ved lejligheden er der sat et foderbræt op, og Anne-Sophies øjne standser ved det. Øjnene smiler. 

– Hver dag kommer der to solsorte. Den ene hedder Otto, og den anden hedder Ditte, og de er kærester. Jeg giver dem mad, og jeg betragter dem som mine venner. Jeg tror på, at jeg må finde de små ting i hverdagen, der gør mig glad, og de minder mig om, hvad jeg også gerne selv vil, siger Anne-Sophie, der selv om hun savner Niels hver dag, ikke har mistet håbet om en dag at få hus, mand og børn. 

– Jeg besøger tit Niels. Vi elskede at drikke en øl sammen, så når jeg tager ned på kirkegården til ham, tager jeg en øl med. Det er jeg sikker på, at han sætter pris på.