Virkelighedens Dicte: Bilhandel endte med 24-årigs død

Ekskæresten har ringet forgæves flere gange, så nu ulmer uroen i hendes mave. Sammen med en ven og en hund går hun ned i kælderen i et lejlighedskompleks på Nørrebro i København for at lede efter ham. Og her gør hunden voldsomt og trækker i snoren. Her fortalt af virkelighedens Dicte, Stine Bolther, der dækkede sagen for Ekstra Bladet.

Virkelighedens Dicte - Bilhandel endte med død
Foto: Gregers Overvad

Virkelighedens Dicte

Igennem mine mange år som kriminalreporter har jeg dækket alle typer drabssager, og nogle står klarere i hukommelsen end andre.

Denne sag er en af dem, jeg aldrig glemmer. For det var så modbydeligt, så tilfældigt og så uretfærdigt, at en 24-årig mand skulle dø, blot fordi han havde sat sin bil til salg i Den Blå Avis. Det var også grusomt, så velovervejet og planlagt selve drabet var.

LÆS OGSÅ: Virkelighedens Dicte: Hun lukkede selv sin morder ind

Efter liget af den 24-årige ingeniørstuderende er fundet i kælderen, sætter politiet en ren menneskejagt i gang i hjertet af vores hovedstad.

Hvem har slået ham ihjel, og hvor er gerningsmanden eller mændene nu? Og hvad med bilen     – en mørkeblå BMW med flotte fælge, som den dræbte har haft til salg?

Kælderen, han bliver fundet i, ligger under den lejlighed, som den 24-årige indtil for nylig har boet i med nogle venner og en kæreste. De to er imidlertid gået fra hinanden, og han er flyttet ud.

På den skæbnesvangre torsdag aften har han stukket hovedet forbi vennerne i lejligheden og sagt, at han skal mødes med en potentiel køber til sin bil. Han griber et ekstra sæt bilnøgler og forsvinder igen. Det er sidste gang, de ser ham i live.

LÆS OGSÅ: Virklighedens Dicte: Liget i kummefryseren

Et par timer senere skriver både ekskæresten og den nye kæreste til den 24-åriges mobil. Og efter noget tid får de svar.

Men svaret får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dem. For det er tydeligvis ikke den 24-årige, som sidder i den anden ende og taster. Sproget er både stavet og formuleret på dårligt dansk.

Noget må være sket. Den 24-årige er heller ikke mødt op til en aftale, han har samme aften, og så begynder vennerne at lede efter ham.

Melder sig selv

Omkring klokken 23.30 torsdag den 10. april 2003 gør de det uhyggelige fund af deres ven. Dér i kælderen liggende på maven, fuldt påklædt og med noget tøj kastet hen over sig, Død. Stranguleret og efterladt.

   Politiets intense jagt på gerningsmanden fører dem på sporet af den blå BMW, som bliver fundet ganske tæt på Nørreport Station. Motoren er stadig varm, men trods en intens jagt på føreren, kan politiet ikke finde ham. Men han ved, de leder efter ham, så han ringer selv til politiet og spørger, hvorfor de leder efter ham.

– Vi vil sigte dig for drab, får han at vide.

– Okay, så kommer jeg lige ind, svarer han og møder kort efter op på politigården i København.

Teorien er i begyndelsen, at der må have været to gerningsmænd, men efterforskningen viser, at den 22-årige har handlet på egen hånd. Faktisk endte politiets efterforskning med, at de ikke kunne finde et eneste konkret bevis på, at den 22-årige mand var gerningsmanden. En lang, lang række indicier er dog med til at tegne en klar pil, som peger på ham.

Han nægter sig fra begyndelsen og hele vejen igennem skyldig i drabet, men han spænder ben for sig selv ved hele tiden at skifte forklaring.

F.eks. er der flere forklaringer på, hvorfor han samme dag, som drabet bliver begået, har købt en lædersnor i en jagtbutik. En snor, som passer til det reb, den 24-årige er blevet stranguleret med.

Tre minutters pres

Da Østre Landsret behandler sagen i november samme år, kommer det frem, hvordan den 24-årige bilsælger formentlig er ham, vidner ser hjælpe køberen med at bære fælge op til sin egen bil, før han i kælderen bliver overfaldet og dræbt.

Jeg sidder i retten og oplever, hvordan statsadvokat Anne Birgitte Stürup holder sin procedure og meget tydeligt viser, hvor bevidst en handling drab ved kvælning er.

For det er ikke bare, som vi har set det i actionfilm, hvor gerningsmanden holder sit offer lidt om halsen og trykker til et par sekunder. Nej, du skal være meget mere tålmodig, hvis du skal være sikker på, at dit offer dør. Faktisk skal presset holdes i mindst tre minutter. Ellers ”risikerer” du, at ofret vågner op igen.

LÆS OGSÅ: Mor var min kidnapper

Derfor holder statsadvokaten en 3 minutter lang pause, hvor der intet sker. Vi sidder bare helt stille i retten og tænker over, hvor lang tid tre minutter egentlig er. Det er virkelig lang tid. Der er masser af tid til at fortryde og slippe sit greb, hvis det er det, man vil. Men det ville gerningsmanden i sagen ikke.

Han holdt sit greb, og den studerende døde.

En far i sorg

I retten møder jeg flere af den afdødes familiemedlemmer og venner. De er mange, og de støtter hinanden i Østre Landsret.

Men der er også en anden til stede i retten, som ikke har nogen at støtte sig til eller snakke med i pauserne. Det er drabsmandens far.

Måske er det første gang i min karriere, at det går op for mig, hvor mange ofre der er i en drabssag. Ikke alene alle dem, der kendte og elskede den dræbte. Men også alle dem, der kender og holder af gerningsmanden.

Den her far sidder på bagerste række og gør ikke meget væsen af sig. Det er dog tydeligt for enhver, at også han er i stor sorg. Sorg over det, hans søn har begået. Sorg over den unge mand, som måtte lade livet under hans søns kvælertag. Og sorg over, at også han har mistet sin søn. Ikke til døden, men til en tilværelse bag tremmer og med et liv på samvittigheden.

– Vend dig om og se mig i øjnene, råber lillebroren til den afdøde, da Østre Landsret afslutter sagen ved at idømme drabsmanden 16 års fængsel på drabet. Drabsmanden vender sig dog ikke om, og lillebroren bliver tysset ned af sine nærmeste.

LÆS OGSÅ: Mand snød abortpille i sin gravide kæreste

Jeg beskriver det hele i Ekstra Bladet, og noget tid efter dommen er faldet, kommer jeg gående på vej til arbejde på Rådhuspladsen i København. Jeg går i mine egne tanker, da en bil med høj fart drøner rundt om hjørnet, og ud af bilen kommer en mand løbende hen mod mig. Jeg kan ikke genkende ham, og jeg når ikke at tænke videre.

Så får jeg en krammer, mens han siger:

– Tusind tak, fordi du også lyttede til mig og beskrev sagen fra begge sider.

Manden var den morddømte mands far.