Test dig selv: Er du særligt sensitiv?

At være særligt sensitiv bliver ofte misforstået og set som en svaghed i den vestlige kultur, men hvis følsomheden bruges rigtigt, er der mange fordele. Her får du gode råd til at tackle din eller dine venners sensitivitet.

Kvinde, der er særlig se sensitiv

Har du altid følt dig anderledes? Er du ekstra sensitiv over for lyde, lugte og andre folks følelser eller er nyhedssøgende? Særligt sensitive mennesker har et mere fint indstillet sanseapparat end andre.

De har brug for mere tid alene og bliver nemmere overstimuleret. Dufte, lyde, smag, smerte, varme og kulde opleves mere intenst, de har en større indlevelsesevne, er mere følsomme og er derfor gode til at sætte sig ind i andres følelser. Måske oplever du det samme? De følgende spørgsmål kan hjælpe dig til at få svar på, om du er særligt sensitiv.

Jeg er opmærksom på detaljer og nuancer i mine omgivelser.
Andre menneskers humør påvirker mig.
Jeg er tilbøjelig til at være meget følsom over for smerte.
Jeg kan have brug for at trække mig tilbage fra folk, hvis jeg har særligt stressede dage.
Jeg er særligt sensitiv over for virkningen af koffein.
Jeg bliver let overvældet af ting som f.eks. klart lys, stærke dufte, grove tekstiler eller lyden af en alarm eller ambulance.
Jeg har et rigt indre liv.
Jeg føler ubehag ved høje lyde.
Jeg bliver dybt berørt af kunst og musik.
Jeg er samvittighedsfuld.
Jeg bliver let forskrækket.
Jeg bliver let bragt ud af fatning, når jeg har meget at gøre på kort tid.
Når mennesker føler sig utilpasse i de fysiske omgivelser, har jeg ofte en fornemmelse af, hvad der kan få dem til at føle sig bedre tilpas.
Jeg bliver generet, når mange mennesker forsøger at få mig til at gøre mange ting på en gang.
Jeg anstrenger mig for at undgå at begå fejl og glemme ting.
Jeg undgår helst voldelige film og tv-udsendelser.
Jeg bliver opbragt, når der sker meget omkring mig.
Når jeg bliver sulten, får jeg en stærk reaktion, som forstyrrer min koncentration og mit humør.
Jeg bliver rystet over forandringer i mit liv.
Jeg bemærker og nyder udsøgte dufte, smagsoplevelser, lyde og kunstværker.
Jeg forsøger at prioritere mit liv, så jeg undgår oprivende og overvældende situationer.
Når jeg skal konkurrere eller bliver observeret, mens jeg udfører en opgave, bliver jeg så nervøs, at jeg gør det langt værre, end jeg ellers ville.
Da jeg var barn, mente mine forældre og lærere, at jeg var genert.

Det viser testen

Hvis du kunne sige ja til tolv eller flere af udsagnene, er du sandsynligvis særligt sensitiv. Hvis kun et eller to udsagn er sande om dig, men i allerhøjeste grad er sande, kan du også have grund til at kalde dig selv særligt sensitiv eller HSP (highly sensitive person).

Kilde: ”Særligt sensitive mennesker” af psykolog og forsker Elaine Aron.

Har du også et barn, der er særlig sensitiv? Så få gode råd til at tackle det her

5 råd til særligt sensitive

1. Accepter dig selv
Fokuser på alle de fordele, der er ved at være særligt sensitiv. Tænk på den gave, du har fået, som giver dig mulighed for at opleve verden langt mere
intenst end dine omgivelser.

2. Skab gode rutiner
Start og slut din dag med at skabe ro om dig selv. Du kan f.eks. meditere eller lytte til musik, der virker beroligende på dig. Resten af dagen bliver påvirket af en god og afslappende start, og din nattesøvn vil blive bedre, hvis du giver dig selv tid til at finde indre ro om aftenen. Sørg for at spise sundt og sove nok.

3. Sæt tid af til dig selv to gange om ugen
Du skal bruge mindst en time, hvor du laver noget, der gør dig glad. Skab ro omkring dig selv. Lav en god kop te. Gå eller løb en tur ad en naturskøn rute.
Tag et varmt bad og massér dig selv med olier, der er tilsat beroligende urter som jasmin og lavendel.

4. Undgå for mange indtryk på en gang
Hvis du skal i biografen, så prøv at gøre det om eftermiddagen, hvor der ikke er så mange mennesker. Gå på restaurant, før alle de andre gæster kommer. Planlæg din dag, så du kan tage til og fra arbejde, inden myldretiden sætter ind.

5. Behagelig arbejdsplads
Vælg et job, hvor du selv har mulighed for at styre arbejdspresset. Indret din arbejdsplads, så der er rart at være. Start hver morgen med at planlægge dit arbejde, så du undgår for mange overraskelser og stress i løbet af dagen.

Lene Beiers dreng er særlig sensitiv

5 råd til pårørende

1. Accepter, at I er forskellige
Særligt sensitive er ikke hysteriske eller overfølsomme. Kræv ikke af dem, at de bliver ligesom dig.

2. Giv særligt sensitive ro
Måske elsker du at shoppe lørdag formiddag, tage i Tivoli fredag aften eller arrangere sommerhustur for alle vennerne. For særligt sensitive kan det være en udfordring med aktiviteter, der byder på mange indtryk. Vis forståelse for, at særligt sensitive måske ikke har samme behov som dig.

3. Nyd godt af særligt sensitives blik for kunst og æstetik
Særligt sensitive oplever kunstudstillinger, teaterforestillinger og musik meget intenst. Ofte opfatter de helt intuitivt det smukke og enestående i et kunstnerisk værk. Lad dig inspirere af de særligt sensitives oplevelser og måder at se verden på.

4. Vær stille sammen
Særligt sensitive har brug for at trække sig tilbage for ikke at blive overstimuleret. Lav aktiviteter sammen, som skaber ro, også for dig. I kan f.eks. gå til yoga sammen, meditere, få massage eller bare være sammen uden nødvendigvis at tale sammen.

5. Tilgiv særligt sensitive
Når særligt sensitive bliver overstimuleret, kan de blive meget afvisende, ophidsede og vrede. De vil have brug for at trække sig tilbage og finde ro for at blive sig selv igen.

Kilde: Ted Zeff, drtedzeff.com