Meningitis skyld i søns død: Nu vil mor og far redde liv

Hans havde meningitis, og blev indlagt efter et døgn. Desværre var det for sent. Han blev kun 17 år, og hans forældre står nu frem for at forhindre, at andre unge risikerer at dø. Hvis den næste, der ringer til 1813, bliver reddet, har deres søns død ikke været nær så meningsløs, forklarer Jackie og Ivar.

Meningitis dræbte forældrene på billedets søn

Meningitis har forskellige symptomer

 Det kan ikke være rigtigt, at deres store dygtige søn skulle dø, uden at der kommer noget som helst ud af det.

Det er Jackies og Ivars forklaring på, hvordan de kan finde kræfterne til at fortælle om Hans’ sidste døgn og advare om den dødelige sygdom, som tog hans liv på bare et døgn.  

– Det er vores mission at prøve at redde andre. Det trøster os, at vi allerede nu kun ni måneder efter kender til to tilfælde, hvor et ungt menneske med meningitis er blevet behandlet i tide, fordi nogen havde hørt om, hvorfor vores søn døde.

En ung mand fra Vejle og en pige fra Amager blev reddet. Symptomerne på meningitis hos unge mennesker kan være meget forskellige fra symptomerne hos små børn, og derfor er det så vigtigt at informere om, hvad man skal være opmærksom på, når unge bliver syge.

Læs om Melissas søn, der havde meningitis

Mange tænker kun på nakkestivhed, feber og prikker på huden som tegn på meningitis. Men hos unge er der oftere smerter i benene, opkast og migrænelignende smerter.

Hans havde sit livs værste hovedpine, sagde han, men han kastede kun op et par gange, og så havde han ondt i benene. Det havde to andre unge mænd, der ligeledes døde af meningitis kort tid efter Hans også, forklarer 56-årige Ivar Petersen, der arbejder som forretningsudvikler i en bank. 

Han og Jackie anede ikke uråd, da deres 17-årige søn Hans blev syg om formiddagen nytårsaften. Det var meningen, at Hans skulle have fem venner på besøg som vært til deres nytårsfest. De skulle have sushi, og Jackie havde givet sin søn lov til at holde festen i stueetagen i stedet for gildesalen i kælderen. Hun og Ivar skulle over til naboen og fejre nytår, og efter midnat ville flere af Hans’ venner dukke op til fest i deres hus.

– Hans holdt for sig selv, at han havde det dårligt om formiddagen. Han og hans bedste ven Kri hentede sushien efter frokost, og først der sagde Hans, at han ikke havde det så godt. ”Jeg tror, jeg går ind og lægger mig”, sagde han bare. Da han lidt senere kom ud fra sit værelse, havde han fået det værre, og han skulle brække sig. Kri hjalp ham, da han kastede op, og de blev enige om at aflyse festen hos os, fortæller 54-årige Jackie Petersen, der arbejder som sosu-hjælper.

 Hverken hun eller Ivar var urolige for deres søn på det tidspunkt. Heller ikke, da han pludselig sagde: ”Jeg tror, jeg har meningitis”.

Ivar spurgte, hvorfor Hans dog troede det, og Hans svarede, at han har migræne og ondt i nakken. Da ringede Ivar til lægevagten første gang.

På billedet ses Hans.

Alt gik galt

–Jeg beskriver Hans’ symptomer. At han har voldsom hovedpine og ondt i nakken og ledene. Personen i den anden ende mener, at det må være influenza, og instruerer Ivar i at ringe igen, hvis Hans pludselig får det bedre, for kun at få det endnu værre endnu. Når jeg tænker tilbage, så var hendes spørgsmål til mig jo utilstrækkelige. Hun spurgte ikke ind til hans hovedpine, og selv om hun spurgte, om Hans havde pletter, så spurgte hun ikke, om jeg havde tjekket hele hans krop. Han kunne have haft pletter på ryggen, men det kunne vi jo ikke se. Vi kiggede på hals, hoved og hænder. Hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, havde jeg bedt ham om at smide alt tøjet, og så havde jeg undersøgt ham grundigt, siger Ivar.

Han får tårer i øjnene ved tanken om den dag.

Alt det, der ikke måtte gå galt, gik galt. Og selv om Ivar og Jackie siden har fået bekræftet af patienterstatningen, at der skete mange fejl, da de kontaktede 1813, og at Hans overvejende sandsynligt havde overlevet, hvis visitationen havde været korrekt, hjælper det dem ikke spor.

Til gengæld trøster det en lille smule, at det forhåbentlig kan redde andres liv, hvis systemet erkender fejlene, og fejlene dermed bliver rettet.

Ivar og Jackie har intet behov for at pege fingre af eller udstille de to mennesker, som begik fejlene. De forestiller sig, at det skader mere, end det gavner. Hvis folk ikke tør at stå ved, at de har gjort en fejl, så vil ingen lære af den fremadrettet.

Stadig dårligere

Nytårsaftens dag overvejede Ivar og Jackie at tage deres syge søn med til naboens nytårsfest for at holde øje med ham. De måtte næsten smide vennen Kri ud, så han også kunne fejre nytår. Han ville helst blive hos Hans, men fik sushien med til vennerne, og de fandt et andet sted at være.

Hans lagde sig på sit værelse, og Ivar og Jackie gik over til naboen, efter Ivar havde givet Hans et par panodiler, som 1813-damen havde anbefalet. Hans havde nok bare influenza, troede både Ivar og Jackie. Det dør man ikke af.

 Mellem forret og hovedret gik Ivar hjem for at se til sønnen. Han lå i sin seng og sov, men han vågnede og talte med sin far. Han havde det stadig meget dårligt, sagde han.

Ivar bad sin søn sove videre og vendte tilbage til ham mellem hovedretten og desserten. Denne gang vågnede Hans ikke af sig selv, så Ivar måtte vække ham. Det var stadig det samme, sagde Hans. 

 Da Ivar og Jackie tog hjem fra nytårsfesten klokken halv to, kiggede Ivar til Hans igen. Han bad om at få to panodiler mere, hvilket han fik, hvorefter forældrene gik i seng.

Klokken fire om natten vågnede Ivar og opdagede, at Hans havde forsøgt at ringe til ham et minut tidligere. Han skyndte sig ind til sin søn. Hans ville gerne have to panodiler mere, men han fik kun slugt den ene og spyttede den anden ud igen. Så dårligt havde han det. Ivar gik tilbage i seng for kun at vågne igen lidt over fem.

Hans var vågnet med me-get stærke smerter. I stedet for at kalde på sine forældre tog han et brusebad og ringede selv til 1813. Der fik han fat i den samme kvinde. Det kom senere frem, at hun ikke er læge. Hun er jordemoder.

På hendes tjek-liste over symptomer på meningitis står der: ”tjek for petekkier”(små prikker, der ikke går væk, når man trykker på dem, red.), men hun vidste ikke, hvad det er, så hun sprang det punkt over. Hans fortalte selv om sine prikker, og hun bad ham sende billeder af dem til hende, så hun kunne vise dem til en læge. Lægen sagde, at han ikke vidste, hvad prikkerne var, men at det så alvorligt ud, så de måtte hellere få patienten ind. ”Han skal akut indlægges” sagde lægen til jordemoderen.

Men det var også en fejl, for ordren er ikke korrekt formuleret. Jordemoderen har ikke nogen procedure at følge ved sådan en ordre, har Ivar senere fået oplyst. I stedet bad hun Hans om at få nogen til at køre sig til Hillerød Sygehus.

I gode hænder

– Der skulle være sendt en ambulance. Jackie hjalp Hans med at få tøj på. Han havde kolde fødder og hænder. Der var han allerede i dybt septisk chok, og hans temperatur var faldet til under 37 grader. Det tog jordemoderen som et godt tegn. Vi havde heldigvis ikke drukket, fordi Hans lå med 39 i feber, så vi kørte ham til Hillerød, hvor han blev indlagt på intensiv. Jeg var stadig ikke urolig for min søn. Han var jo bare syg, og på hospitalet var han i gode hænder. Vi tæller jo år 2017, og han var omgivet af læger. Det var overhovedet ikke i min bevidsthed, at han kunne dø. Han var helt klar i hovedet, og vi talte med ham, fortæller Ivar.

 Han og Jackie var derfor rolige, da lægerne ville lægge Hans i kunstig koma om formiddagen nytårsdag. 

 – Vi lænede os ind over ham, sagde godnat, og at vi elskede ham meget højt. I det samme rullede Hans’ øjne bagud i hovedet, og han var væk. Hans hjerte stoppede, og lægen bad os vente udenfor. De skulle give ham hjertemassage. Vi kunne høre dem tælle ned fra 10 igen og igen for at give ham stød, fortæller Jackie.

 14 minutter efter Hans’ hjertestop hørte Jackie og Ivar lægerne sige: ”Vi har puls”. Det var endnu ikke gået op for dem, at de kunne miste deres dreng. 

 – Jeg husker, jeg tænkte: Hold kæft en bryllupstale. Jeg forestillede mig, at jeg ville tale om, dengang vi var lige ved at miste ham. Endelig fik vi lov at gå ind til Hans igen. På de mange maskiner kunne vi se, at hans blodtryk var katastrofalt lavt. Lægen ville tale om det, der lige var sket, igennem med os. Han sagde, at det stadig var meget alvorligt, men at der var gode chancer for, at Hans overlevede, fordi han var så sund. Men der var også risiko for, at Hans’ hjerne havde manglet ilt for længe, og at han ville være hjerneskadet, ligesom han kunne risikere at blive døv eller blind og få amputationer. Først da gik det op for os, at det var alvorligt, fortæller Ivar.

Det var for sent

En time efter det første hjertestop stoppede Hans’ hjerte atter med at slå. Denne gang skulle lægerne arbejde med ham i 21 minutter, før de igen havde puls. Da blev han kørt med hjerteambulancen til Rigshospitalet, hvor lægerne ville forsøge at lægge Hans i en særlig maskine, som kunne holde ham i live.

Men da Hans kom til Riget, undersøgte en læge ham kort og rystede på hovedet. Det var for sent.

Du kan læse mere om Hans, meningitis og sorg på Ivars hjemmeside g-petersen.com.