Svømning kan hjælpe på dine rygsmerter

Har du ondt i ryggen? Så kan svømning måske hjælpe dig. Vandets opdrift fjerner nemlig belastningen på leddene, mens du træner. Netop derfor kan svømning være en rigtig god motionsform for dig med rygsmerter.

Svømning: Glad kvinde der svømmer i pool

Svømning tager smerterne 

Har du rygsmerter, kan du prøve at svømme dem væk. Mange mennesker med folkesygdommen rygsmerter har stor gavn af regelmæssige svømmeture, og forskning bakker deres erfaringer op. Nogle discipliner er bedre end andre, og for mange med rygsmerter er brystsvømning det bedste valg. Du må prøve dig frem.

Svømning er en god træningsform, når man har smerter, fordi vandets opdrift fjerner meget af belastningen på leddene. Samtidig benytter du musklerne i hele kroppen samt styrker konditionen. Jeg overraskes hver gang, når jeg efter en pause genoptager svømningen og opdager, hvor hurtigt jeg bliver forpustet, selv om jeg egentlig mener at være i god form.

Dagen efter kan jeg mærke på de ømme muskler, hvordan hele kroppen blev arbejdet grundigt igennem. Men altid på den blide måde, så det ikke gør ondt i led og sener, men kun drejer sig om muskelømhed. Og den fortager sig, når man kommer i bedre form.

Jeg vil lige løfte en advarende pegefinger om, at ikke alle med rygsmerter eller gigtlidelser uden videre skal springe i bassinet og som en anden olympisk svømmer kaste sig ud i bane efter bane. Har du kroniske smerter, skal du først evalueres grundigt af lægen samt måske også af fysioterapeuten, som rådgiver om, hvilken træningsform der er bedst egnet til netop dig.

Når du har fået grønt lys til at svømme, skal du ikke lade dig skræmme af, at det kan være svært at finde ud af teknikken, hvis der er gået nogle år, siden du sidst forsøgte dig. Svømning handler i høj grad om teknik, og i begyndelsen panikker man let over, at man synker vand eller har besvær med at trække vejret undervejs.

Halter teknikken, er et par timer med en instruktør givet godt ud, for så snart du har styr på vejrtrækningen, bliver du meget mere rolig.

Som nævnt er brystsvømning ofte den bedste disciplin ved rygsmerter. Under crawl roterer ryggen fra side til side, og det kan give problemer hos nogle. Men det er individuelt, og du kan skifte svømmestil undervejs. Er det et problem, at ryggen strækkes meget bagud, som det sker ved brystsvømning, er rygsvømning et godt alternativ. Begynd gradvis op med en til to ture om ugen for ikke at overbelaste kroppen. I en undersøgelse af personer med lændesmerter var svømning to gange om ugen ideelt til at lindre smerterne i det halve år, forsøget stod på.

Svømning: Gode råd til din træning 

Sulten og mindful

Et velkendt fænomen, som jeg også selv erfarer, er, at svømning hos nogle stimulerer appetitten mere end træning på land. I en undersøgelse blandt 15.000 voksne fulgt gennem et årti steg vægten ikke blandt dem, der joggede, cyklede eller gik rask gang. Derimod tog svømmerne nogle pund på.

Hvorfor ved jeg ikke, men den praktiske betydning er, at du bør tænke over, hvad du spiser efter svømmeturen. Du skal ikke hælde slik, kager og hurtige kulhydrater indenbords, men stille sulten på fornuftig vis med for eksempel rugbrød og fjerkræ.

Svømning giver også fantastiske muligheder for mindfulness, hvis du undlader at sætte autopiloten til og svømme med hjernen koblet fra. Benyt i stedet muligheden for at være tilstede i nuet. Fokuser på hvert svømmetag, rytmen i vejrtrækningen, armenes bevægelser og lydene som svømmetagene skaber - og tænk fornuftige tanker imens.

Mange hilsner

Jerk W. Langer

 
 

 

Kedelig bivirkning 

Du tisser naturligvis ikke i swimmingpoolen, men det er der en hel del andre, der gør, viser ny forskning, der anvender stoffet acesulfam-K som markør. Det er et kunstigt sødemiddel i mange fødevarer, som passerer uændret gennem kroppen og udskilles i urinen som sladrehank. Canadiske forskere tjekkede 29 swimmingpools og fandt tis i dem alle.

De analyserede også to store offentlige swimmingpools på henholdsvis 830.000 liter og 420.000 liter gennem tre uger. Undervejs blev der tisset henholdsvis 75 liter og 30 liter urin ud i bassinerne. Den sterile urin udgør umiddelbart ingen helbredsrisiko. Men den indeholder urinstof og ammoniak, som kan reagere med desinfektionsmidler og danne trikloramin, der irriterer øjne og lunger, samt hos nogle udløser astma. Løsningen er simpel: Tis ikke i svømmepølen.

 

Læs også Jerks gode råd mod mobilafhængighed