Natalie fra Sporløs: Endelig fik jeg svar

Uvisheden var ved at ødelægge livet for Natalie. Da hun endelig fandt sin biologiske mor, faldt der en sten fra hendes hjerte.

Hun har finkæmmet Facebook i sin jagt på billeder af kvinder, der lignede hende. Hun har grædt sig gennem dage og ligget søvnløs i mange nætter. Uvisheden om, hvad der var blevet af Natalies biologiske mor, og spørgsmålene om, hvorfor hun havde forladt sine børn, nagede og sled i Natalie.

– Da jeg først begyndte at spekulere over, hvad der var blevet af hende, kunne jeg ikke stoppe igen. Det fyldte virkelig meget, fortæller hun.

Læs også: Charlottes far forsvandt: Nu vil jeg finde min søster

Ventet længe

Allerede som 13-årig kontaktede hun første gang DR-programmet ”Sporløs” for at få hjælp til at finde den mor, der efterlod hende og hendes bror hos en barnepige i Colombia for aldrig at se dem igen.

– Man skal være mindst 18 år for at komme med i ”Sporløs”, så jeg har ventet længe. Der gik otte år, inden jeg endelig fik opkaldet om, at jeg var valgt ud. Endelig fik jeg håb om, at det ville lykkes at finde min biologiske mor, fortæller 22-årige Natalie Bagge Jørgensen.

En besættelse

Natalie er vokset op på en bondegård i Ejer Bavnehøj uden for Skanderborg sammen med sin biologiske bror Carl, sin mor og sin far. Her havde hun en god og tryg barndom og tænkte ikke meget over, at hendes forældre ikke var hendes genetiske ophav. Men da hun var omkring 11 år, begyndte hun at tænke over, hvor hun kom fra.

– Jeg var hjemme hos en veninde og spise en aften, og hun sad og snakkede med sin mor om, hvordan de lignede hinanden. Det fik mig til at tænke på, om jeg også havde en mor, som jeg lignede.

Tanken startede en lavine af spørgsmål, og ønsket om at finde ud af noget om sin biologiske mor blev en besættelse for Natalie.

– Jeg ledte efter hende hver dag på Facebook. Det eneste, jeg vidste om hende, var, hvad hun hed, og at hun kom fra Colombia. Men hun har et almindeligt navn, så det var en umulig opgave. Jeg har skrevet til over 100 kvinder, der hedder det samme som min biologiske mor. Ingen af dem var hende.

Læs også: Mette fik sin drøm opfyldt

Bekymret for mor

– Jeg havde det ikke særlig godt. Jeg var så bekymret for hende. Om hun stadig var i live, og om hun havde det godt. Det fyldte så meget, at det føltes, som om jeg savnede hende.

Natalie var kun to år, da hun kom til Danmark. Hun husker intet fra tiden før. Selv om hun ikke vidste noget om, hvorfor hendes mor forlod hende, har hun aldrig været i tvivl om, at hun gjorde det af kærlighed.

– Mine forældre har altid sagt, at hun gav os væk, fordi det var bedst for os, og at hun gjorde det af kærlighed.

En hård skæbne

Historien blev fortalt for at berolige de to børn, og selv om den ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, fik Natalie og Carl dog bekræftet, at deres biologiske mor gjorde, hvad hun var nødt til, fordi det var bedst for dem.

Livet viste nemlig ret tidligt tænder for Natalie og Carls biologiske mor. Hun stak af hjemmefra som 13-årig, fordi hendes mor producerede narkotika. Men alene i Colombias gader var hun et let offer. Hun blev voldtaget og gravid med sit første barn, Carl. To år senere mødte hun Natalies far, som hun skulle giftes med. Hun blev hurtigt gravid igen, og alting så ud til at ville lykkes. Men det gjorde det langtfra.

– Hun fortalte, at mens hun var gravid med mig, fik min biologiske far skåret halsen over med en machete. Derfor var hun alene med os, fortæller Natalie.

Læs også: Claudia fandt sin mor efter 33 år

Så tæt på

Da den unge mor nu stod på gaden alene med to små børn, afleverede hun dem hos en barnepige, mens hun forsøgte at tjene nok penge til at forsørge sin lille familie. Men da barnepigen ikke fik sin betaling til tiden, afleverede hun børnene på et børnehjem. Herfra kom de hurtigt videre i systemet.

– Da min biologiske mor kom for at hente os, var vi blevet afleveret hos en plejefamilie få uger tidligere. Barnepigen fortalte hende, at vi var bortadopteret.

I virkeligheden var Natalie og Carl lige i nærheden og kom først til Danmark et halvt år senere. Men da deres biologiske mor troede, de havde forladt landet, opgav hun at lede efter dem.

– Det var så tæt på, at Carl og jeg kom til at vokse op i Colombia. Men jeg er glad for, at det endte, som det gjorde. Mit værste mareridt er, at jeg vågner op en dag, og så er hele mit liv i Danmark bare en drøm, og i virkeligheden bor Carl og jeg i et skur i et slumkvarter i Colombia. Vi har været heldige at blive adopteret af vores forældre. De har givet os det bedste liv. Det er jeg meget bevidst om.

En stor støtte

Natalie og Carl har altid været meget tætte og har talt om, hvad der var blevet af deres biologiske mor. Natalie fortæller, at hendes bror slet ikke havde samme behov for at finde hende som hun selv.

Hun ringer Carl op og sætter telefonen på medhør, så han selv kan fortælle:

– Jeg har slet ikke tænkt så meget på vores biologiske mor som Natalie. Men jeg kunne jo godt se, hvor meget hun led, så da hun kom med i ”Sporløs”, valgte jeg at tage med til Colombia for at støtte hende, siger Carl.

– Det var selvfølgelig også rart for mig at finde ud af, hvor jeg kom fra, og jeg er da glad for, at jeg tog med. Men det vigtigste var, at Natalie fik det bedre.

Carl var fire år, da han blev adopteret og kom til Danmark, men han husker ikke noget fra sine første år i Colombia. For ham var det let at lægge fødelandet og tanken om en biologisk familie bag sig, og det har rejsen ikke ændret ved.

– Jeg har fået svar på nogle spørgsmål, men jeg behøver ikke at tage derned igen. Jeg har jo min familie her i Danmark.

Læs også: Hanne fandt sin far efter 38 år

En livsændrende tur

En stor sten er faldet fra Natalies hjerte. Nu ved hun, at hendes biologiske mor lever og har det godt, og hun har fået svar på alle de spørgsmål, der i mange år pinte hende dag og nat. Men hun har ikke fået en ny mor, og det ønsker hun heller ikke.

– Jeg fortryder intet. Det har været en livsændrende tur, og jeg vil gerne til Colombia igen. Jeg synes, min biologiske mor er supersej. Hun har været igennem en masse, og det er så vildt, at hun stadig står på sine ben. Det beundrer jeg hende for. Men jeg føler ikke, at hun er min mor.

Min mor bor her

Inden Natalie tog til Colombia, tænkte hun, at hun måske ville få en tæt relation til sin biologiske mor, men da hun stod over for hende, var det en fremmed kvinde, hun mødte.

– Der var da kærlighed at mærke, og det var rart. Men jeg føler ingen tæt forbindelse. Da vi havde fortalt om vores liv, var det svært at holde snakken kørende. Det var faktisk lidt akavet.

– Man kan godt sige, jeg har en slags kærlighed til hende, fordi hun har født mig, men hun bliver aldrig min mor. Jeg har min mor her i Danmark, og min kærlighed til hende er uendelig. Det er der intet, der kan ændre.

Læs også: Efter 28 år: Jeg fandt min mor