Anne-Marie Østersøe fik ret!

34-årige Gitte Rydahl Ryming fra Skovby ved Galten er ret imponeret over Ude og Hjemmes clairvoyant Anne-Marie Østersø. I hvert fald fik Anne-Marie ret i sin spådom, da Gitte for et par uger siden, 11 dage før tid, blev mor for anden gang.
Gitte, som fødte på Silkeborg Sygehus, var selv overbevist om, at hun endnu en gang ville blive mor til en lille pige. Men nej, ganske som Anne-Marie havde forudsagt for to måneder siden, blev det en dreng.

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen hos Anne-Marie Østersø: Hun fortæller mig, hvornår depressionen slutter
Gitte var i syvende måned, da hun vandt en weekendtur til Kolmårdens Djurpark i Sverige og svømme med delfiner sammen med fire andre Ude og Hjemme læsere. Anne-Marie var med på turen som guide og lagde i den forbindelse tarotkort for alle kvinderne. Gitte var dengang i sær spændt på at høre, om Anne-Marie kunne se hendes kommende barns køn.
- Jeg ved, det bliver en dreng. Også fordi det første kort, du trak, var Sværdenes Es, et drengekort. Du har allerede en pige, nu får du en dreng, men lad os vente og se, lød det dengang med et hemmelighedsfuldt smil fra clairvoyanten.
Det troede Gitte ikke på. Hun havde nemlig selv set i sine drømme, at det ville blive en pige.
- Ud over at det blev en dreng, sagde Anne-Marie også, at hun kunne se en del tre-taller i forbindelse med hans fødsel. Det kom også til at passe. Christian blev født den 13. maj kl. 03.24, hans vægt var 3.554 gram, han målte 53 cm., hans hovedmål var 34 cm., hans mavemål var 34 cm., og de sidste tre tal i hans cpr-nummer er alle i tretabellen. På fødestuen var der tre til at hjælpe, en jordemoder, en jordemoderstuderende og en sosu-hjælper. Normalt er de kun to…, lyder det imponeret fra Gitte, som i forvejen er mor til lille Ida, som i dag er tre år.
