Mellem himmel og jord

Brev til Anne-Marie: Jeg savner min tidligere svigerfamilie

31. juli 2022 Af Dorthe Wamsler. Foto: Panther Media
Fisken har fundet manden i sit liv og savner ikke sin tidligere kæreste – men hun savner hans søde familie. Hun var meget tæt på dem, og hun overvejer at kontakte dem. Men er det en god idé?

Kære Anne-Marie
Jeg har et spørgsmål, der måske er underligt. Men det er noget, jeg går og tænker meget over. Jeg var sammen med min tidligere kæreste i 10 år – fra jeg var 16 – og jeg kom utrolig tæt på hans familie. Vi brød med hinanden for cirka to år siden, og nu har jeg en ny kæreste og en ny svigerfamilie. De er søde, men slet ikke på niveau med min tidligere svigerfamilie.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kan vi mødes i hemmelighed

Jeg har talt med min tidligere svigermor en enkelt gang efter bruddet, og jeg savner hele familien rigtig meget. Jeg kan ikke tale med min nuværende kæreste om det, og hvis jeg skulle se dem, skulle det nok foregå i hemmelighed.
Det er ikke, fordi jeg savner min ekskæreste, for jeg har fundet manden i mit liv. Skal jeg kontakte min ekssvigerfamilie og vil jeg få noget ud af det?
Jeg ved, at min ekskæreste har en ny og hun vil måske ikke bryde sig om det. Hvad gør jeg?
Kærlig hilsen fisken

De vælger den nye kæreste

Kære fisk
Jeg tror ikke, du er den eneste, som savner din tidligere svigerfamilie – eller en tidligere svigersøn eller -datter for den sags skyld. Det kan være svært at miste kontakten, hvis man har haft et nært forhold.

Jeg fornemmer, at dine tidligere svigerforældre elskede dig højt, og at du følte en stor tryghed hos dem. Det skyldes formentlig også, at du var så ung, da dig og din kæreste lærte hinanden af kende. Det har gjort det nemmere for dine svigerforældre at tage dig ind som deres “egen”. I dag er du voksen og mere selvstændig, og derfor knytter du dig ikke helt på samme måde til din nye svigerfamilie, selv om de er søde.

Du savner den følelse af tryghed, og derfor søger du tilbage. Jeg tror dog ikke, dine ekssvigerforældre vil være så åbne, hvis du kontakter dem, og derfor vil jeg anbefale dig at lade være. Det skyldes, at de tager hensyn til deres søn og hans nye kæreste. Det kan godt være, det fungerer i andre familier, men jeg tror ikke, det vil fungere for jer.

Men du har jo ikke kendt dine nye svigerforældre så længe, så jeg synes, du skal give dem en chance. På længere sigt bliver du ligeså glad for dem, som du var for dine tidligere svigerforældre. Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Kærlig hilsen Anne-Marie

Sponsoreret indhold