4-årige Mads overlevede styrt fra 2. sal

Der var en, der holdt hånden over – eller snarere under – 4-årige Mads, da han kravlede op i et vindue i 2. sals højde – og overlevede et fald på 6-7 meter.

Mads overlevede styrt
Mandag den 14. august fyldte Mette Christophersen 35 år. 
Men allerede dagen før fik hun sit livs bedste fødselsdagsgave. Da fik hun nemlig af lægerne på Aarhus Universitetshospital at vide, at hendes 4-årige søn, Mads, uden mén mirakuløst overlever et drama, der kunne have kostet drengen livet eller førligheden.
Mads faldt ud fra et vindue på 2. sal i en opgang i den boligblok i Silkeborg, hvor han bor sammen med sin mor og far, Lindy Nielsen, samt lillebror Mathias på 1 år. Mads landede på maven på asfalten efter et fald på 6-7 meter, og bortset fra en brækket knogle ved lilletåen pådrog han sig kun knubs og småskrammer.
 
 

Livløs på asfalten

Mads er en frisk lille fyr med krudt i bagdelen. Der skal ske noget hele tiden, og f.eks. elsker han at drøne rundt på sin cykel. Han har hjelm på og tager den ikke altid af, når han stiller cyklen. Det kan være årsagen til, at han ikke slog sig mere, da han styrtede fra vinduet.
Mette Christophersen og Lindy Nielsen var i færd med at lave aftensmad, da det den søndag pludselig bankede på døren til deres stuelejlighed på Hjejlevej. En dreng fortalte, at Mads var faldet ud fra vinduet i en naboopgang og lå livløs på asfalten. 
 
 

Overlevede med cykelhjelm på

– Mads klynkede, og vi kunne ikke rigtig komme i kontakt med ham. Jeg anede ikke, om han ville overleve og i givet fald i hvilken tilstand. Heldigvis var ambulancen hurtigt fremme, og Mads blev kørt på hospitalet, fortæller Mette.
Sammen med sin ven Noah, 5, var Mads gået ind i naboopgangen for at spørge en ven, om han ville med ud at cykle. Drengen var ikke hjemme, og på vej ned til udgangen kravlede Mads op i en vindueskarm på 2. sal. Normalt er vinduet børnesikret og kan kun åbnes ved et tryk på en knap. Om Mads har gjort det, eller om vinduet stod åbent, som Mette har hørt det ofte gør, er uvist. I hvert fald forsvandt Mads ned i dybet for øjnene af Noah og landede på asfalten 6-7 meter nede.
På hospitalet i Aarhus kom drengen til sig selv. Han blev undersøgt for blandt andet indre blødninger, men Mads var sluppet billigt fra dramaet. Mads overlevede og gav sin mor hendes livs bedste fødselsdagsgave.