Forsvar for fusionsfamilien

Fusionsfamilien er mere end den almindelige sammenbragte familie. Det er familien, der rummer parret med dine, mine og vores børn samt de tidligere partnere og eventuelle nye kærester - og deres børn. Familie-ekspert Charlotte Højlund har gode erfaringer med fusionsfamilien, og hun råder til at give den en chance, selv om der kan være sårede følelser på spil.

En stor familie

Jeg ved ikke, om der er en officiel definition på fusionsfamilien, men for mig er det mere end en sammenbragt familie – det er den sammenbragte familie, hvor man også inviterer de tidligere partnere og deres eventuelt nye kærester ind. Fusionsfamilien kan derfor vokse betragteligt, hvis man efter en skilsmisse får børn med en ny partner, går fra hinanden og finder en ny kæreste igen.

Festlig fælles fødselsdag

For nylig fejrede vi Jonas’ fødselsdag. Jonas er min eksmand, og han og jeg, mine tre ældste og vores fire fælles børn var samlet. Med var også Jonas’ nye kæreste og hendes barn, og alle overnattede, så vi kunne spise morgenmad sammen dagen efter.

LÆS OGSÅ: Mor og far er skilt

Sidst vi holdt børnefødselsdag var alle også inviteret. Sådan er det hos os. Vi fejrer jul sammen, holder sommerferie sammen og fejrer hinandens og børnenes fødselsdage sammen.
Nogle gange er den nye kæreste med, andre gange ikke. Og når der holdes sommerfester og fødselsdage hos vores familier, er både jeg og Jonas lige så velkomne, som vi var den gang, vi stadig var gift.

Vi er stadig en familie

Jeg ved godt, at mange ikke har lyst til eller kan gøre som os. Det er en skam, for alle nyder godt af det. Heldigvis bliver det mere og mere almindeligt, at familier kan mødes og hygge sig, selv om forældrene er skilt, og den ene eller begge har fundet nye partnere.
Men er det ikke også sådan, det bør være – i hvert fald i den perfekte verden? Vi er godt nok blevet skilt, men vi er stadig en familie. Den er bare blevet lidt større ...

LÆS OGSÅ: Kærlighed til stedbørnene

Mange fordele ved fusionsfamilien

¤ Det er rart for børnene, at der ikke er konflikter mellem forældrene.

¤ Børnene oplever, at deres forældre ikke bare kan være i stue sammen, men hjælper hinanden og er venner.

¤ Forældrene har et lettere liv, når de kan få den anden forælder til at passe børnene og kender hinandens hjem.

¤ Når du kender din eksmand eller –kones nye kæreste og børn, tager du mere del i dine børns liv, i stedet for at du ikke kender til halvdelen.

¤ Det er naturligt, at der kan være følelser i klemme, især i begyndelsen. Men prøv at sætte dig ud over det, så kan du bedre få øje på fordelene.

LÆS OGSÅ: Sådan får du sammenbragte børn til at føle sig som søskende