Påske er traditioner og familiehygge

For det meste er det julen, vi tænker på, når vi taler om traditioner, og påsken er lidt overset. Det er egentlig synd, for den har fine traditioner, der giver mulighed for at foretage sig noget sjovt med børnene. Det er samtidig traditioner, som kan være gode at genopfriske i disse digitale tider.

 

Charlotte Højlund
- Mor til 7, foredragsholder og forfatter

Charlotte Højlund giver hver uge gode tips til familien - helt uden løftet pegefinger.
Ud over at være mor til 7, er hun foredragsholder og forfatter til bogen "Moar - sådan får du hvilepuls i hverdagen".

Tril æg og skriv breve

Jeg håber på lunt forårsvejr til påske, for det vil gavne min families strandtur, hvor vi triller æg ned ad en stejl skrænt.

Jeg husker strandturen fra min barndom, hvor vi også sendte gækkebreve, især til vores bedsteforældre og gerne med en vintergæk flettet i og et gammelt vers, som vi lærte fra min mor eller havde læst i min mormors poesibog. I dag sender vi ikke mange breve længere, og derfor er gækkebrevene en god tradition at give videre.

Pynt et påsketræ

Påsketræet er også en gammel tradition, som børnene kan lide. Sådan et havde min mormor altid stående i form af friske grene, gerne pil eller forsythia, der blomstrede og spredte forårsstemning i stuen. Vi børn elskede de pustede og malede æg, for slet ikke at tale om de små kyllinger, der pyntede grenene.

LÆS OGSÅ: Velbekomme: Lækre ideer til det store påskebord

Jeg husker også påskefrokosten, hvor alt var tilladt - i modsætning til hverdagen: Man behøvede ikke at spise op, der måtte spises pålæg uden brød, og der var ikke rationer på hverken æg eller agurker. Kort sagt lærte vi, at der er forskel på hverdag og fest.
Mange af de traditioner og et par nye prøver jeg at give videre til mine børn.

LÆS OGSÅ: Sjov bordpynt: Dæk op med påskehareservietter

Ideer til nye og gamle skikke

  •  At trille påskeæg er en gammel skik, hvor man farver og maler hårdkogte æg, som man så triller ned ad en bakke eller skrænt, til skallen knækker, og ægget må spises. Jeg har trillet æg i både haven og skoven, og har vejret været helt umuligt, har vi bygget en bane i stuen af puder og tæpper.
  • Lav et påsketræ af grene fra haven. Det betyder ikke noget, hvilken busk eller træ det er - alle grene springer ud, når de kommer i vand og ind i varmen. Pynt træet med pustede æg, som børnene har malet. Sæt æggene på grillpinde af træ, så I kan male uden at få maling på fingrene.
  • Send gækkebreve og påskepynt gerne med en vintergæk, hvis der er et par stykker tilbage. For børnene er det vigtigst at sende brevet, og de elsker spændingen ved, om det bliver gættet.

Her får du rim til gækkebrevet:

En vintergæk,
en sommernar,
en fugl foruden vinger.
En lille ven,
som har dig kær,
en kærlig hilsen bringer.
Mit navn det står med prikker,
pas på det ikke stikker ...

  • Gå på æggejagt i haven eller indenfor, hvis det regner. Små chokoladeæg gemmes rundt om i haven og skal findes til sangen om påskeharen. Hos os må de ikke spises, før alle æg er fundet, eller der i hvert fald er æg til alle - der er altid nogle, vi ikke finder.

Her får du sangen om påskeharen:

Der har været en lille påskehare.
Den har lagt et påskeæg.
Jeg ved, hvor den har lagt det,
for den har nemlig sagt det.
Se oppe, se nede,
du skal bare lede.
Se ude, se inde,
Du skal bare finde,
det lille påskeæg

LÆS OGSÅ: For de fingernemme: Papirklip til påske