En læser fortæller: Det skal nok gå

Denne læser har skrevet et brev til alle de unge mennesker, der føler, at coronakrisen har stjålet noget af deres ungdom. ”Jeg tror, I vil opdage, at alle generationer har måttet give afkald på noget eller at miste nogen,” skriver hun.

Kære unge mennesker

De sidste par år har vi alle oplevet det massive aftryk, coronakrisen satte på vores liv og hverdag. Det var ikke nemt for nogen, hverken småbørnsfamilierne eller ældre mennesker.

I medierne kunne vi høre, at nogle af jer unge mennesker følte, I havde mistet jeres glade, uforpligtende ungdom og spildt de bedste år af jeres liv. Coronakrisen var skyld i, at I ikke kunne komme i skole, men i stedet måtte sidde derhjemme og blive undervist på en skærm.

Fritiden var det mindst lige så slemt med, for det var ikke tilladt at samles mange for at feste. Diskoteker og barer var lukket, og sport og andre hobbyer var også noget, der måtte dyrkes på egen hånd.

Alt dette fik mig til at tænke tilbage til 1976, hvor jeg begyndte i 1. g på et splinternyt gymnasium. Det var spændende for mig med de nye klassekammerater og et ungdomsliv, der havde alle muligheder for at blive udfoldet på allerbedste vis.

Blandt mine nye kammerater var Emil. På flere måder skilte han sig lidt ud, blandt andet fordi han smilede hele tiden og var sjov og umådeligt venlig. Hurtigt blev han og jeg venner, og vi drak oceaner af te og kaffe efter skoletid.

Når Emil og jeg talte sammen, gjaldt det ofte de store, eksistentielle spørgsmål som moral og amoral og vores drømme om fremtiden. Vi var begyndt at udvikle en vis psykologisk forståelse, og den blev brugt i de mange gode diskussioner, vi havde. Samtidig blev vi voksne og fandt vores egne ben, vores identitet og vores personlige værdigrundlag.

Emil havde en hemmelighed

Efter gymnasiet flyttede Emil til København for at studere, mens jeg flyttede til Aarhus. Dengang fandtes der endnu ikke mobiltelefoner, og ingen af os havde fri adgang til en fastnettelefon, så der blev derfor længere mellem vores samtaler.

Under en af vores snakke tonede Emil rent flag og fortalte, at han var bøsse. Det havde både jeg og flere andre i klassen for længst regnet ud, men på trods af vores lange og dybe samtaler var det et af de få emner, vi var veget udenom. På det tidspunkt var det ofte forbundet med skam at være homoseksuel.

Emil kom ind i et kunstnerisk og kreativt miljø, og som os andre havde han flere kærester hen ad vejen.

Tragisk nok blev Emil testet positiv for hiv og udviklede aids. Jeg besøgte ham, før han blev rigtig syg, og jeg glemmer aldrig vores sidste måltid sammen. Det var totalt skræmmende med denne nye og ukendte sygdom, og fordommene trivedes desværre.

Dengang var der ingen behandlingsmuligheder, og Emil døde i en alder af kun 22 år. Det var ikke kun homoseksuelle, der blev ramt af aids, og sygdommen trak dybe spor i vores ungdomsgeneration.

Krig og uønkset graviditet

Min far var ung under den tyske besættelse i 1940’erne, og han var frihedskæmper i krigens sidste år. Det fik en kæmpe indflydelse på hans ungdomsliv, men han slap uden traumer.

I mine forældres generation fyldte frygten for uønsket graviditet også meget, og det lagde en dæmper på det glade ungdomsliv. Dette ændrede sig for alle danskere, da retten til fri abort blev indført fra oktober 1973.

Hvis jeg kigger endnu en generation længere tilbage, ved jeg også, hvad der fik en afgørende og negativ betydning for min bedstefars ungdomsliv. Han blev nemlig født i 1897 i det sønderjyske, og han var dansk af sind og hjerte.

Dengang var hans fødestavn en del af det tyske rige, og derfor blev han tvunget til at gøre krigstjeneste for en nation, som ikke var hans egen. 19 år gammel blev han sendt til Verdun i det nordøstlige Frankrig, hvor et af første verdenskrigs største slag fandt sted. Det varede fra februar 1916 til december samme år.

Bedstefar overlevede, men døde desværre, da jeg var kun seks år. Bedstefars brødre levede længere, og jeg husker, at når de fik lidt at drikke til familiefester, gjorde de sig bemærkede ved i en uendelighed at tale om deres forfærdelige krigsminder. De både græd og talte meget højt.

Tal med de gamle i familien

Mit store ønske til alle jer unge danskere, som i dag føler, at I er gået glip af noget væsentligt, er, at I vil tale med de ældre generationer i jeres familie om, hvad der påvirkede deres ungdomsliv dengang.

Jeg tror, I vil erfare, at alle har oplevet at måtte give afkald på noget eller at miste nogen, men I vil formentlig også få at vide, at på trods af besværlighederne gik det hele alligevel for de allerfleste.

Kærlig hilsen Bodil

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.