En læser fortæller: Min største skræk

Jeg var i 40’erne, single og barnløs. Skulle jeg ende som den sure kvinde overfor?

Mand og børn skulle nok komme

​Min 40-års fødselsdag i 2015 føltes skelsættende. Dagen før var jeg i 30’erne, nu var jeg i 40’erne. Jeg havde gennem mange år uddannet mig til mit drømmejob, og jeg havde rejst meget, men jeg havde ikke fået min egen familie.

Jeg var hverken gift eller samlevende med manden i mit liv, havde ikke udsigt til at finde ham, og jeg havde ikke fået børn. I årevis havde jeg sagt til mig selv og andre, at det skulle nok komme. Jeg kunne jo sagtens nå det endnu ... Men den dag, jeg vågnede og var 40 år, måtte jeg se i øjnene, at jeg måske aldrig blev mor.

Jeg er enebarn og mistede min mor tidligt. Min far er fra udlandet og flyttede tilbage til sit hjemland, hvor han giftede sig igen. Vi har kontakt, men den er ikke tæt.

Til gengæld har jeg altid haft mange veninder. De har alle stiftet familie og fået børn. Det var mine dejlige veninder, der festede med mig på 40-års dagen, men jeg måtte anstrenge mig for at virke glad.

Jeg flygtede fra den sure dame 

Min nærmeste veninde opdagede naturligvis, hvordan jeg havde det. Om aftenen fik vi en lang snak.

Jeg forklarede, at min største skræk var at ende som den evigt utilfredse ældre kvinde, der boede i opgangen over for mig. Hun var netop fyldt 70, og hun var så skrigende ensom og ulykkelig, at jeg altid flygtede fra hende.

Hun havde to børn, men de besøgte hende sjældent, for de kunne nok heller ikke holde ud at høre på hendes evindelige beklagelser.

Min veninde sagde den aften på en pæn måde til mig, at jeg nok havde været lidt for kræsen og lidt for hurtig til at kassere de mænd, der havde været i mit liv. Jeg tog hendes ord til mig. Nu var det sidste chance. En af mine veninder var allerede i overgangsalderen, en anden var ved at komme det.

Allerede næste dag begyndte jeg aktivt at lede. Jeg så mig om i det nære miljø og på mit arbejde, og jeg oprettede en datingprofil.

Mine anstrengelser blev da også på sin vis kronet med held. Jeg lærte en mand at kende til et forretningsmøde, og alting ved ham tiltalte mig. Han viste sig desværre at være ”på vej ud af sit ægteskab”, og til sidst gjorde jeg det forbi og fortrød det ikke.

Jeg traf også et par mænd via datingsiden, men jeg vidste straks ved det første møde, at de ikke var rigtige for mig. Den ene var tydeligt alkoholiker, den anden underholdt mig hele aftenen med sine store vanskeligheder ved samkvemmet med sine tre børn.

Omkring min 41-års fødselsdag gav en veninde mig en tiltrækkende singlemand til bords ved en fest. Det slog gnister mellem ham og mig, og vi havde et forhold i et halvt års tid. Til min sorg gjorde han det derefter forbi, fordi han forelskede sig i en anden.

Da kom jeg virkelig i krise. Jeg sygemeldte mig i en uge, isolerede mig og tænkte det hele igennem. Nu måtte jeg forsøge at forlige mig med tanken om, at jeg ikke selv ville få børn.

Reddet af en erkendelse

Det behøvede ikke at betyde, at mit liv er klinisk renset for børn. Jeg havde og har et nært forhold til mine fire gudbørn, og hvis jeg selv gør noget for det, kan jeg bevare det hele livet. Desuden har jeg altid haft det godt i mit eget selskab, og jeg ser også mine venner meget

Det, der for alvor hjalp mig på vej til at forsone mig med min skæbne, var tanken om min gamle, utilfredse nabo. Det var hende, jeg var så bange for at komme til at ligne – men hun har jo børn. Hun har endda hele to børn, men hun er alligevel et ulykkeligt menneske. For hende har det ikke været en forsikring om lykke at blive mor.

Da først den tanke havde bundfældet sig hos mig, mærkede jeg en indre fred og følte, at jeg kunne se fremtiden i møde med ro i sindet.

Nu er der gået nogle år, og i mellemtiden har jeg mødt den rette mand. Han har heller ikke børn, men vi er enige om, at vi kunne have fået nogle skønne unger. Sådan blev det bare ikke.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.