En læser fortæller: Mine vaner er på mode

At spare på ressourcerne er atter moderne.

Det handlede om at blive mæt

I januar 2021 fyldte jeg 87 år, og selv om jeg selvfølgelig godt kan mærke alderen, føler jeg mig stadig forholdsvist sund og rask. Mine tre yngre brødre og jeg voksede ellers op under yderst beskedne vilkår, og det handlede mere om at blive mæt end om at spise sundt.

Når vi fire børn hakkede roer i de endeløse rækker på markerne, som tilhørte det nærliggende gods, var det ikke for at tjene lommepenge. Nej, de beskedne summer, vi kunne tjene på den måde, var et værdifuldt tilskud til vores families økonomi, og selv om vi fik vabler i hænderne og ondt i ryggen, var vi stolte over at kunne bidrage.

Vores far cyklede rundt og solgte forsikringer, og da han var provisionslønnet, var nogle måneder endog meget stramme. Mor gik derhjemme og passede os børn og det lille hus, som vi lejede af godset, og nogle gange tjente hun lidt ekstra ved at servere eller hjælpe til ved slagtning hos godsejeren.

Uanset dette skulle der spares på alt, og min mor var en mester i at få ting til at strække. Alt, hvad der kunne genbruges, blev genbrugt, og det var ikke så lidt.

Hun strøg gavepapir og silkesløjfer, og når menuen stod på grød, blev grøden sat i gang på komfuret tidligt på dagen. Derefter blev gryden pakket ind i gamle aviser og anbragt mellem mors og fars dyner, og så blev den færdig i løbet af dagen uden brug af yderligere brændsel.

Mors køkkenhave var en nødvendighed, og alt blev brugt. Når hun tyndede ud i rødbederne, blev rødbedebladene stuvet i hvid sovs og gjorde det ud for enten aftensmad eller tilbehør.

På badeværelset lå altid et stykke håndsæbe, og når der kun var en flad rest tilbage, gemte mor den og lagde et nyt frem. De flade håndsæberester blev samlet og puttet i en gazepose, som mor syede sammen. Så fungerede sæbeposen som et nyt stykke håndsæbe, og selv den mindste rest blev brugt op.

Hun rørte havregryn i frikadellefarsen og samlede grankogler til at tænde op med, og kuverter blev klippet op og brugt til at skrive indkøbslister på.

Jeg gjorde som mor

Med årene kom vores forældre til at sidde bedre i det, men mor holdt fast i sine gamle vaner, og da jeg som den første flyttede hjemmefra og blev gift, gjorde jeg automatisk det samme.

Jeg gemte mandelskaller i fryseren, hakkede dem og fyldte dem i kager eller brød, og jeg drøjede grydebøffen med revet gulerod.

Min mand var opvokset under andre forhold, men han havde ikke noget imod min sparsommelighed, selv om vores økonomi var udmærket. Jeg stuvede også rødbedeblade, men da det blev moderne med grøn salat, skyllede jeg i stedet bladene grundigt og brugte dem som basis i salatskålen.

Jeg satte også en ære i, at enhver rest i køleskabet blev spist og aldrig kasseret. Det krævede ikke andet end lidt omtanke.

Vores tre børn drillede mig, når jeg formanede dem om ikke at krølle gavepapir sammen, for så kunne det bruges til at indbinde skolebøger med.

Vores i alt otte børnebørn syntes, det var urkomisk, når jeg sad parat med saksen juleaften og anmodede dem om at binde sløjferne på gavebåndene op og ikke flå papiret af deres pakker.

I de seneste år er der kommet fokus på at undgå ressourcespild, og det har til min store glæde ændret mine nærmestes syn på mine gode, gamle vaner.

De er nemlig kommet til ære og værdighed igen, og de to ældste af mine fire oldebørn lytter med stor interesse til mine fortællinger om, hvad min mor gjorde for at spare under min opvækst. De griner ikke længere, når jeg er øm over det smukke gavepapir, eller når jeg stryger gavebånd.

Mit foredrag for skoleklassen

Kort efter min fødselsdag var der temauge om bæredygtighed på mit ældste oldebarns skole, og søreme om ikke jeg blev inviteret til at komme på besøg i hendes klasse og fortælle om, hvordan man kan spare og genbruge. Mit lille foredrag gik så fint, og børnene var virkelig interesserede. Det samme var lærerne.

Det siges jo, at hvis man gemmer tøj længe nok, kommer det på mode igen, og jeg tænker, at man kan sige det samme om holdninger. Blot er det ikke en modesag at spare på ressourcerne, men en nødvendig strategi for vores klodes skyld.

Derfor er jeg lykkelig for, at jeg kan gøre en lille indsats på det område, og jeg er allerede blevet bedt om at besøge endnu en klasse.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.