En læser fortæller: På cykel gennem livet

At cykle har i mange år givet mig de dejligste minder, venskaber og oplevelser.

Klodser på pedalerne

Min første cykel fik jeg i 1941, da jeg var syv år. Sadlen blev sat så langt ned som muligt, og et kosteskaft blev monteret på stellet lige bag sadlen.

Jeg skulle så sætte mig op på sadlen, mens min far holdt fast i kosteskaftet og løb ved siden af cyklen, indtil jeg lærte at holde balancen. Da jeg endnu ikke kunne nå ned til pedalerne, var der sat klodser fast på dem, men heldigvis mestrede jeg snart kunsten at cykle.

På det tidspunkt var Danmark besat af tyskerne, og cykeldæk var blandt de mange ting, der ikke kunne skaffes.

I almindelige cykeldæk findes der lærred, men da det ikke kunne fås, var lærredet erstattet af et produkt, der hed celluld. Det var et uldlignende produkt fremstillet af cellulose, men det var ikke nær så stærkt som lærred, og derfor var der en risiko for, at dækket sprang og derved blottede cykelslangen.

Min far, der var uddannet automekaniker, var både kreativ, fingernem og i stand til at få det meste til at fungere. Når et cykeldæk sprang, hvorefter slangen boblede ud, skar han et stykke af et kasseret cykeldæk og limede det på stedet, hvor dækket var bristet. Det virkede, men det medførte en del bump.

Vi boede i København, og min faster og onkel boede godt 40 kilometer sydpå. Når vi skulle besøge dem, var det selvfølgelig på cykel. Det var en lang tur, og når vi cyklede hjem, medbragte vi altid nogle pakker med det, der var svært at skaffe i hovedstaden.

Når vi krydsede andre cyklister, pegede de på deres egne pakker og sagde enten ”øf øf” eller ”gok gok”. Det betød selvfølgelig, at de enten havde skaffet sig svinekød eller høns, og så grinede vi og ønskede hinanden god tur hjem. De fleste havde dog ikke kød, men grøntsager med.

Et sted på ruten lå et sjovt ishus, der lignede et isbjerg med en isbjørn på. Når vi nåede dertil, vidste vi, at vi var halvvejs, og hvis mine forældres økonomi var til det, fik vi en is.

Rolf fik bank for at komme for sent

Min bedste ven Rolf boede i samme ejendom som os. Han og jeg faldt rigtig godt i hak, og op gennem vores teenageår, som lærlinge og frem til soldatertiden havde vi en masse gode og sjove cykelture sammen.

Rolf boede i en lille lejlighed sammen med sin tante og onkel og deres søn. Der var det problem, at hvis Rolf kom for sent hjem i forhold til den aftalte tid, hvilket desværre nemt kunne ske, vankede der bank.

En dejlig sommerdag var Rolf og jeg cyklet en tur til Dyrehavsbakken, og pludselig opdagede vi, at tiden var løbet fra os. Så skulle der cykles rigtig hurtigt, hvis Rolf skulle nå at være hjemme til tiden.

Vi var begge gode til at spurte derudad, og det gik også vældig godt, indtil vi nåede Tuborgvej. Jeg var kommet ud på kørebanen, mens Rolf kørte inde på cykelstien. Vi havde fart på, og på et tidspunkt ville Rolf ud på vejen, mens jeg ville ind på cykelstien, og det medførte et sammenstød mellem os.

Vi blødte begge fra adskillige skrammer, og cykelhjulene var eksede. Det var et rigtig grimt uheld, men vi fik trampet så tilpas meget på Rolfs baghjul, at det kunne køre rundt. Min cykel var derimod totalskadet.

Da vi med en vis forsinkelse kørte ind i gården derhjemme, sad jeg bag på Rolfs cykel og havde min kvæstede cykel på nakken. Det var klart for enhver, at vi havde været ude for en ulykke, men alligevel fik Rolf en omgang klø for at komme for sent hjem.

Moreller og mavepine

En anden dejlig sommerdag kørte vi først en tur til Farum og derefter til Lynge, hvorefter vi blev enige om at sætte kurs hjemad. Undervejs passerede vi et hus, hvor der ifølge Rolf boede noget af hans familie.

Vi svingede derind og blev godt modtaget, og vi fik også at vide, at vi måtte spise lige så mange af deres lækre moreller, som vi havde lyst til. Det lod vi os ikke sige to gange, så vi plukkede og spiste en masse moreller og havde også en portion med til hjemturen.

Men ak, vi havde ikke kørt ret langt, før vores maver begyndte at gøre vrøvl, og temmelig mange gange måtte vi springe af cyklerne og sætte os bag en busk. Af samme årsag kom vi selvfølgelig igen ikke hjem til tiden, og så fik Rolf stryg.

Heldigvis fortsatte vores gode venskab, efter at han var flyttet hjemmefra, og da havde vi mange gode cykelture sammen, hvor vi enten overnattede på vandrehjem eller havde telt med.

En anden af mine kammerater hed Bent, og ham fik jeg også mange gode oplevelser på cykel med. Blandt andet kørte vi en sommerdag til Helsingør, hvor vi trak cyklerne om bord på færgen til Sverige og cyklede til Kullen.

På det tidspunkt kunne man endnu ikke få bananer i Danmark, men det kunne man til gengæld i Sverige, som havde været neutralt under krigen. Bent og jeg fik guffet en masse bananer, før vi returnerede fra det svenske.

– Finn, kan du ikke hjælpe mig? spurgte Bent en dag. – For jeg har lavet en aftale med nogle af kollegerne fra min læreplads.

Aftalen viste sig at være et væddemål, som gik ud på, om Bent på en weekend kunne cykle fra København til Als i Sønderjylland og tilbage igen. Turen skulle gå over Fyn begge veje. Dengang var lørdag en halv arbejdsdag, så en weekend bestod kun af halvanden fridag.

Vi spiste hans madpakke

Jeg sagde ja til at hjælpe Bent, og vi klargjorde vores cykler og smurte en kæmpe madpakke. Vi kørte af sted om lørdagen klokken 14, og vejret var med os, men turen var anstrengende og krævede i hvert fald indtagelse af en del energi i form af føde. Da vi krydsede Lillebælt mellem Fyn og Jylland natten til lørdag, spiste vi det sidste af vores medbragte mad.

Ved Aabenraa kørte vi forbi et mejeri, hvor vi købte frisk mælk. Derfra kørte vi videre til Fynshav og kom med færgen til Fyn. Vi dejsede omkuld og faldt udmattede i søvn, og da der skulle betales for færgeoverfarten, var det mig, personalet vækkede.

Så gik turen videre over Fyn, og fra Nyborg tog vi færgen til Sjælland. På landevejen mellem Slagelse og Sorø indhentede vi en cyklist, som viste sig at være en gammel skolekammerat af os.

Han var glad for at få selskab på turen og pralede af, at han dagen før var cyklet fra København til Slagelse, hvor han havde overnattet hos noget familie.

– Og jeg fik en lækker madpakke til hjemturen, fortalte han stolt.

Det kunne vi to sultne ungersvende ikke rigtig stå for, så vi fik overtalt vores gamle skolekammerat til at stoppe og byde os på et stykke brød. Det blev til mere end ét stykke, for vi var simpelthen så sultne, at vi fortærede det hele.

Derefter fortsatte vi turen, men kammeraten kunne ikke holde vores tempo, så Bent og jeg kørte fra ham og nåede hjem klokken 20 søndag aften. Da havde vi cyklet 485 kilometer i alt.

Dans og solbadning i Helsingør

Min kammerat Jens arbejdede i sin fars slagterforretning, og der blev Rolf også ansat efter endt læretid. Om lørdagen skulle Jens og Rolf gøre slagterforretningen ren efter lukketid, så først derefter kunne de cykle mod Helsingør, hvor der var musik og fest på dansestedet Sommariva. Over for det lå en campingplads, hvor vi yndede at holde weekend.

Lørdag efter frokost cyklede jeg og en anden ven gerne i forvejen til Helsingør for at slå teltet op, så det var parat, når Jens og Rolf ankom. Så provianterede vi hos købmanden, dansede hele lørdag aften og badede og solede os søndag, inden vi cyklede tilbage til København igen.

Også i min læretid som kunstsmed var cyklen god til at komme rundt i byen på. På de dage, hvor jeg skulle deltage i den obligatoriske aftenskoleundervisning for lærlinge, fik jeg en time tidligere fri, og så kunne jeg nå at cykle hjem og spise.

En aften kom jeg for sent af sted hjemmefra. I høj fart nærmede jeg mig runddelen ved Jagtvej, og på afstand så jeg, at der holdt en sporvogn ved stoppestedet. Jeg vurderede, at jeg kunne fortsætte uden at stoppe, men jeg havde ikke taget højde for, at døren i en parkeret bil pludselig blev åbnet ud foran mig.

Med ét befandt jeg mig inde på fortovet, hvor jeg lænede mig op ad et skilt, mens nogle mennesker talte til mig. Jeg var fortumlet, og min venstre hånd og skulder blødte, men jeg fik rettet lidt på cyklen og kom videre.

På aftenskolen blev jeg utilpas og blev sendt hjem, og derefter lå jeg i sengen for nedrullede gardiner i en uge med diagnosen kraftig hjernerystelse. Jeg har stadig et ar på min venstre skulder til minde.

Dagbladet Politiken afholdt dengang et årligt cykelløb for unge mellem 14 og 18 år, og der var gerne omkring 200 deltagere. Ruten var på 10 kilometer, og jeg var stolt og glad for at blive nummer 14.

Da havde jeg lært mine to yngre søstre at cykle på samme måde, som min far lærte mig det, og senere i livet blev det mine to egne børns tur.

Med årene begyndte det at knibe for mig med at svinge benet over stangen på en herrecykel, og så kørte jeg på damecykel i nogle år. I dag er cykling en saga blot for mit vedkommende, men de dejlige cykelminder har jeg stadig, og mit og Rolfs venskab bestod stadig ved hans død i fjor.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.