En læser fortæller: Jeg blev afhængig af næsespray

Hvis jeg ikke brugte den, følte jeg, at jeg havde svært ved at ånde.

Flasken blev hurtigt brugt

I efteråret 2020 blev jeg ramt af en hårdnakket forkølelse og købte for første gang i mit 37 år lange liv en næsespray på det lille apotek, som kort forinden var blevet etableret som en shop-i-shop i mit lokale supermarked.

Jeg syntes, at næsesprayen hjalp overraskende godt, både på hovedpinen og på mine vanskeligheder med at få luft.

Men den lille flaske blev hurtigt brugt op, og jeg købte derfor en til det samme sted. Nogle dage senere måtte jeg derhen igen, og tredje gang bad jeg apoteksassistenten bag disken om at få to flasker.

Jeg syntes, hun kiggede en ekstra gang på mig, inden hun tøvende tog de to små æsker til mig fra hylden.

Det slog mig, at det var den samme assistent som de to andre gange. Jeg havde lagt mærke til hende, fordi hun næsten var lige så bleg som sin kittel, fuldstændig uden makeup og med håret stramt tilbageskrabet.

Åbenbart havde hun også lagt mærke til mig. Da hun lagde æskerne på disken, sagde hun nemlig på en lidt misbilligende måde: – Jeg skal lige gøre opmærksom på, at man kun må tage et pust i hvert næsebor tre gange om dagen og højst i 10 dage. Jeg vil opfordre dig til at læse indlægssedlen.

Den bemærkning irriterede mig, for hvorfor skulle hun blande sig i, hvad jeg købte? Eftersom det var et håndkøbspræparat, kunne det formentlig ikke være så farligt. På det tidspunkt havde jeg nok brugt næsesprayen i 13 dage.

Jeg ignorerede hendes bemærkning og betalte bare, og allerede ude i bilen brugte jeg næsesprayen, fordi jeg syntes, at jeg trængte til det. Faktisk havde jeg aldrig læst indlægssedlen, så jeg vidste ikke, at brugen af sprayen skulle begrænses så meget. Jeg havde taget to eller tre pust hver gang, for ellers hjalp det ikke rigtig.

Jeg følte mig som en narkoman

Det varede ikke længe, før jeg måtte have ny forsyning, men denne gang valgte jeg et andet apotek. Her fik jeg ingen formaninger, men jeg følte mig alligevel nærmest som lidt af en narkoman, da jeg forlod apoteket med næsesprayen.

Igen brugte jeg den, så snart jeg kom ind i bilen, for jeg havde hovedpine og følte, at mine næseslimhinder var opsvulmede. Heldigvis hjalp sprayen som altid omgående.

Tre uger senere brugte jeg stadig næsespray, og jeg købte den forskellige steder og havde også bestilt to flasker på én gang via et netapotek.

Apoteksassistentens bemærkning havde dog sået et lille frø af bekymring i mig, og jeg tænkte ofte på, at jeg skulle holde op med at bruge sprayen. Adskillige gange lovede jeg mig selv, at i morgen skulle det være slut, men sådan blev det ikke.

Jeg kunne hele tiden finde en undskyldning for, hvorfor jeg var nødt til at starte dagen med næsespray før kaffen. Nu skulle jeg bruge mindst tre pust og helst fire, før sprayen havde den ønskede virkning. Hvis jeg ikke brugte den, følte jeg, at jeg havde svært ved at få vejret.

Det var begyndelsen til en ond spiral, for jeg blev simpelthen afhængig af midlet. Eller rettere sagt, mine slimhinder gjorde. To måneder efter indkøbet af min første næstespray havde jeg brugt mange flere små flasker, end jeg brød mig om at tænke på, og jeg vidste godt, at det her ikke var ret godt. Men jeg kunne ikke holde op, for jeg gik i panik, når jeg mærkede, at min næse lukkede til.

Jeg gik til bekendelse hos lægen

Det endte med, at jeg var nødt til at bestille en tid hos min læge, og jeg gik til bekendelse om mit næsespraymisbrug. Dog var jeg ikke helt ærlig om, hvor meget jeg brugte.

Det var ikke første gang, min læge hørte om problemet. Han forklarede mig, at misbrug af næsespray hos nogle kunne holde fornemmelsen af forkølelse ved lige.

I samråd med ham kom jeg på en slags afvænning ved hjælp af en næsespray med saltvand. Til min frustration havde jeg flere tilbagefald, og jeg brugte også i en periode en hjemmelavet cocktail af 75 procent saltvand og 25 procent næsespray.

Nu er jeg heldigvis helt ude af det, men i min afvænningsperiode så jeg tit den farveløse apoteksassistent for mig. Hun vidste, hvad hun talte om, og hendes diskrete advarsel var faktisk velment.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.