En læser fortæller: Jeg fik skylden for farfars død

Hvis jeg ikke havde taget ham til lægen, var det ikke gået så galt.

Min farfar og jeg har altid haft et tæt forhold. Lige fra jeg var helt lille, besøgte jeg ofte mine bedsteforældre, der boede i samme ejendom som mine forældre og jeg.

Mine forældre havde et bageri og arbejdede meget, så farmor og farfar var som et ekstra sæt forældre for mig. Farfar var tjenestemand i Forsvaret og gik på pension som 60-årig, så fra jeg var seks-syv år, tilbragte vi mange timer sammen.

Farfar fik det værre

Når jeg tænker tilbage på min farfar, ser jeg ham altid med en cigaret i mundvigen. Han røg konstant, desværre ikke uden konsekvenser. De sidste par år han levede, sad han mest i sin lænestol og så tv, for han havde ikke luft til mere.

Farfar var ikke en mand, der overrendte lægen, og min farmor havde opgivet at tvinge ham. Det var, som om alle i familien havde vænnet sig til, at han altid sad i sin lænestol og røg.

Jeg var i begyndelsen af 20’erne, da jeg bemærkede, at farfar fik det værre. Vejrtrækningen peb, og jeg var meget bekymret. Det tror jeg også, at han selv var inderst inde, for det lykkedes mig at overtale ham til at gå til lægen.

Jeg lånte min fars bil, så jeg kunne køre ham derhen, og da vi ankom, kunne han ikke komme de sidste trin op ad trapperne til første sal, hvor konsultationen lå.

Jeg løb op og fik fat i lægen, og sammen fik vi bugseret min farfar de sidste trin. Lægen afgjorde hurtigt at han skulle indlægges.

Jeg græd hele vejen hjem til min farmor, for det hele var gået så stærkt. Selv om jeg vidste, at han var syg, havde tanken ikke strejfet mig, at han kunne blive indlagt. Den tanke havde åbenbart heller ikke strejfet hverken min farmor eller mine forældre, for de var lige så chokerede som jeg.

Farmor bebrejdede mig

Det viste sig, at min farfar havde kol og lungekræft, men det blev ikke det, der tog livet af ham. På hospitalet pådrog han sig en infektion, som hans svækkede immunsystem ikke kunne bekæmpe, og blot 10 dage efter sin indlæggelse sov han stille ind.

I dagene efter min farfars død var alting bare noget rod, og der blev sagt og gjort mange dumme ting, som jeg i årene efter havde svært ved at lægge fra mig.

Min farmor bebrejdede mig, at jeg havde insisteret på at tage ham til lægen, for ellers havde han måske stadig været her. For mig kom det til at lyde, som om hun anklagede mig for at være skyld i min farfars død.

Hendes ord gjorde mig meget ked af det, for jeg elskede ham og havde jo netop taget ham til lægen, fordi jeg var bekymret for ham.

Da jeg fortalte min far samme aften, hvad min farmor havde sagt, sagde han, at det selvfølgelig ikke var min skyld, men at man jo ikke kunne udelukke, at min indblanding havde fået tingene til at gå hurtigere.

Hverken min far eller farmor nævnte det nogensinde igen, men ordene satte sig i mig som en tung følelse af skyld, jeg ikke delte med nogen – ikke før min farmor blev alvorligt syg fire år senere.

På det tidspunkt turde jeg ikke besøge hende på hospitalet, fordi jeg var bange for, at hospitalsopholdet mindede hende om farfars død og min andel i den. Jeg ville ikke kunne bære, hvis hun beskyldte mig for hans død igen.

Min mor var bekymret for mig og sagde, at jeg ville komme til at fortryde det senere i livet, hvis jeg ikke fik sagt ordentligt farvel. Først da fortalte jeg nogen om min skyldfølelse.

En forkert bemærkning kan sætte spor

Min mor blev meget ked af det og gik direkte til min far, der slet ikke kunne huske at have sagt sådan noget vrøvl. Han ville have ønsket, at jeg havde rusket i ham dengang og sagt, hvor urimelig han lød, for uanset hvilken sindstilstand ord bliver sagt i, kan en forkert bemærkning sætte sig spor.

Hele familien vidste, at min farfar havde fremskreden lungekræft og under ingen omstændigheder ville have overlevet den diagnose hjemme i lænestolen.

Min farmor fik aldrig at vide, hvor ondt hendes ord havde gjort mig, men jeg forstår nu, at det blev sagt i affekt, og at hun aldrig bebrejdede mig noget.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.