En læser fortæller: Julemandens juleaften

I stedet for at sidde alene tog jeg ud for at glæde andre.

En idé opstod

Selv om jeg er far til tre nu voksne børn, som jeg har et rigtig godt forhold til, kunne jeg se frem til at skulle tilbringe juleaften 2017 alene. Det havde jeg vidst lige siden sommeren, for min ældste skulle holde jul hos sine svigerforældre. 

Den mellemste havde sammen med sin lille familie besluttet sig for at tage til Østrig og fejre julen på ski, og min yngste på 19 havde holdt jul med mig året før og skulle nu være hos sin mor, som jeg havde været skilt fra i en årrække. 

Det var selvfølgelig ingen katastrofe for mig at skulle være alene til jul, men da den første frost meldte sig, tænkte jeg nu alligevel, at det ville blive lidt mærkeligt. 

Jeg havde stadig ingen rigtige planer for juleaften, da min ekskone først i december sendte mig en sms om, at jeg gerne måtte holde jul hos hende sammen med vores fælles datter og hendes nye mand. Det tydede på, at min yngste måske havde det lidt stramt med at vide, at hendes far sad alene, og derfor besluttede jeg mig for at finde på noget. 

Mens jeg overvejede svaret på min ekskones venlige tilbud, løb en julefilm over skærmen, og i den optrådte en julemand, som besøgte en familie med småbørn. Pludselig fik jeg idéen til, hvad jeg kunne lave juleaften.

Fire bestillinger

I min lille by er der en side på Facebook for borgere i byen med køb, salg, oplysninger og andet. Jeg havde tit læst med på siden, men aldrig før skrevet noget. Nu lavede jeg et opslag om, at jeg gratis ville dukke op som julemand hos de børnefamilier i byen, der havde lyst til det. Jeg lovede at være formummet til ukendelighed i en flot julemandsdragt og anførte mit mobilnummer. 

Det varede ikke mere end et kvarter, før den første ringede til mig. Det var en far til to små drenge på 3 og 5, og vi aftalte et tidspunkt for, hvornår jeg skulle banke på døren til deres havestue, hvor juletræet skulle stå. Inden juleaften ville han komme hen til mig med de gaver, jeg skulle have med til børnene. 

Derefter fik jeg travlt med at finde ud af, hvor jeg kunne købe julemandstøj, og jeg kunne også ærligt skrive tilbage til min ekskone, at jeg havde en aftale juleaften. 

På to dage fik jeg yderligere fire ”bestillinger”, og derefter slettede jeg mit opslag, for flere syntes jeg ikke, jeg kunne nå. Heldigvis boede hele fire af familierne i det samme parcelhuskvarter, mens den sidste boede lidt uden for byen. 

En læser fortæller: Dengang der var vintre til

Jeg fandt en flot, brugt julemandsdragt med træsko, skæg og små runde guldbriller til salg på nettet, og juleaften klokken 18 bankede jeg som aftalt på hos familien med de to små drenge. Den ældste løb forskrækket i sikkerhed bag sin mor, mens den yngste målløs stirrede på mig.

– Har du været en sød dreng i år? spurgte jeg ham. 

– Nej, svarede han med store øjne, hvilket fik forældrene til at sprutte af grin.

Drengen på 5 vovede sig trods alt hen til mig for at få overrakt sin gave, og efter behørig fotografering tog jeg videre til de næste. Alle steder vakte min ankomst både overraskelse og glæde, og jeg noterede mig, at flere af de ældre børn kiggede bagud for at se efter deres fædre for at se, om det var ham, der havde klædt sig ud.

En flæskesteg i ovnen

Det sidste sted var de endnu ikke færdige med at spise, og moderen i familien spurgte, om jeg ikke ville sidde med ved bordet og have et stykke andesteg. Det var pænt af hende, men jeg takkede nej, for julemanden spiser mig bekendt ikke hos nogen, og jeg ville gerne opretholde illusionen. 

Desuden havde jeg min egen flæskesteg i ovnen derhjemme, og jeg nåede hjem i fin tid til at tage den ud. 

Da jeg sent på aftenen besvarede en stribe julehilsener på sms, tænkte jeg, at det egentlig havde været en rigtig god juleaften. Ikke alene havde jeg hygget mig med at være julemand, jeg havde også glædet andre. 

I år skal jeg være sammen med to af mine børn juleaften, men jeg gemmer julemandsdragten, for måske skal jeg være alene igen et andet år. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.