En læser fortæller: Ude og Hjemme er mit blad

I årenes løb er det blevet til gode læseoplevelser, gevinster, grin og overraskelser med mit yndlingsugeblad.

En læser sidder og læser ude og hjemme

Et kryds ved vores ønsker

Jeg er 82 år, tidligere landmandskone, og jeg har haft et rigtig godt liv. Desværre mistede jeg for fire år siden min kære mand efter hele 57 års godt samliv. Heldigvis har jeg mine fire kære børn, mine fire svigerbørn og alle mine herlige børnebørn og oldebørn omkring mig. Når alle i vores store familie er samlet, tæller vi ikke mindre end 34 personer.

I julegave gav mine børn og svigerbørn mig en gave, som jeg blev utroligt glad for, nemlig et helt års abonnement på Ude og Hjemme. Fremover bliver bladet nu leveret direkte i min postkasse, og jeg ser frem til at sidde og hygge mig med det i mange timer.

Vi har altid læst Ude og Hjemme herhjemme hos os, og gennem årene har bladet ikke blot givet os mange gode læseoplevelser, men også lykke og held på flere andre måder. 

I begyndelsen af 1960’erne delte vi et abonnement på bladet med en god ven af huset. Dengang kørte bladet med en såkaldt ”ønskeseddel”, hvor alle personer i en husstand hver især måtte sætte et kryds ud for den genstand, som de ønskede sig mest af alle dem på listen. Der var noget for enhver smag og enhver alder. 

Her i familien var vi på det tidspunkt fire personer, så vi satte fire krydser, og vores gode ven satte også et kryds, så der blev fem i alt. Derefter sendte vi udklippet til den anførte adresse, men regnede selvfølgelig slet ikke med at vinde.  

En læser fortæller: Jeg var fanget i en gældsfælde

De heldige vindere

Den 3. januar 1962 modtog jeg et brev fra Ude og Hjemme om, at vi i denne uge var de heldige vindere. Jeg gemmer stadig brevet, for det var så stort for os, og vi blev så glade og overraskede. Vi kunne næsten ikke fatte, at det var rigtigt. 

Vi havde vundet et tv, en støvsuger, en transistorradio og to store, flotte dukkevogne, som virkelig gjorde lykke hos vores to små døtre på dengang 6 og 3 år. Den dukkevogn, som den mindste pige fik, har vi stadig i familien, og den er faktisk endnu i fin stand. 

Min mand hentede gevinsterne på stationen, og de fyldte jo ikke så lidt. Vores gode ven havde ønsket sig transistorradioen, og vi fik tv’et og støvsugeren.

Dengang var det endnu ikke helt almindeligt at have tv ude på landet, og det havde vi bestemt heller ikke fået, hvis ikke vi havde vundet det. 

Naboernes børn kom ind i stuen og kiggede med, og da dyrlægen en dag var på besøg i stalden, var han også inde i stuen bagefter for at sidde og kigge lidt på den udsendelse, der løb over skærmen.

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

Symaskinen snorker

Fem år senere var Ude og Hjemme igen med til at sprede solskin hos os. Det skete i 1967, hvor jeg i en periode havde en industrisymaskine herhjemme. For at tjene lidt ekstra syede jeg tasker for et lille firma, og det gik fint, men den kraftige maskine larmede temmelig meget. 

En nat vågnede jeg ved, at vores yngste datter pludselig stod i døren ind til soveværelset og kaldte på mig. 

– Mor, hvem er det, der syr på din symaskine nu i nat?

Jeg måtte skjule et lille smil, da jeg svingede benene ned på gulvet. Mens jeg fulgte vores datter tilbage til sit værelse og puttede hende, forklarede jeg, at ingen syede på maskinen, men at det såmænd bare var hendes kære far, der snorkede.

Denne lille sjove historie skrev jeg ned og sendte ind til Ude og Hjemme, og til min store fornøjelse blev den udvalgt til at blive trykt i bladet. Vores datter vandt en sød dukke, som hun legede meget med, og jeg modtog en check på 30 kroner. Da historien kom i bladet, var den illustreret med en fin tegning af en lille pige, en snorkende far og en stor symaskine. 

I alle de mellemliggende år har jeg for det meste købt bladet, og nogle gange har jeg også fået det foræret. I hele 2018 vil jeg kunne læse det som det allerførste, og jeg er mine børn og svigerbørn meget taknemlig, for de kunne simpelthen ikke have givet mig en bedre gave.