En læser fortæller: Vi mistede mor og far

I dag er det coronavirus, der hærger verden over. I 1930'erne var det tuberkulose, der krævede mange liv.

En almindelig sygdom

Jeg kom til verden i sommeren 1929, og mit barndomshjem var en gård i det midtjyske, hvor jeg boede sammen med mine forældre og min to år ældre storesøster. Så længe jeg kan huske tilbage, havde vi tuberkulose inde på livet. 

I 1930’erne var sygdommen almindelig her i landet, og det første symptom på den var gerne langvarig hoste med blodigt opspyt, feber, svedeture og tab af kropsvægt og appetit. Sygdommen skyldes tuberkelbakterier, og den er meget smitsom. 

I de fleste tilfælde er sygdomsforløbet langsomt, men tuberkulose kan også i nogle få tilfælde have et akut, hurtigere og dødeligt udfald. Desuden er der den helt særlige ting ved tuberkulose, at sygdommen kan smitte fra dyr til mennesker og omvendt. 

På gården var der blandt andet kvæg, og det var gennem køerne, at vores forældre og min søster tragisk nok blev smittet. Jeg var ikke ret gammel, da vores forældre kom på et tuberkulosesanatorium, og den daglige drift af gården blev herefter varetaget af en forvalter, mens en husbestyrerinde tog sig af husholdningen. 

Læs også: En læser fortæller: 18 år og kronisk syg

Både min storesøster og jeg var spinkle og havde absolut ikke for meget huld på kroppen, men min søster var tilmed svagelig, hvilket jeg ikke var.

I begyndelsen af sommeren 1936, hvor jeg fyldte syv år, blev vi begge sendt hjemmefra i den hensigt at få styrket vores helbred. Desværre blev vi anbragt hver sit sted. Det var vi meget kede af, men forklaringen var jo nok den, at min storesøsters tilstand var dårligere end min. 

Dengang var det ikke almindeligt at have egen bil, men sognefogeden, som var vores nabo, havde en bil. Han kørte både mig og min søster af sted, men det var i hver sin retning. 

Vi skulle fedes op

Min storesøster kom til et julemærkehjem i det sønderjyske, for dengang blev julemærkehjemmene oprettet med henblik på at hjælpe børn med tuberkulose. 

Selv kom jeg på en feriekoloni tæt ved Vesterhavet og Harboøre. Her var jeg sammen med 40-50 andre børn, både piger og drenge. Vi var alle i alderen fra seks til 10 år, og planen var at fede os op, så vi havde noget at stå imod med. 

Jeg og nogle stykker til fejlede egentlig ikke noget, men var der i forebyggende øjemed. Andre af børnene havde forskellige sygdomme med i bagagen, og endelig var der også nogle, der var blevet sendt til kolonien, fordi de kom fra hjem, som fungerede dårligt, og hvor der måske ikke var mad på bordet hver dag. 

Kolonien bestod af en stor, sortmalet træbygning, og den lå midt mellem klitterne og forholdsvis tæt på vandet. Til at tage sig af os var der to modne kvinder, som vi skulle kalde henholdsvis Moster og Tante. Set i bakspejlet var det meget lidt med kun to voksne til at passe så stor en flok børn, men vi havde jo alle gået i flinkeskolen og var meget autoritetstro, så vi gjorde ikke vrøvl over noget. 

En del af behandlingen bestod i, at vi hver dag skulle bade i Vesterhavet. Den dybere mening har måske været, at det skulle hærde os. Dog var der et par stykker, som var for svage til at gå med, og de blev så tilbage på kolonien. Uanset om det var kulde, regn eller blæst, var det bare af sted med os andre. 

Når vi i en lang række sled os gennem det tunge sand i klitterne, skulle vi synge en bestemt sang. Teksten husker jeg ordret i dag: ”Det er så godt at ha’ ryggen ret og ho’det løftet og gangen let, da går vi så frit gennem verden.”

Melodien var af Emil Horneman, og de tre vers havde Peter Alsted skrevet. Vi skulle ikke kun afsynge den én gang, men starte forfra igen og igen, indtil vi var nået helt ned til vandet. 

Jeg kom til at afsky den sang, for jeg forbandt den snart med at fryse, og hvis der var noget, jeg ikke kunne udstå, så var det dét. Jeg var nemlig meget kuldskær, og sommeren kan ikke have været ret varm det år. 

Vi skulle ud og svømme

Når vi kom helt ned til det brusende hav, forekom bølgerne mig at være så høje som huse og temmelig skræmmende, og mange af de andre børn syntes det samme. Det var bestemt ikke lyst eller trang til at bade, der fik os til at bevæge os ud i det kolde, salte vand, men vi vidste jo, at vi skulle. 

Jeg havde ikke lært at svømme, og jeg ved heller ikke, om der var nogen af de andre børn, der kunne, så lidt risikabelt må al den badning næsten have været. Den eneste form for redningsudstyr bestod af et langt tov, hvor der for hver anden eller tredje meter var et slags bælte af læder. Det fik vi om livet, når vi tænderklaprende stod der i vores badetøj, og så var det ellers bare ud i vandet. 

Den ene ende af det lange tov havde Moster fat i, i den anden ende stod Tante, og så var de klar til at hive os ind, hvis vi kom for langt ud eller så ud til ikke at have styr på det.

Læs også: Rikke mistede begge sine forældre inden for en måned

Hvad kosten bestod af på kolonien, kan jeg ikke genkalde mig. Derimod husker jeg tydeligt en pige, der havde store problemer med sin mave. Staklen kastede op, hver gang vi havde fået noget at spise, og det blev hun skældt meget ud for af de voksne.

Man kan undre sig over, at den anstrengende tur gennem klitterne og turen i det kolde havvand blev anset for at kunne fremme sundheden. Alt i alt var kolonien dog et godt sted at være, og hvis jeg indimellem var ked af det, skyldtes det, at jeg savnede min storesøster.

Gensyn med min søster

Da jeg havde tilbragt et par måneder på kolonien, fik jeg lov til at komme hjem igen, selv om jeg vist ikke var blevet meget tykkere under mit ophold der. Det varede endnu nogen tid, før min storesøster vendte hjem, og jeg kan huske, at hun havde både vindruer og bananer med hjem til mig. Frisk frugt er jo sundt, så det havde børnene på julemærkehjemmet fået, og da mange af dem ingen appetit havde, gjaldt det om at lokke noget i dem. 

Hverken min storesøster eller jeg havde set eller smagt vindruer og bananer før. Vores eneste erfaring med frugt var, at vi havde fået en appelsin hver til jul, og desuden havde vi smagt bolsjer med frugtsmag til eksamen på skolen. Jeg var så lykkelig for at gense hende, og frugten smagte vidunderligt.

Sørgeligt nok endte vi med at blive forældreløse ikke så længe efter den sommer. Vores far kom aldrig hjem fra sanatoriet igen, men døde på stedet. Da vores mor blev klar over, hvilken vej det gik med hende, lod hun sig udskrive og kom hjem til os. Hun ville være sammen med os i sin sidste tid og dø hjemme, og hun lå i stuen, indtil hun sov ind. 

Opvækst uden forældre

Selv om vores kære forældre nu var borte, blev gården ved med at være vores hjem. En husbestyrerinde tog sig af os to piger og af alt det indenfor, mens skiftende forvaltere sørgede for dyrene og markerne. Sognefogeden blev vores værge, for sådan en skulle vi have.

Vi havde det ikke dårligt, for de skiftende husbestyrerinder og forvaltere var gode nok mod os, men det var jo alligevel ikke det samme som at vokse op med to kærlige forældre. 

Jeg husker, at vi i stuen havde et lille, indrammet billede. Det var et broderi, og teksten lød: ”Hvad er et hjem uden en moder?” Det billede brød jeg mig ikke om, for det var jo ikke kun en mor, vi manglede, men også en far. Og så syntes jeg jo, at han også burde have været nævnt. 

Min storesøster og jeg begyndte atter i skolen, men opholdet på julemærkehjemmet til trods blev hun ved med at være svagelig, og jeg græd fortvivlet, når hun blev syg og besvimede. Det gjorde hun nemlig indimellem, og så blev jeg så bange for, at hun også skulle dø. Jeg havde jo ingen at undvære af, for der var kun os to tilbage i familien.

Mærket af sygdommen

Min kære storesøster var livet igennem mere eller mindre mærket af tuberkulosen, selv om dens forløb ikke var så hurtigt og brutalt som hos vores forældre. Hos hende kom den for alvor i udbrud i 1987, da hun var 60 år, og hun døde, før hun nåede pensionsalderen. 

Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har oplevet alt for mange dødsfald. Jeg fik tre dejlige børn, men mistede en søn, der i en alt for ung alder døde fra kone og to mindreårige børn. Siden er min familie vokset, og i dag omfatter den tæt på 20 personer.

I dag er det for det meste børn, der har brug for at tabe sig og få selvtillid og nye venner, der kommer på julemærkehjemmene. Den koloni ved Vesterhavet, som jeg var på, eksisterer ikke længere. Da tyskerne besatte Danmark, overtog de nemlig bygningerne, og et stykke tid efter besættelsens afslutning blev de jævnet med jorden. 

Jeg er som gammel kone velsignet med et godt helbred, jeg klarer stort set alt i hverdagen selv og er aktiv med mange forskellige aktiviteter. 

Tuberkulosen blev i en årrække anset for at være stort set udryddet i Danmark, men i dag rammes 300-400 personer årligt herhjemme og må under behandling. Til forskel fra dengang har vi nu et effektivt middel, nemlig antibiotika, som dog ikke virker på de sjældne tuberkulosetyper, der er resistente over for medicin. 

 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.