Er du afhængig af tv-serier?

Du kender måske følelsen af dårlig samvittighed, der kommer snigende når du i flere timer har ligget på sofaen og set tv-serier. Men faktisk bør du slet ikke have dårlig samvittighed. Torben Bechman Jensen der er lektor i psykologi mener nemlig, at serier kan bidrage til selvreflektion og at vi gennem de dilemmaer, der typisk opstår i serier kan lære noget om os selv.

Tv-serier: Mand og kvinde ser tv

Tv-serier er fremtidens tv 

 
Har du dårlig samvittighed over at tilbringe hele weekenden foran tv’et med din yndlingsserie? Det er der ingen grund til ifølge eksperterne, for serierne kan blandt andet få os til at reflektere over vores eget liv og lære os om rigtigt og forkert.
 
Læs med, og bliv klogere på, hvad det giver os at se tv-serier – og hvornår det kammer over og bliver til afhængighed.
 
 
Den Oscar-vindende skuespiller Kevin Spacey, der spiller Frank Underwood i serien ”House of Cards”, har udtalt, at tv-serier er fremtidens tv, og at de kommer til at sluge meget af vores tid.
 
Og det kan han have ret i, for vi bruger allerede meget tid på at følge med i tv-serier i en hverdag, hvor vores medieforbrug i forvejen er stort. Udvalget af tv-serier er større end nogensinde – alene i USA kan man for tiden vælge mellem op til 300 serier.
 
Vi har siden tv’ets barndom fulgt med i serier, men siden det nu er blevet muligt at købe bokse med hele sæsoner af serier, og vi også har fået streamingtjenester som Netflix og HBO, kan vi se lige præcis den serie, vi har lyst til, og lige så mange afsnit af den, som vi ønsker, netop når det passer os – om det så er på tv, tablets eller computere.
 
Nogle af os har dog lidt dårlig samvittighed over at sidde klistret til en skærm i mange timer for at lade os underholde af serierne, men behøver vi nu også at plage os selv med dårlig samvittighed? Er tv-serierne ren underholdning, eller kan vi rent faktisk også bruge dem til noget? 
 

Samtalestof og identifikation

En vigtig grund til at se tv-serier er, at de giver os noget at snakke med hinanden om. Serier som samtalestof minder om sladder, som nogle forskere mener, at vi bruger omkring 75 procent af vores sociale samvær på.
 
Vi ser efterhånden sjældent de samme film – dels fordi vi ser dem på forskellige tidspunkter i tv, og dels fordi vi går sjældnere i biografen end førhen.
 
Men vi ser derimod meget de samme tv-serier, og da handlingsforløbene strækker sig over så lang tid, er der meget at snakke om – også selv om vi ikke ser episoderne samtidig.
 
Tobias Bukkehave, der er cand.mag. i film og medievidenskab, mener, at tv-serien er den mest populære fortælleplatform i vores tid og ikke mindst et vigtigt bidrag til vores selvreflektion. 
 
− I gamle dage så vi personnære psykologiske portrætter på film, men nu til dags er det mest film med flotte effekter, der vises i biografen. Men vi har stadig brug for fortællinger, som udforsker menneskets psyke, og som kan få os til at reflektere over os selv. Og det kan tv-serien.
 
Vi fascineres af det langvarige stræk, fordi det giver os mulighed for en langt grundigere indlevelse, end en film på et par timer kan tilbyde, siger han.
 
Torben Bechmann Jensen er lektor cand.psych. ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, hvor han har specialiseret sig i socialpsykologi, som beskæftiger sig med menneskers relationer og hverdagsliv.
 
Han mener også, at vi kan spejle os i karaktererne i tv-serierne og dermed lære noget om os selv:
 
− Vi kan bruge tv-serierne til at blive klogere på os selv, ligesom når vi læser lange romaner, hvor vi har god tid til at leve os ind i personerne og finde lighedspunkter og forskelligheder. Tv-serierne rummer noget genkendeligt fra vores eget liv – måske har hovedpersonerne de samme problemer som os selv, eller måske har de en lignende historisk familiebaggrund som i ”Krøniken” eller ”Matador”. Samtidig foregår det i et fiktivt univers, som vi ikke umiddelbart kan referere til, som tilmed kan være tilført forskellige overraskelsesmomenter, der pirrer vores nysgerrighed. Tv-serierne kan give stof til overvejelser om, hvordan vi selv vil leve vores liv, og til hvad der er rigtigt og forkert. Der er mange moralske dilemmaer i serierne, som vi kan forholde os til.
 

Erstatning for intimitet

− Vi ser ofte, at karaktererne i tv-serier har mange dybe venskaber, men i virkeligheden ser vi vores egne venner mindre og har ikke så meget kontakt, som vi kunne ønske os i en travl hverdag. Netop fordi serierne strækker sig over så lang tid, kan vi virkelig leve os ind i seriens forskellige karakterer og følge deres liv på godt og ondt. Så når vi for eksempel ser ”Venner”, kan det føles, som om vi selv er en del af den vennekreds, siger Torben Bechmann Jensen og peger hermed på, at der er en tendens til, at vi erstatter venskaber og bekendtskaber i virkeligheden med karaktererne i serierne.  
 
− Når vi ser hinanden mindre og mindre, fordi vi alle har travlt, er det nemt at dyrke fiktive venskaber i vores sparsomme fritid, fordi vi kan gøre det, når det passer os uden at have de samme forpligtelser som i virkelige venskaber. Samme tendens ses på nettet, hvor vi har facebook-venskaber og har noget at være fælles om, selv om vi aldrig har mødt hinanden i det virkelige liv, siger Torben Bechmann Jensen. Han mener, at det kan give os en fornemmelse af tryghed og forudsigelighed, at vi kender tv-seriens univers, og at vi ofte ved, hvad der sker med karaktererne, før det sker.
 
− Tv-vennerne kan naturligvis ikke erstatte det virkelige livs venner, men de har noget af den samme betydning for os, da vi har brug for tryghed, og vi føler os trygge ved dem, vi kender, fordi vi ved, hvordan de reagerer eller kender deres historie, siger han. 
 

Vi kan blive afhængige

Det bliver mere og mere udbredt, at man køber en hel sæson af en serie og vælger at se den igennem i ét stræk. Når nu vi kan vælge at se tv-serier døgnet rundt, hvis vi vil, kan vi også nemmere blive afhængige af dem.
 
I USA er man begyndt at tale om afhængighed af tv-serier som en lidelse. Og ifølge Torben Bechmann Jensen, så mener han også, at man kan blive afhængig, men at det mest af alt afhænger af ens livsomstændigheder, om man gør det.
 
− Hvis man har et indholdsløst liv, kan det at se tv-serier hele tiden føles som en nem måde at få sig en meningsfuld beskæftigelse på, fordi der sker så meget i serien, at det kan føles, som om der sker en masse i ens eget liv, selv om der i realiteten ikke sker andet, end at man sidder klistret til en skærm. Man kan blive så opslugt, at resten af ens liv mister sin betydning, og man har ikke tid til andet. Nogle eksperter har sammenlignet et overforbrug af tv-serier med en lidelse som overspisning, hvor man ikke kan styre sit indtag – i dette tilfælde gælder det så tv-serier, siger Torben Bechmann Jensen.
 
− Man kan blive så opslugt af tv-karaktererne, at ens følelsesliv afhænger af, hvordan det går dem – er de triste, så er man også selv trist, og dør de, så sørger man, som har man mistet en virkelig ven. Man kan komme til at føle, at hvis ikke man hele tiden følger med i serien, så svigter man sine tv-venner. Der er ikke noget problem i at man nogle gange lever sig lidt ind i karaktererne, men hvis man lever sig for meget ind i dem og i øvrigt savner at omgås andre mennesker eller på anden måde har en indholdsløs hverdag, kan det ifølge Torben Bechmann Jensen hurtigt gå hen og blive uhensigtsmæssigt.
 
− Vi har alle så travlt – bortset fra hvis vi lige er blevet skilt eller er blevet arbejdsløse, hvor det kan være svært at beskæftige sig selv. Her kan tv-serierne blive et tidsfordriv, der kan vokse så meget i betydning, at det til sidst bliver til en afhængighed. Det er vigtigt at være bevidst om sit forbrug af tv-serier og sørge for at have et godt og indholdsrigt liv ellers, så man ikke risikerer, at kiggeriet tager overhånd.
 
Når det er sagt, så er tv-serier i dag faktisk af så god kvalitet, at vi ikke bliver dummere af at se dem, medmindre vi ikke laver andet. De kan lære os en masse om livet på godt og ondt og hjælpe os til at løse problemer, fordi vi kan bruge dem som reference til vores eget liv. Så der er meget godt ved tv-serier, så længe det ikke tager overhånd, mener Torben Bechmann Jensen.