Daniel overlevede kræften to gange: Krisen slog først til bagefter

Mens Daniel Svensson var i kemobehandling, havde han to mål: Han ville være rask. Og han ville tilbage på håndboldbanen. Begge dele gik i opfyldelse. Men lige da alting skulle være så godt, ramte krisen. ”Jeg havde fået mit liv tilbage. Men jeg havde ikke fået mit hoved tilbage,” siger han.

Der var dage, hvor Daniel Svensson ikke magtede at gå de ti meter ud på hospitalsgangen for at få mad på tallerkenen. Og dage, hvor han ikke engang kunne tygge maden, så han måtte lade melbollerne i suppen smelte oppe mod ganen. Alligevel var den 190 centimeter høje håndboldspiller aldrig ved at kaste håndklædet i ringen de to gange, han var ramt af kræft og gennemgik benhårde behandlinger. Han slap heller ikke sine to mål af syne: Han ville være rask. Og han ville tilbage på håndboldbanen i Skjern.

Ganske kort efter sin allersidste behandling for to år siden vendte han tilbage til håndboldhallen. Det kan godt være, at han i starten ikke kunne løbe 400 meter. Men jo mere han kæmpede, jo flere meter blev lagt til, og den 13. september 2016 løb han på banen sammen med holdkammeraterne og spillede sin første klubkamp efter sin sygdom. Bagefter kunne han sætte første hak på sin liste med de to mål: Han var tilbage på håndboldbanen.

Blev kræftfri

Tre dage efter kampen var han til tjek på sygehuset. Behandlingen havde virket. Daniel Svensson var kræftfri. Begge mål var nået, og han kunne løfte armene i vejret og bryde ud i sejrsjubel.

Men armene føltes pludselig overraskende tunge. Og sejren føltes ikke som forventet.

”Det var som om, jeg havde mistet min vilje. Jeg havde opnået mine to største mål, men alt det positive var forduftet. Under min sygdom havde jeg bare holdt snuden i sporet og kæmpet for at blive rask, men nu havde jeg nærmest kun lyst til at drikke rosé og spille golf. Jeg anede ikke, hvem jeg selv var, eller hvad jeg skulle. Og jeg havde slet ikke lyst til at spille håndbold,” husker Daniel, som ærligt fortæller om den krise, der ramte ham lige på det tidspunkt, hvor han burde være allermest glad.

”Jeg havde fået mit liv tilbage. Men jeg havde ikke fået mit hoved tilbage,” som han siger.

Livet ændrede sig markant 

På det tidspunkt var Daniel ellers gået igennem to ekstremt voldsomme kræftforløb uden at gå ned mentalt. Tværtimod. Han havde været positiv hele vejen. Og vist en næsten ufattelig styrke. Selv i sine værste perioder kunne han finde kræfter til at stige ud af sygesengen for at kommentere håndbold for TV2 et par timer. Eller rejse sig for at tage til sin bedste vens bryllup. Det kunne godt være, han kun klarede den til hovedretten. Men han var der med sit skaldede hoved og sit brede smil.

Men efter sygdommen var overstået var han der ikke rigtigt mere. Ikke som han plejede. Hans sædvanlige gåpåmod var væk, og det betød, at Daniels liv ændrede sig markant i den efterfølgende tid. På både godt og ondt.

”Jeg startede i et længere psykologforløb, og det var rigtig godt. Det skulle jeg have gjort længe før,” siger Daniel, som efter et stykke tid valgte at slutte sin håndboldkarriere. Men det var ikke for at finde mere ro i sit liv. Tvært imod skruede Daniel op for aktiviteterne og begyndte at gå ind ad helt nye døre.

De nye muligheder i hans liv kom dumpende ned et efter et. Han blev tilbudt at være medstifter af en børnefonden CoolUnite og sagde straks ja. Et forlag ville gerne udgive hans biografi, så sammen med en journalist kastede Daniel sig over arbejdet med sin bog ”Der er kun dage.” TV2 ville også gerne have ham som fast del fast del af kommentatorteamet, og mens disse bolde var i luften, ringede de fra Vild med Dans.

Daniel snørede som bekendt danseskoene, og han fik i det hele taget fart under fødderne i hele tilværelsen. Også som foredragsholder, hvor han begyndte at rejse rundt i landet og meget ærligt fortælle om sine to kræftforløb.

Et nyt liv

”Jeg fik pludselig meget travlt og arbejdede 60 timer om ugen, men jeg kunne mærke, at det var det, jeg ville. Jeg nød at være på en ukendt vej, og jeg fik helt nyt brændstof efter at have været nede i kulkælderen. Det var vigtigt for mig at gribe alle muligheder, for tænk nu, hvis jeg fik kræft igen,” siger Daniel.

Hans nye liv og ikke mindst det nye tempo fik dog konsekvenser. Hans kæreste Julie var nemlig et andet sted i sit liv. Nu ville hun gerne finde mere ro i tilværelsen efter en hård tid som pårørende til en kræftsyg. De to havde været sammen i syv år, og de havde været gode til at tale om det svære og støtte hinanden under sygdommen. Men nu var de på vej i hver sin retning.

”Vi besluttede, at vi skulle give slip på hinanden. Det var meget hårdt, og jeg kan stadig blive påvirket af det, når jeg taler om det. Folk sagde: Nu har I klaret så meget sammen. Hvorfor kan I ikke klare det her også? Men det kunne vi ikke. Vi havde ændret os begge to.”

I dag har Daniel en ny kæreste, Pernille. Hende er han glad for. Men forholdet er dog stadig så nyt, at han gerne vil holde hende lidt for sig selv endnu.

Knæk Cancer har en særlig betydning i mit liv

Knæk Cancer har en særlig betydning i Daniels liv, fordi han selv er et bevis på, hvor meget penge til kræftforskning betyder.

”Den kræftform, som ramte mig anden gang, er der først fundet en behandling mod i løbet af de sidste 10-15 år. Var jeg blevet syg tidligere, var jeg altså ikke kommet igennem det. Jeg ved godt, at det er hårdt at se alle de personlige kræfthistorier op til Knæk Cancer, men de indsamlede penge er så livsnødvendige.”

Daniel Svensson er 36 år og er fast sport kommentator ved TV2 og foredragsholder.

Hans aktive håndboldkarriere stoppede for halvandet år siden.

 

Om et par uger kan du i Ude og Hjemme læse et større interview med Daniel Svensson.