Carina er Schlüters ukendte datter

Poul Schlüter havde en ”hemmelig” datter, Carina, der først som 13-årig fik at vide, hvem hendes far var, og som mødte ham første gang, da hun var ung studerende. Det afslører Anne Marie Vessel Schlüter, som i 32 år var gift med den tidligere statsminister, i sin biografi, som Ude og Hjemme har fået lov til at bringe et uddrag fra.

Familien har altid betydet meget for mig, og derfor var jeg glad for, at jeg fik sådan et godt forhold til Else (Poul Schlüters mor, red.). Jeg har det også fint med Pouls børn, men de var jo voksne, da Poul og jeg mødtes, så vi har aldrig fået det samme tætte forhold.

Poul havde tre børn med sin første hustru, Majken, som han var gift med i 16 år. Anne Marie, den ældste, var allerede gift, da Poul og jeg lærte hinanden at kende.

Peter blev gift ganske få måneder før Pouls og mit bryllup, og Søren var en ung fyr med fuld fart på og skiftende kærester, som jeg aldrig kunne holde rede i, fordi de alle sammen havde langt, lyst hår. Det har vi grinet meget af.

Den af Pouls børn, jeg er kommet tættest på, er faktisk hans yngste datter, Carina, som han fik med en kvinde, han kortvarigt kendte, inden han blev gift med Lisbeth. Hun ville gerne beholde barnet, selv om de ikke kom sammen mere.

Poul betalte selvfølgelig børnepenge, og han fortalte også både Lisbeth og mig om datteren, men han havde i mange år ingen kontakt med hverken hende eller hendes mor.

Carina fik først som 13-årig at vide, hvem der var hendes far. Og hun kom først ind i vores familie, da hun som ung studerende sendte et helt officielt brev til statsministeren, om han ville komme og holde foredrag på hendes skole.

Hun nævnte ikke, at hun var hans datter, men Poul genkendte selvfølgelig navnet. Han viste mig brevet, og jeg sagde, at selvfølgelig skulle han sige ja tak til invitationen.

Siden har Carina været en del af familien. Som yngre var hun flere gange med os på ferie, og de senere år har hun været en stor hjælp og støtte. Selv om hun nu er gift, har børn, heste og et krævende job, er det faktisk hende, der oftest er kommet for at besøge Poul, når han sad og kedede sig hjemme i lejligheden. Og som regel havde hun mad med til flere dage.

Hun er en dejlig pige. Det var også Carina, der afløste mig i de sidste dage, mens Poul lå på hospitalet, inden han døde. Det glemmer jeg hende aldrig for.

Jeg var bange for, at han havde fået en blodprop, men lægen forklarede, at det var Pouls hjerte, der var stærkt forkalket. „Vi gør alt, hvad vi kan, men vi kan ikke operere,“ sagde hun. Derfra gik det uhyggeligt stærkt. Faktisk gik der kun fem dage, fra Poul blev indlagt, til han døde.

Jeg var der næsten hele tiden. Indimellem kom Pouls yngste datter, Carina, og afløste mig. Carina var en stor støtte i de dage, og jeg fornemmede, at hun kom helt tæt på Poul.

Hun gav ham et brev, hvor der på konvolutten stod „Til far“ – det havde hun aldrig kaldt ham før. „Nu synes jeg godt, jeg kan tillade mig at kalde dig far,“ skrev hun. Jeg læste brevet højt for ham, og det kom også med i kisten.

Niclas var der også meget, især de sidste dage. Og Pouls tre ældste børn, Anne Marie, Peter og Søren, nåede at komme og tage afsked. Skæbnen ville, at deres mor døde pludseligt kun to dage før Poul, og det var selvfølgelig hårdt for dem at miste begge forældre på samme tid. Heldigvis nåede de alle sammen at komme, dagen før Poul døde.

Den sidste nat, Poul og jeg havde sammen, blev på trods af alt det sørgelige også en meget smuk nat. Jeg havde sagt til personalet, at de ikke behøvede komme og se til Poul hele tiden, for jeg skulle nok holde øje med, hvordan han havde det, og når jeg var der, var han rolig.

Lægen havde spurgt, hvor meget morfin de måtte give ham, og vi havde alle tilkendegivet, at det var vigtigt, at han ikke havde smerter, men de skulle kun give ham medicin, hvis han havde ondt. Og faktisk blev det ikke nødvendigt at give ham ret meget.

Poul levede hele natten. Jeg havde fået en madras ind på sygestuen og lå ved siden af ham og sang for ham, „O mio babbino caro“ af Puccini – den sang har Poul altid elsket. Hver gang, han gav sig lidt, sang jeg, og så faldt han til ro igen. Det var en meget smuk oplevelse.

Ud på natten kunne jeg høre, at hans vejrtrækning ændrede sig, og ganske tidligt om morgenen udåndede han. Det var den 27. maj. Niclas var der, han havde siddet og sovet i en stol inde i afdelingens dagligstue. Carina kom, netop som det var slut.

Niclas var meget berørt. Han har jo kendt Poul, siden han var tre et halvt år gammel. De havde et dejligt forhold på deres egen, særlige måde. De behøvede ikke snakke en masse, de nød bare at sidde og hygge sig i hinandens selskab.

Carina, Niclas og jeg blev siddende lidt på stuen, indtil personalet kom for at gøre Poul i stand. Senere på dagen mødtes Niclas, Fransiska og jeg hjemme i lejligheden.

Niclas havde organiseret noget takeaway, og så sad vi i køkkenet, bare os tre, hele aftenen og spiste og drak rødvin og mindedes Poul og alle de sjove episoder, vi havde oplevet sammen, og alle Pouls pudsige talemåder, som Niclas kunne huske og var supergod til at efterligne.

Vi både grinede og græd. Vi havde også dækket op til Poul på hans faste plads for bordenden og skålede med ham – han havde fået en lille whisky, som han plejede. Det var en fantastisk aften – lige som jeg kunne ønske mig det.

 2021.06.05

Opgavebeskrivelse: Poul Schlüter Begravelse
Sted: Holmens Kirke, København
Fotograf: Lars H. Laursen
Journalist: Tanja Larsen og Karina Didriksen
Optagelsedato: 2021.06.05

Anne Marie Vessel Schlüter fortæller i erindringsbogen ”På skrå brædder og bonede gulve” til journalist Trine Munk-Petersen om sin opvækst og sit liv. Bogen udkommer på Gyldendal.