Carsten Knudsen fra De Nattergale fik en blodprop i hjertet: Jeg var tæt på at dø

Han er kendt som en munter, musikalsk mand, der møder folk med et smil og en kæk bemærkning. Men det seneste år har Carsten Knudsens liv vist sig fra sin barske side. For få måneder siden blev han ramt af en blodprop, og det har ændret hans syn på livet.

Sammen med sine to musikalske legekammerater i legendariske De Nattergale underholdt Carsten Knudsen i årevis høj såvel som lav, lige fra dronningen til fødselsdagsfest på Amalienborg til kontanthjælpsmodtageren i forsamlingshuset i Vestjylland. Der har altid været fuld knald på alle tangenter hos den musikalske tusindkunstner, og alene synet af Carsten med de viltre lokker bringer glade minder frem hos de fleste. Han er en sjov og hyggelig fætter, ham den nattergale med alle de finurlige figurer.

Naturen har udstyret ham med et lyst og muntert sind, men bag masken græder klovnen som bekendt. Kradser man lidt i entertainerens sorgløse overflade, dukker alvoren og eftertænksomheden frem.

– Det var tæt på, siger Carsten stille, mens han rører mælk rundt i sin friskbryggede kaffe. Den er så stærk, at den kan vække de døde til live. Det trick var Carsten Knudsen tæt på at have brug for, da han for få måneder siden fik et vink om, at intet varer evigt, heller ikke hans eget liv.

En dyb indånding

Første juledag 2018 blev Carsten ramt af en blodprop i hjertet, og de kommende dage fik hans liv en ny dimension og et nyt perspektiv. Han kom på operationsbordet på Skejby Sygehus så hurtigt, at han knapt kunne nå at sige ”Oluf, a står under æ mistelten”, og lægerne reddede hans liv med to ballonudvidelser og en hel masse andet, der hører til i den forbindelse.

– Jeg havde så forfærdeligt ondt, og med ét blev der vendt op og ned på det hele. Mødet med den side af livet var en øjenåbner for mig. Jeg havde ikke drømt om, at den slags kunne ramme mig. Det gør man ikke, når musikken spiller, og der skal penge i kassen til den næste liter mælk og terminen, fortæller Carsten.

Blodproppen og den følgende hjerteoperation fik Carsten Knudsen til at stoppe op i sit hektiske liv og tage en dyb indånding. Han begyndte at tænke på andet end at underholde, spille musik og være morsom.

– Jeg begyndte for første gang at spekulere over døden, og hvordan jeg skal forholde mig til den. Det sker jo før eller siden for os alle. Jeg vil gerne herfra med værdighed, og jeg har skrevet en sang om to gamle mennesker, der ønsker at dø sammen. De sætter sig under et træ, som de har siddet og filosoferet under mange gange. De dør sammen med ro og værdighed, sådan som jeg gerne vil have, det skal være, siger Carsten.

– Jeg har to sønner på 25 og 20 år, Frede og Svend. De skal have mindst muligt besvær, når jeg skal herfra. Jeg er ved at få orden i tingene med koder og papirer, og det føles godt at have styr på den slags. Jeg tænker over, hvor mange år jeg har tilbage, og hvordan jeg kommer herfra. For mig er det noget helt nyt, og det lærte sygdommen mig. Jeg tager ikke længere livet for givet, og det kan jeg takke blodproppen for.

Vi sidder ved køkkenbordet i Carstens villa i Aarhus-forstaden Risskov. Det er dagen før hans 60-års fødselsdag (den 19. marts, red.), og det er jo et af de mere skarpe hjørner at runde.

Sæt farten ned

Men Carsten har ikke travlt. Han er hverken stresset eller spændt på fødselsdagen, men tværtimod i fuldstændig mental balance trods sit livs forskrækkelse med blodproppen.

Lægerne har givet ham besked på at sætte farten ned, og gæsterne til fødselsdagen må tage tingene, som de kommer. Højtideligt bliver det under ingen omstændigheder. På grund af medicin efter operationen holder han sit alkoholforbrug i kort snor, og den daglige portion gulerødder og de sunde måltider bliver også holdt i hævd.

Carsten Knudsens utraditionelle hjem er fyldt med alverdens mærkelige musikredskaber, og han bruger dem alle. Det eneste instrument, som han ikke kan spille, er et japansk blæseinstrument, som intet almindeligt menneske hverken kan stave eller udtale navnet på.

Carstens mor spurgte for nylig, om sønnen ikke snart skal have indrettet en stue med hygge, atmosfære og ting på væggene. Svaret var, at det ikke er en stue i gængs forstand, men et øvelokale.

Mens Carsten som den naturligste ting i verden spiller på et vvs-plasticrør til en køkkenvask, fortæller han, at den eneste udsmykning i huset er et maleri af vennen og musikeren Johnny Madsen.

Har betalt prisen

På køkkenbordet ligger en blyantsskitse af et elsdyr. Den har husherren tegnet med fødderne med det ene formål at finde ud af, om det nu kunne lade sig gøre at tegne med tæerne. Sådan kan man blive ved med at opremse besynderligheder, og kedeligt er der i hvert fald ikke i Carstens domicil.

Men tilbage til det alvorlige.

De fleste kender Carsten Knudsen som den sjove og gennemmusikalske entertainer, der ikke alene kan komponere og spille egne melodier, men også kan grynte som en gris og tale som ”the kartoffelwoman Gertrud” i The Julekalender. Underholdning har været hans liv, siden han var helt ung, og den branche kræver på mange måder sine ofre. Dem har Carsten også betalt, og specielt en skilsmisse gjorde ondt. – Mit ægteskab holdt ikke, og det forstår jeg godt. Som kreativ kunstner var jeg optaget af min karriere 24 timer i døgnet 365 dage om året. Jeg var altid på og magtede ikke at skille karriere og familieliv. Til sidst orkede min kone ikke at følge min tidskrævende karriere fra sidelinjen.

– Jeg kæmpede for ægteskabet, men det var en håbløs og ulige kamp. Kreativ underholdning er en del af min dna, og den kan man ikke hive ud af blodet. For mig har arbejdet altid haft førsteprioritet.

– Jeg husker ikke årstallet for min skilsmisse, og det interesserer mig ikke. Sket er sket, og det vigtigste er, at sønnerne accepterede vores beslutning. Jeg husker, at der ikke var mere energi tilbage på hverken konens eller mit ægteskabelige batteri. Det var et nederlag for mig, og i min optik er en skilsmisse altid et nederlag, ligegyldig hvordan du vender og drejer tingene. Når jeg kigger på mine to sønner, trøster jeg min med, at mit ægteskab trods alt har været en god investering, siger Carsten Knudsen eftertænksomt.

Kæmpesucces

Han er født og opvokset i den vestjyske flække Starup, hvor opløste ægteskaber ikke indgår som en legitim del af opdragelsen. Her er opfattelsen, at hvis noget som i Carstens tilfælde går godt, skyldes det held, og hvis det går skidt, er moralen: ”hvad sagde jeg”.

Som søn af en landmand stod der ikke skrevet over Carstens vugge, at han skulle blive noget ved musikken. Oprindeligt ville han være lærer. Han boede i kollektiv og blev optaget på seminariet i Jelling. Men meldte fra, fordi han hellere ville spille hammondorgel på Grønland.

Han søgte også ind på en organistuddannelse på konservatoriet i Esbjerg, men de ville ikke have ham. Han blev hverken lærer eller organist, og i stedet fortsatte han sin autodidakte uddannelse på livets universitet, indtil De Nattergale blev hans skæbne.

Trioen blev dannet i forbindelse med en revyforestilling i Ribe i 1984, og i 1991 lagde The Julekalender på TV 2 første gang gader og stræder øde.

Skulle skabe sin egen identitet

De tre stoppede for snart mange år siden samarbejdet. Da det skete, indså Carsten, at han havde oparbejdet et ambivalent forhold til de figurer, som han mere eller mindre havde skjult sig bag i De Nattergale. Han gik solo og skulle skabe sin egen identitet uden de figurer, der havde gjort ham kendt og elsket. Før var de tre til at dele ros og ære, og ingen i offentligheden vidste, hvem der havde skabt og skrevet hvad. Nu var Carsten alene, og det gav udfordringer.

Han havde ikke længere De Nattergales varemærke på ryggen, men måtte selv tage telefonen og ringe rundt efter job. I begyndelsen blev han paf, når folk spurgte: ”ja, ja, Carsten, vi kender dig fra De Nattergale. Men hvad laver du, og hvad kan du egentlig?”.

Langsomt fandt han fodfæste i en niche og begyndte at turnere landet rundt med et hav af instrumenter og det, som han kalder sin musikomiske kuffert.

Carsten Knudsen har netop udgivet cd’en ”Kærlig hilsen”, og han har optrådt mange steder, fra hospitaler og slotte over forsamlingshuse til fængsler. Han hævder, at han kun mangler en fødeklinik som spillested, men det kommer nok.

– Jeg vil gerne være en stor komponist, men efter De Nattergale havde ingen skyggen af fornemmelse for, hvad jeg kunne. Det var frustrerende, men selvfølgelig var det også godt og trygt, dengang jeg delte ris og ros med to andre. Det kan godt være angstprovokerende at skulle stå alene foran publikum, men sceneskræk har jeg aldrig haft, siger Carsten.

Tager livet alvorligt

For tre år og nogle måneder siden fandt Carsten Knudsen kærligheden igen i skikkelse af Mette. Det skete via et datingsite, og det første møde var spøjst.

Carsten var vant til, at alle kendte ham, når han bevægede sig ud i det pulserende natteliv i Aarhus, men Mette havde boet i udlandet i mange år og havde aldrig set The Julekalender eller andet af det, som Carsten var blevet kendt for. For hende var han blot en ukendt Carsten fra Aarhus, og der var ingen fordomme at bryde ned.

De to bor hver for sig, og Carstens yngste søn bor hos ham. Men han indrømmer gerne, at Mette har reddet hans liv. Både da han blev ramt af blodproppen, og hun fik ham på hospitalet. Men også da han få dage efter at være blevet udskrevet fik en diskusprolaps.

I det hele taget har det seneste år været rig på helbredsmæssige udfordringer for Carsten. I fjor døjede han med voldsom mavepine og måtte på toilettet konstant. Til sidst blev han indlagt på hospitalet i Horsens, hvor lægerne ifølge Carsten lavede lokal-tv på ham alle de steder, hvor man normalt ikke sender fra. Han fejlede intet alvorligt, men kosten skulle lægges om, og det blev den.

– Jeg har på den hårde måde lært at tage livet alvorligt. Det er ligesom, når jeg optræder med mine show. Hvis der ikke er et gran alvor bag, bliver det ikke ordentligt. Så bliver det plat, og det er noget helt andet end komik og sjov.

Træt af Gertrud Sand

På det uundgåelige spørgsmål, om vi nogensinde får De Nattergale at se sammen igen, trækker han på skuldrene og svarer det forventede: ”Det ved man aldrig”.

De tre har lejlighedsvis optrådt sammen, blandt andet i 2013 og 2015, men er spredt for alle vinde.

Det er måske meget godt, mener Carsten.

– Jeg er træt af Gertrud Sand, og hun er sjældent med mig ude. Kun hvis checken er stor nok, kommer hun på scenen, siger Carsten Knudsen med et smil.

Hans liv er ikke længere kun skæg og ballade, men også alvorligt og eftertænksomt. Det indså Carsten på den barske måde, da han blev ramt af en blodprop og bagefter besluttede at tage stilling til livet efter døden. Men når døden kommer, er papirerne parate til hans to sønner. Carsten fik styr på livet, da en blodprop i hjertet fik det til at slå en kolbøtte.